Kæmpe nedtur: Danskerne nægtet deltagelse få øjeblikke før spilstart

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Niels-Jørgen Hansen, Tom Veje Kristensen og Bent Lambertsen blev her til eftermiddag nægtet deltagelse ved kval-turneringen til German Darts Championship.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Der bliver alligevel ingen dansk deltagelse ved aftenens kvalifikationsturnering til German Darts Championship. Det erfarer Dartnyheder.dk, der her til aften har været i telefonisk kontakt med bruttolandsholdsspilleren Tom Veje Kristensen, der sammen med holdkammeraten Bent Lambertsen og bruttolandsholdskollegaen Niels-Jørgen Hansen havde tilmeldt sig kvalifikationsturneringen for spillere, der deltog ved Q-School, men som ikke vandt et Tour Card.

Den danske trio blev således kort før turneringsstart nægtet deltagelse. “Diskvalifikationen” faldt som resultat af, at spillere der er spilleberettigede i PDC Nordic & Baltic ikke måtte deltage ved torsdagens kvalifikationsturnering.

Tom Veje Kristensen oplyser dog, at de danske spillere have tilmeldt sig turneringen for “et pænt stykke tid siden”, og at registreringen da også gik igennem hos PDC.

– Da vi så når frem til spillestedet, så trækker en af repræsentanterne fra PDC os så til side, og med beklagende stemme fortæller han os så, at vi faktisk ikke må deltage, fortæller Tom Veje Kristensen, der tilføjer, at PDC beklagede fejlen, og tilkendegav, at der var en fejl i tilmeldsproceduren.

Begrundelsen for den sene diskvalifikation er imidlertid, at PDC Nordic & Baltic har deres egen kvalifikationsturnering, og at de nordisk/baltiske spillere skal kvalificere sig til Europa Touren dén vej i stedet.

Man skal dog godt ned i regelbøgerne for at finde den omtalte paragraf. PDC har sågar selv tidligere skrevet på deres hjemmeside, at kvalifikationsturneringer som den der bliver spillet i dag, ville være åben for alle spillere, der havde deltaget ved Q-School, men som ikke havde vundet et Tour Card.

Torsdagens kvalifikationsturnering fortsætter dog ufortrødent videre uden dansk deltagelse. Du kan finde løbende resultater fra turneringen her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*