Portrætinterview med Andreas Toft Jørgensen: Om ambitioner ved Q-School og drømmen om en professionel karriere

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Privat

Andreas Toft Jørgensen bliver i næste måned den yngste danske deltager ved Q-School nogensinde.

For snart to år siden tog Andreas Toft Jørgensen en beslutning, som kun de færreste kunne finde på at overveje – ja, flertallet ville formentlig ryste instinktivt på hovedet bare ved tanken om, at de skulle gøre det samme.

For efter blot at have spillet dart i små to sæsoner, valgte den dengang 24-årige aspirant at opsige sit arbejde, sælge sin bil og bestille en flybillet. Flyet bragte ham til England, og der var umiddelbart ingen planer om, at han skulle hjem igen – i hvert fald ikke på et længere plan. Planen var derimod, at han ville udvikle sig som dartspiller i sportens traditionelle hjemland.

Hjem til Danmark kom han dog alligevel, for blot en måned senere var det individuelle danmarksmesterskab på programmet. En turnering, som Andreas Toft Jørgensen ikke kunne holde sig væk fra. Her endte det med en beskeden placering blandt de sidste 64, men det var ikke nok til, at slå hovedpersonen ud af kurs.

Og så alligevel. For stik imod de oprindelige planer, så valgte Andreas Toft Jørgensen at blive i Danmark, fremfor at tage tilbage til England. Men ambitionerne om at bryde igennem i dartsporten, dem er der ikke ændret ved. Og selvom den intuitive dartrejse til de britiske øer kun udviklede sig til en kort fornøjelse, så fortæller den alligevel en del af historien om en personlighed, der brænder for sporten, og i næste måned (med forbehold for den tid vi lever i) kan se frem til at blive den yngste danske deltager ved Q-School nogensinde.

26-årige Andreas Toft Jørgensen er således blandt de ni danskere, der har tilmeldt sig næste måneds Q-School, der efter planen skal afholdes mellem den 8.-17. februar. Her risikerer Aabenraa-spilleren blandt andet at møde den femdobbelte verdensmester Raymond van Barneveld, men det er i virkeligheden knap så interessant. Det interessante bliver i stedet at se, om Andreas Toft Jørgensen kan fortsætte den fornemme udvikling, der på relativ kort tid har forvandlet ham fra en middelmådig danmarksseriespiller til en af dansk darts mest lovende talenter netop nu. I skrivende stund indtager han eksempelvis 20. pladsen på den seneste opdatering af Søren Søgaard-ranglisten, alt imens han på blot to sæsoner har løftet sit gennemsnit i 1. division med godt og vel 10 point, hvilket er blandt årsagerne til, at han tidligere på måneden blev nomineret til prisen som “årets danske newcomer“.

Det er blandt andet set i det lys, at har vi valgt at tage en længere snak med Aabenraaprofilen, der på sigt drømmer om en professionel karriere, men i første omgang er indstillet på at tilegne sig dyrebar erfaring på PDC’s Q-School.

Startede på værthus

Selvom du jo allerede nu har etableret dig i Danmarks bedste dartrække, så er du jo forholdsvis ny i dartsporten. Hvordan fik du i første omgang kendskab til spillet?

– Jamen jeg startede jo faktisk med at spille på værthuse, lyder det indledende fra en smågrinende Andreas Toft Jørgensen.

– Jeg har en onkel, som har spillet dart i mange år, men min vej ind i dartsporten, den er faktisk gået gennem mine venner, uddyber Aabenraa-spilleren, der ellers fik sin dartopdragelse i Royal.

– Jeg kommer oprindeligt fra en mindre by der hedder Almind, der ligger lidt nord for Kolding. En dag blev mig og nogle kammerater så enige om, at vi skulle prøve at træne i en klub, fremfor bare at spille på værtshuse. Vi tog så til Royal i Vejle, og de tog virkelig godt imod os, og så var det helt oplagt, at jeg meldte mig ind i klubben, uddyber han.

I dag er Andreas Toft Jørgensen dog bosat i Haderslev, hvor han i første omgang havde skrevet sig op til mureruddannelsen. Det faldt han dog fra, men flytningen har holdt ved, hvilket er årsagen til, at han i 2017 skiftede til Aabenraa.

Rejsen til England

Jeg har hørt, at du på et tidspunkt rejste til England, udelukkende for at spille dart. Det bliver du simpelthen nødt til at fortælle om.

– Hahah, jamen der er i virkeligheden ikke så meget i det. Jeg tænkte bare, at det kunne være sjovt at tage derover, og se om man kunne lære noget. Så jeg sagde mit job op, solgte min bil, købte en flybillet, og så var jeg afsted.

– Jeg var der jo ikke helt så længe, som jeg havde regnet med. Jeg tog jo afsted der i februar 2019, men kom så hjem for at spille DM måneden efter, og så kom jeg faktisk aldrig tilbage igen. Blandt andet på grund af min kæreste, som jeg jo gerne vil være sammen med.

– Det er selvfølgelig begrænset, hvad man kan lære på en måned, men jeg synes ikke, at turen var spildt. Stoke-on-Trent er jo dartens mekka, og jeg nåede da også at træne med spillere som Ian White og Jamie Hughes, og der var nogle, der hjalp mig med at forbedre nogle rent tekniske dele af mit kast og mit spil, så jeg synes, at jeg fik meget ud af det.

