José de Sousa: Fra ukendt køkkenmontør til potentiel Premier League-profil

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Jose de Sousa spiller i aften den største kamp i sin karriere, når han møder James Wade i finalen ved Grand Slam of Darts. Men hvad er verdensranglistens nummer 34 egentlig for en størrelse?

Bemærk: Finalen ved Grand Slam of Darts kan ses live på Viaplay og PDC.tv fra klokken 19:00

I aften klokken 19:15 står 46-årige José de Sousa i sin største dartkamp nogensinde, idet han møder den ni-dobbelte majorvinder James Wade i finalen ved Grand Slam of Darts.

Her vil den umiddelbart ydmyge tilskuerdarling med en sejr have muligheden for at træde i fodsporene på nogen af dartportens største stjerner såsom Phil Taylor, Michael van Gerwen og Raymond van Barneveld, der alle tre har opnået æren af at løfte det trofæ, der for to år siden blev omdøbt “Eric Bristow-trofæet”, til ære for den nu afdøde, femdobbelte verdensmester.

Listen over såvel tidligere vindere samt navngiveren til den eftertragtede pokal indgyder således en utrolig mængde af både respekt, ærefrygt og tilbedelse. Derfor kan det da også virke helt absurd, at netop José de Sousa nu har muligheden for at blive den første sydeuropæer nogensinde, der vinder en stor TV-turnering i den traditionelt set britiskdominerede sportsgren – for nok har portugiseren gennem de seneste 18 måneder etableret sig som en skrækmodstander for selv de største stjerner i PDC, men det store folkelige gennembrud har alligevel ladet vente på sig. For hvem er José de Sousa egentlig? Og hvordan kan det være, at han på lidt under to år har udviklet sig fra en egentlig “nobody”, til en profil der nu nævnes som potentiel dark horse ved december måneds verdensmesterskab samt kandidat til næste års Premier League?

Mekanikeren der vil være større end Ronaldo

Lad os starte med at tegne et billede af den, lad os være ærlige, lettere kikset udseende pilekaster, der, som det vil fremgå i det kommende afsnit, både besidder en prisværdig selvtillid og tro på egne evner, men også en forbilledlig ydmyg karakter.

José de Sousa er født og opvokset i Portugal, men har i store dele af sin voksne tilværelse boet i den østspanske kystby Tarragona, efter han mødte sin spanske kone ved en dartturnering. Og faktisk er hans tilhørsforhold til Spanien så stort, at han i 2011 repræsenterede sit naboland ved WDF’s verdensmesterskab i 2011.

Der er dog ingen tvivl om, at José de Sousas hjerte banker for sit oprindelige hjemland, som han da også repræsenterede ved PDC’s World Cup, da Portugal fik debut ved turneringen tidligere i år. Og faktisk er de patriotiske rødder så stærke, at han drømmer om, at han en dag vil kunne lade sig hylde som en af fædrelandets helte.

– Jeg drømmer om, at jeg en dag vil blive den største sportsmand i Portugal, udtalte José de Sousa i foråret til den engelske tabloidavis The Sun. En udtalelse der vidner om den tidligere køkkenmontørs evne til at dømme stort, men også en udtalelse, der blev fulgt op af en bemærkning, der understreger hovedpersonens ydmyghed.

– Måske kan jeg endda få en flottere krop end Cristiano Ronaldo, lød tilføjelsen, der kan anskues som en slet skjult hentydning til, at verdensranglistens nummer 34 selv sagt godt er bevidst om, hvem der i virkeligheden indtager tronen i Portugals sportslige kongehus. Man kan i øvrigt kun antage, at en anden stor portugisiske fodboldpersonlighed, den profilerede fodboldtræner José Mourinho, har været inspiration for José de Sousas kælenavn, idet dartspilleren ofte bliver omtalt “The Special One”. Et alias han altså deler med den førnævnte fodboldtræner.

VM-debut efterfulgt af syv års tornerusesøvn 

På det sportslige plan, så var der ellers ikke meget der indikerede, at der skulle være noget specielt over José de Sousa, da han for snart ni år siden fik debut ved PDC’s verdensmesterskab i 2012. Her tabte de Sousa nemlig 4-3 i en uskøn indspilskamp mod Devon Petersen, hvor portugiseren leverede et særdeles middelmådigt gennemsnit på blot 75,61.

