Alder er kun et tal – Paul Lim videre ved PDC’s verdensmesterskab

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

Foto: Lawrence Lustig/PDC

Flere af fredagens kampe blev først afgjort i femte sæt, men blandt sejrherrerene kunne man finde 66-årige Paul Lim.

Fredagens kampe lagde fra land med Mickey Mansell og Haupai Puha fra New Zealand – en kamp som nok havde forventet ville blive tættere end den gjorde, især med tanke på det niveau os danskere så Haupai Puha levere til World Cuppen mod Danmark.

Men newzealænderen fik aldrig rigtig fat i sit spil, hvilket betød at Mickey Mansell tog en imponerende sejr på 3-0 i sæt – alle sæt vundet med 3-0 i legs.

Efterfølgende kunne man se Darius Labanauskas kører en næsten lige så sikker sejr i hus, da han mødte kinesiske Changan Liu, som noget overraskende gik på scenen til tonerne af Josh Grobans “You Raise Me Up”.

De lidt anderledes toner var dog ikke nok, at han fik gjort det store væsen af sig. Darius Labanauskas vandt kampen med 3-0, hvor Liu kun fik to legs undervejs.

Jonas viste rutine mens Hughes var helt væk

I eftermiddagens tredje kamp var der noget mere spænding om resultatet. Her skulle rutinerede Wayne Jones op mod den unge Ciaran Teehan.

Kampen bølgede bogstavelig talt frem og tilbage, da de skiftedes til at vinde sættene. I det femte og afgørende sæt virkede det dog til, at rutinen blev afgørende. Ciaran Teehan snittede kun 77.75 i det sæt, hvilket blev straffet af Jones’ snit på 90.18. 3-0 blev sættet vundet af Wayne Jones, som altså nu kan se frem til en kamp mod Joe Cullen.

Den sidste kamp i fredagens første session endte med at blive dagens måske største chok. Kampen stod mellem Adam Hunt og Jamie Hughes, og selvom Hughes ikke har vist den store form på det sidste, så var det nok de færreste der havde regnet med, at han ville være så langt fra topniveauet.

Bare på de første seks pile i det første leg, nåede han ikke under 400 – og det skulle vise sig at blive meget symptomatisk for kampen.

Første sæt tabte han 3-0, det næste tabte han 3-1 og det sidste tabte han også 3-1. En rigtig dårlig dag på kontoret for Jamie “Yozza” Hughes.

Hollandsk comeback

I aftenens første kamp skulle denne sæsons helt store overraskelse, Dirk van Duijvenbode, op mod ungdomsverdensmesteren Bradley Brooks.

Bookmakerne havde hollænderen som stor favorit, men det var åbenbart ikke noget, som Bradley Brooks havde læst.

Det første sæt blev således vundet stensikkert 3-0 af ungdomsverdensmesteren, som snittede vilde 109.98 mod hollænderens noget skuffende 80.77 i sættet.

I det efterfølgende gik Brooks noget ned i niveau, men alligevel blev det til endnu et sæt for ungdomsverdensmesteren, som altså så ud til at snyde samtlige bookmakere i verden – men så tog Dirk van Duijvenbode fat.

I det tredje sæt smed han to 180’ere, snittede 102.22 og vandt sættet med 3-1. Det var åbenbart det der skulle til, for de efterfølgende to sæt vandt hollænderen med 3-0, og så var comebacket komplet.

Efterfølgende vandt John Henderson også 3-2, da han slog finske Marko Kantele. John Henderson var generelt foran på nedspillet, men da lukkespillet var helt til rotterne i kampens indledning, holdt det Marko Kantele inde i kampen i længere tid end hvad John Henderson nok havde håbet på.

Paul Lim tog sejren med næb og klør

Så var det blevet tid til dagens måske mest hypede kamp – nemlig kampen med Luke Humphries og legenden Paul Lim.

Målt på næsten al statistik, så burde det være blevet til en sejr for englænderen, men sådan fungerer verden åbenbart bare ikke, når det er Paul Lim man står overfor.

Humphries var ellers kommet foran med 2-0 i sæt og lignede en mand, som var godt på vej til anden runde, men Paul Lim ville det altså anderledes. Først vandt han tredje sæt med 3-1, så vandt han fjerde sæt med 3-2 – og da det hele så skulle afgøres, så vandt han femte sæt med 3-1.

I aftenens sidste kamp blev det til en sikker 3-0 sejr for James Wade, da han uden den store slinger i valsen slog unge Callan Rydz.

Igen i dag er der otte kampe på programmet for verdensmesterskabet. Blandt andet skal verdensetteren Michael van Gerwen og den nye fanfavorit Damon Heta på scenen. Alle dagens kampe kan ses live på Viaplay og PDC.tv, og hvis man gerne vil se dart på TV3 Sport, så kan man få hele eftermiddagssessionen med, men aftensessionen kan man først se fra klokken 20.30.

Du kan se en oversigt over alle fredagens resultater samt lørdagen program nedenfor:


Resultalter VM – fredag 18. december
Mickey Mansell (93.94) 3-0 (79.72) Haupai Puha (Første runde)
Darius Labanauskas (96.07) 3-0 (79.57) Chengan Liu (Første runde)
Wayne Jones (86.18) 3-2 (86.31) Ciaran Teehan (Første runde)
Adam Hunt (91.77) 3-0 (75.36) Jamie Hughes (Anden runde)
Dirk van Duijvenbode (92.57) 3-2 (92.70) Bradley Brooks (Første runde)
John Henderson (91.09) 3-2 (79.69) Marko Kantele (Første runde)
Paul Lim (89.77) 3-2 (92.28) Luke Humphries (Første runde)
James Wade (93.17) 3-0 (78.05) Callan Rydz (Anden runde)


Kampprogram VM – lørdag 19. december
Eftermiddagssession (13:00) Viaplay, PDC.tv, TV3 Sport
Steve Lennon v Daniel Larsson (Første runde)
Scott Waites v Matt Campbell (Første runde)
Kim Huybrechts v Di Zhuang (Første runde)
Mervyn King v Max Hopp (Anden runde)

Aftensession (19:00) Viaplay, PDC.tv, TV3 Sport (fra 20:30)
Andy Hamilton v Nico Kurz (Første runde)
Andy Boulton v Deta Hedman (Første runde)
Damon Heta v Danny Baggish (Første runde)
Michael van Gerwen v Ryan Murray (Anden runde)

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*