Top 5: De største stjerner der ikke er kvalificeret til VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Den tidligere verdensmester Jelle Klaasen er blandt de største profiler, der ikke har kvalificeret sig til VM 2021.

Tirsdag den 15. december begynder PDC’s verdensmesterskab. Og selvom Michael van Gerwen, Peter Wright og Gerwyn Price vil være blandt de 96 deltagende spillere, så vil der også være flere profiler, der ikke vil træde op på scenen i Alexandra Palace gennem den kommende måned.

I den forbindelse har vi her nedenfor sammensat en liste over de fem profiler, som vi kommer til at savne aller mest ved det forestående verdensmesterskab. Listen indeholder blandt andet en tidligere verdensmester, en tidligere dobbelt majorvinder, to tidligere top 10-spillere samt historiens mest profilerede dartspiller nogensinde.

5) Justin Pipe

Foto: Lawrence Lustig/PDC

De seneste sæsoner har langt fra været en dans på roser for Justin Pipe, der i sine velmagtsdage i perioden 2012-2014 ellers var en fast del af verdensranglistens top 16, og i en kort periode sågar indtog verdensranglistens 10. plads.

Den 49-årige englænder har dog haft en mindre oprejsning i 2020, hvor han for første gang siden 2017 kvalificerede sig til World Matchplay og for første gang siden 2013 var med ved Grand Slam. Kvalifikationer, der blandt andet betyder, at Pipe ikke længere er i fare for at miste sit Tour Card, idet “The Force” er rykket op som nummer 48 på verdensranglisten. Top 64 på verdensranglisten efter VM får som bekendt lov til at beholde deres Tour Card.

Men til trods for at Pipe altså har formået at spille sig tilbage på en række af dartsportens helt store scener, så har resultaterne på ProTouren dog været langt under niveau, og med en beskeden placering som nummer 80 på ProTour-ranglisten var Pipe ikke i nærheden af at kvalificere sig til VM 2021.

4) Darren Webster

Foto: PDC/Lawrence Lustig

52-årige Darren Webster har gennem indeværende sæson oplevet en drastisk nedtur på PDC’s verdensrangliste. For blot 12 måneder siden var “The Demolition Man” således solidt placeret som nummer 20 på verdensranglisten, men er i skrivende stund helt nede som nummer 44, og vil med overvejende sandsynlighed risikere at ryge yderligere 10-15 placeringer ned ad ranglisten efter VM, eftersom han ikke får muligheden for at forsvare sin kvartfinale fra VM 2019.

Den tidligere Players Championship-vinder, der for blot to år siden var placeret som nummer 13 på verdensranglisten, står dermed overfor en gevaldig udfordring i 2021, hvor han vil være nødsaget til at lave betydelige resultater, såfremt han ønsker at holde fast i sit Tour Card. Det kan han passende forberede sig på gennem den kommende juleperiode, idet han for første gang siden 2013 vil skulle følge VM hjemme fra sofaen.

3) Jelle Klaasen

Foto: PDC/Lawrence Lustig

36-årige Jelle Klaasen var udråbt en storslået karriere, da han som blot 21-årige vandt BDO’s verdensmesterskab i 2006.

I 2007 skiftede “The Cobra” så til PDC, men til trods for et par enkelte sejre på Players Championship-touren og en lille håndfuld semifinaler ved diverse majors, så har karrieren aldrig for alvor udviklet sig til det, som man kunne have forventet, da Klaasen bankede Raymond van Barneveld i VM-finalen for efterhånden 15 år siden.

Klaasen er nu helt nede som nummer 52 på verdensranglisten, og står på mange måder i samme situation som Darren Webster, hvor han i 2021 er tvunget til at lave resultater, såfremt han vil beholde sit Tour Card. Bemærkelsesværdigt, eftersom det ikke er mere end tre år siden, at den tidligere verdensmester var placeret som nummer 12 på PDC’s verdensrangliste.

2) Robert Thornton

Foto: Getty Images

Selvom Robert Thornton aldrig har lavet et bedre VM-resultat end sin kvartfinale i 2015, så skal man ikke tage fejl af, at den 53-årige skotte hører til i kategorien blandt de største dartspillere i PDC’s historie.

“The Thorn” har således vundet både UK Open og World Grand Prix gennem sin PDC-karriere, og har derudover haft tre sæsoner i Premier League, alt imens han fra 2013-2016 var en fast del af verdensranglistens top 10.

De seneste sæsoner har dog været ualmindeligt hårde for skotten, der for andet år i træk misser VM-kvalifikationen, og med garanti mister sit Tour Card efter det forestående verdensmesterskab. Det er på den baggrund nærliggende at stille spørgsmålet, om Robert Thornton er færdig som professionel dartspiller.

1) Fallon Sherrock

Foto: Getty Images

Selvom Fallon Sherrock ikke har en nær så stor karriere bag sig, som nogen af de andre spillere på denne liste, så er den 26-årige englænder ikke desto mindre den mest profilerede spiller, der ikke er med ved VM i år. Ja, i forbindelse med VM sidste år var Fallon Sherrock sågar den mest profilerede dartspiller verden, efter hun kom på forsiderne af alverdens medier, efter sine historiske sejre over først Ted Evetts og efterfølgende Mensur Suljovic på scenen ved Ally Pally, hvilket gjorde hende til den første kvindelige dartspiller nogensinde, der vandt over en mand ved en VM-kamp.

Den mulighed får hun dog ikke lov til at gentage ved VM 2021, eftersom hun tabte damernes kvalifikationsturnering til henholdsvis Lisa Ashton og Deta Hedman.

Hvilken af følgende spillere kommer du til at savne mest ved VM 2021?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

Læs også:

Nedtur for Fallon Sherrock: Ikke i nærheden af Tour Card

Oversigt: Her er lodtrækningen til VM

PDC bekræfter: Afholder VM med publikum

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*