Per Laursen har stor tiltro til Niels Heinsøe forud for World Cup of Darts

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Privat

Rutinerede Per Laursen udviser stor tiltro til sin holdkammerat, Niels Heinsøe (billede), inden de to senere i dag møder New Zealand i første runde ved PDC’s World Cup of Darts.

I dag begynder PDC’s World Cup of Darts, og ca. klokken 14:15 står det danske landshold i den sammenhæng overfor New Zealand i turneringens første runde.

Det danske landshold er i år repræsenteret af den femdobbelte individuelle danske mester, Per Laursen, og den formstærke klubkammerat, Niels Heinsøe.

De to spillere udgjorde også det danske landshold i 2019, hvor de dog tabte 5-0 i første runde til de senere vindere fra Skotland. Det danske makkerpar leverede dog et fornuftigt gennemsnit på 82,75, men måtte alligevel erkende, at de var oppe imod overmagten i skikkelse af stjernerne Gary Anderson og Peter Wright, der selv snittede 101,55.

Laursen fortrøsningsfuld ved sin holdkammerat

Mens Per Laursen i år er en af blot seks spillere, der har deltaget ved samtlige World Cups siden turneringen blev introduceret i 2010, så er det blot anden gang i karrieren, at Niels Heinsøe får oplevelsen af, at stå på den store World Cup-scene. Den begrænsede erfaring er dog ikke noget, der bekymrer Per Laursen, der tværtimod har stor tiltro til sin holdkammerat.

– Jeg synes jo, at han (Niels Heinsøe, red.) fik en forrygende debut ved World Cuppen sidste år. Set i bakspejlet, så tror jeg faktisk, at han var den bedste af os to, så jeg er rimelig fortrøstningsfuld ved at spille med Heinsøe, udtalte Per Laursen forleden i et podcast med Dartnyheder.dk.

– Lige i øjeblikket synes jeg jo kun, at det går én vej for ham, og det er pil opad hele vejen, synes jeg. Så jeg er rimelig fortrøstningsfuld, lyder det fra den regerende danmarksmester.

Per Laursen har da også umiddelbart god grund til at stole på sin doublemakker. I den seneste turneringsrunde i Danmarks bedste dartrække viste Heinsøe nemlig gode takter, blandt andet ved at vinde syv ud af sine otte kampe, hvilket var nok til at sikre en plads på “rundens hold” for anden spillerunde i træk.

Du kan høre hele interviewet med Per Laursen i podcastet nedenfor. Interviewet begynder ca. 37 minutter og 30 sekunder inde i programmet. Hvis du vil skabe dig et overblik over kampprogrammet og hvordan du kan se Danmarks kamp mod New Zealand, så kan du læse videre her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*