Herefter var der særdeles stille omkring José de Sousa, der de følgende år kun spillede en håndfuld mindre WDF- og BDO-turneringer, inden han i 2017 for første gang i karrieren deltog ved PDC’s Q-School, hvor han imidlertid tre gange ud af fire mulige forsøg tabte allerede i første runde.

Den sportslige succes udeblev med andre ord lidt endnu, til trods for at ‘The Special One’ angiveligt skulle have domineret diverse sydeuropæiske e-dartturneringer i perioden. Netop de mange timer ved e-dartskiverne er da også en af de primære årsager til, at José de Sousa fortsat laver usædvanligt mange regnefejl – som eksempelvis undervejs i mandagens semifinalesejr over Simon Whitlock, hvor de Sousa med to gange triple 20 og en enkelt double 8 lavede for mange point fra 126.

De mange regnefejl til trods, så blev 2019 året, hvor José de Sousa endelig formåede at slå igennem på PDC’s Q-School. Resultaterne var ganske vist langt fra det niveau, vi kender ham for i dag, men ikke desto mindre gode nok til, at den stort set ukendte underdog sikrede sig et Tour Card på næstyderste mandat.

Anonym heltestatus i sin debutsæson

Da først José de Sousa var kommer ind i varmen, så gik det dog stærkt. Flere gang imponerede han nemlig med høje gennemsnit og fine resultater ved PDC’s gulvturneringer. Men fordi præstationerne fandt sted på gulvet, havde den store radar endnu ikke opdaget, at en stjerne var i svøb. Kun de mest hipsteragtige dartaficionados havde i midten af 2019 fået øjnene op for, at dartsporten havde en potentiel ny profil på vej; heriblandt PDC’s dartekspert, Dan Dawson, der ved Europa Tour-turneringen Danish Darts Open i juni sidste år var forbi den danske presse og gøre opmærksom på, at her var der tale om en spiller, der kunne gå hele vejen.

José de Sousa imponerede da også gevaldigt undervejs, men tabte alligevel i kvartfinalen til den senere finalist, Chris Dobey. Den første turneringssejr i PDC måtte altså fortsat lade vente på sig.

Ventetiden var dog kort. For efter at have spillet sig i sin første ProTour-finale ved en Players Championship-turnering blot en uge senere, så lykkedes det i september sidste år de Sousa at vinde sin første titel ved sæsonens 23. Players Championship-turnering. Og allerede måneden efter gik portugiseren endnu engang hele vejen ved Players Championship 28. José de Sousa havde nu etableret sig som en af dartsportens mest formstærke spillere – men de store TV-resultater udeblev fortsat, og derfor var der stadigvæk ikke nogen, der tildelte den uortodokse PDC-spiller nogle nævneværdige chancer ved de store turneringer.

Fra underdog til Premier League-kandidat

Alt det blev der dog lavet om på gennem indeværende sæson. Ganske vist blev store dele af sæsonen ødelagt som konsekvens af coronakrisen, og derfor gik der da også noget tid, før José de Sousa fik mulighed for at bringe den positive formkurve op foran TV-kameraerne.

Men da først PDC genoptog sine turneringer løbende gennem sommeren, så gik det stærkt, og det hele kulminerede på PDC’s Europa Tour, hvor ‘The Special One’ triumferede ved European Darts Grand Prix, hvor han sågar uddelte øretæver til Michael van Gerwen i finalen med et gennemsnit på 105,79.

Den imponerende turneringssejr sikrede José de Sousa en debut ved sidste måneds European Championship, hvor han ganske vist tabte i anden runde til Jonny Clayton, men alligevel skrev sig ind i historiebøgerne, da han leverede den blot fjerde 9-darter i turneringens historie mod Jeffrey de Zwaan.

Nu har José de Sousa så muligheden for at skrive sig ind i historiebøgerne endnu engang, såfremt han formår at besejre James Wade i Grand Slam-finalen. En sejr vil ikke bare bringe portugiseren op som nummer 15 på verdensranglisten, men vil også gøre ham til en uundgåelig kandidat til næste års Premier League. Om Eric Bristow-trofæet så ovenikøbet vil give ham en flottere krop en Cristiano Ronaldo, det er mere usikkert.


Læs også:

Video: Jose de Sousa med 9-darter ved European Championship

Nu undskylder James Wade: ‘Jeg er skuffet over mig selv’

James Wade og Jose de Sousa er klar til finalen ved Grand Slam of Darts

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*