Gerwyn Price triumferede ved World Series of Darts Finals

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Gerwyn Price besejrede i går Rob Cross i finalen ved World Series of Darts Finals.

Verdensranglistens nummer tre, Gerwyn Price, er den nye vinder af World Series of Darts Finals, efter han i går besejrede Rob Cross i finalen 11-9 foran et sjældent coronapublikum i østrigske Salzburg.

Ved stillingen 4-8 til Rob Cross lignede det ellers, at 2018-verdensmesteren ville sikre sig karrierens fjerde majortitel. Et fornemt comeback betød imidlertid, at Price fik kæmpet sig tilbage i kampen, og sidenhen kunne knytte næverne som historiens blot tredje vinder af World Series of Darts Finals. En turnering der blev vundet af Michael van Gerwen i 2015, 2016, 2017 og 2019, alt imens James Wade vandt titlen i 2018.

Besejrede velspillende forhåndsfavorit

Efter Michael van Gerwen tabte til Glen Durrant allerede i anden runde, var verdensmesteren Peter Wright ellers udset rollen som titelfavorit.

‘Snakebite’ var da også særdeles velspillende i løbet af søndagens kampe. Først besejrede den farverige skotte Daryl Gurney med et gennemsnit på 100,23, inden han i semifinalen snittede intet mindre end 108,1.

Desværre for Wright så var den suveræne præstation imidlertid ikke nok, idet han alligevel tabte overbevisende med cifrene 11-6 til den senere vinder, Gerwyn Price.

Med til den samlede titel kan ‘The Iceman’ glæde sig over en præmiecheck på godt og vel 570.000 danske kroner. Pengene bliver dog ikke overført til verdensranglisten, eftersom World Series-turneringerne ikke er ranglisteturneringer.

Næste gang PDC-toppen skal i aktion bliver nu på fredag, hvor der tages hul på sæsonens anden Europa Tour-turnering i tyske Hildesheim.


World Series of Darts Finals – Søndag 20. september
Kvartfinaler
Peter Wright (100,23) 10-5 (99,39) Daryl Gurney
Gerwyn Price (100,94) 10-9 (103,37) Nathan Aspinall
James Wade (99,14) 10-9 (102,46) Glen Durrant
Rob Cross (98,67) 10-8 (98,1) Michael Smith

Semifinaler
Gerwyn Price (102,48) 11-6 (108,1) Peter Wright
Rob Cross (85,28) 11-7 (87,58) James Wade

Finale
Gerwyn Price (96,21) 11-9 (94,22) Rob Cross

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*