Peter Wright anser ikke Michael van Gerwen som en trussel ved VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Getty Images

Peter Wright udtaler, at han ikke anser Michael van Gerwen som en konkurrent ved PDC’s forestående verdensmesterskab.

– Hvis jeg skal være ærlig, så er Gezzy (Gerwyn Price, red.) den eneste, der kan true mig ved VM.

Sådan lød de kontante ord fra den regerende verdensmester Peter Wright, da han umiddelbart efter gårsdagens sejr over Ian White ved Grand Slam of Darts blev spurgt ind til sin formkurve forud for PDC’s verdensmesterskab, der til trods for coronakrisen forventes at blive afholdt til december.

– Så du afskriver Michael van Gerwen?, lød det opfølgende spørgsmål fra dartjournalisten Phill Barrs.

– Helt sikkert, han har ikke en chance, lød det kort og kontant fra verdensranglistens nummer to.

MVG svarer igen

Tager man et kig på statistikkerne og resultaterne i 2020, så er der da også belæg for Peter Wrights påstand. For mens Michael van Gerwen har haft en sæson langt under niveau, så har Peter Wright og Gerwyn Price imponeret positivt. Netop Price har eksempelvis vundet otte turneringer i denne sæson, mens ‘Snakebite’ står noteret for seks titler, og derudover leverede det højeste sæsongennemsnit af alle spillere på Players Championship-touren. Michael van Gerwen står i den sammenhæng noteret for fire turneringssejre i 2020.

Til gengæld er Michael van Gerwen retfærdigvis kommet suverænt godt fra land ved det igangværende Grand Slam, hvor han med et samlet turneringsgennemsnit på 104,62 har besejret både Adam Hunt og Gabriel Clemens, og allerede inden sin sidste gruppekampe er direkte videre til 1/8-finalerne.

Og spørger man den tredobbelte verdensmester, så bør man da heller ikke afskrive ham til endnu en VM-titel. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser et af MVG’s seneste tweets, hvor han reagerer på Peter Wrights førnævnte kommentar.

– Vi får se, lyder den korte reaktion fra verdensetteren.

Peter Wright og Michael van Gerwen har mødt hinanden seks gange i 2020, hvilket har resulteret i tre sejre til hver.


Læs også:

Fem spillere er videre til 1/8-finalerne ved Grand Slam of Darts

Peter Wright besejrer Michael Smith i dramatisk Masters-finale

Wales triumferede ved World Cup of Darts

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*