Snittet er steget markant

På blot få sæsoner har Andreas Toft Jørgensen, som nævnt, formået at udvikle sig fra en middelmådig danmarksseriespiller til en reel profil på et i forvejen stærkt Aabenraa-mandskab i Danmarks bedste dartrække. Ifølge Dansk Dart Unions hjemmeside har sønderjyden på blot to sæsoner formået at hæve sit gennemsnit i 1. division fra 68,93 til 79,28. Statistikken tæller ganske vist kun vundne legs, men den taler ikke desto mindre sit eget tydelige sprog.

Hvad er hemmeligheden bag din imponerende udvikling?

– Jamen det er jo faktisk en ret kedelig forklaring. Jeg træner jo hele tiden, så det handler jo mest om det. Jeg er jo en af de freaks, der ikke rigtig gider meget andet end dart. Nu havde jeg eksempelvis taget fri hele januar for at tage på Q-School, og det har jo så resulteret i, at jeg har en masse tid til at træne i.

– I snit træner jeg mellem 2-3 timer om dagen. Men det er selvfølgelig forskelligt. Nogle dage er jeg jo oppe på 10 timer, og så er der andre dage, hvor man slet ikke får trænet, for der er jo også både familie, kæreste og alt muligt andet. Men som udgangspunkt vil jeg mene, at jeg i gennemsnit træner mellem to og tre timer hver dag.

Drømmer om en professionel karriere

Hvad er dine ambitioner med dartsporten? Både på lang sigt, men også ved Q-School?

– Jamen jeg gad jo godt at leve af det. Det tror jeg, vi alle sammen gerne vil.

– I forhold til Q-School, så er mit håb, at jeg kvalificerer mig til ‘Final Stage’. Hvis jeg gør det, så vil jeg betragte det som en succes, uanset om jeg vinder et Tour Card eller ej.

Læs også: Meget er ændret: Sådan fungerer Q-School 2021

– Selvfølgelig handler det også om, at jeg får noget erfaring, men jeg tror ikke, at der er nogen af os, der tager afsted, der ikke drømmer om at tage et Tour Card med hjem. Så jeg vil da ikke beklage mig over at fedte et Tour Card med hjem. Men der kommer jo altså bare ikke nogen dårlige spillere, og det kræver, at man er god i en fem-seks kampe af gangen, for at man kan gøre sig gældende.

Hvad ønsker du ellers at tage med fra Q-School?

– Jamen det kunne da være sjovt at få lov til at spille mod Raymond van Barneveld, nu hvor jeg er havnet i samme sektion som ham. Der er jo lidt to måder at betragte det på. På den ene side, vil man jo gerne opleve at spille mod de helt store navne, men så risikerer man også bare at tabe tidligt. Så jeg vil selvfølgelig hellere have en nem lodtrækning og nå langt, selvom der selvfølgelig ikke er noget, der hedder ‘en nem lodtrækning’ ved Q-School.

– Det jeg ville blive mest træt af, var at trække en dansker, og så ryge ud til ham. Det er altså langt at køre, bare for at tage derned og tabe til en, man bare kunne have ringet til.

Svært at sige, hvad man skal forvente

På et helt lavpraktisk niveau, hvad forventer du så, at du kan levere i løbet af Q-School? Her tænker jeg blandt andet på dit gennemsnit.

– Det har jeg faktisk ikke skænket de store tanker, for det er jo første gang jeg deltager, og Q-School er en både stor og dyr turnering. Men jeg vil da som udgangspunkt bestræbe mig på, at holde mig omkring 18 pile eller under. Det tror jeg godt, at mit niveau kan bære, men jeg ved det ærlig talt ikke.

– Man ved det ikke rigtig, før man har prøvet det. Én ting er, at stå og træne herhjemme, men ved Q-School gælder der jo nogle helt andre omstændigheder. Jeg kan eksempelvis huske, første gang jeg spillede PDC Nordic-touren. Der gik det da også helt galt, og jeg lagde vel i omegnen af 12 pile til mit snit, så det er overhovedet ikke uden betydning.

Hvad er dine øvrige ambitioner for 2021? Hvilke turneringer forventer du at deltage i udover Q-School?

– Jamen jeg vil jo gerne spille så meget som muligt. Men der er også noget økonomi at tage højde for, og det er jo ikke billigt at tage afsted på de her ture, hvad enten det er Q-School eller PDC Nordic & Baltic. Nu begynder jeg jo på pædagoguddannelsen her den 1. februar, og så har jeg jo kun min SU at leve for. Så det kan godt blive lidt svært at finde pengene til det hele, men jeg vil som udgangspunkt forsøge at spille så meget som muligt.

På nuværende tidspunkt er du ikke en del af landsholdets bruttotrup. Hvad gør du dig af ambitioner i forhold til landsholdet?

– Det må være op til Søren Byø. Jeg kaster mine pile, og så må vi se, hvilke resultater det kaster af sig. Mener Søren, at jeg er god nok, så siger jeg selvfølgelig ja. Mener han det modsatte, så brokker jeg mig ikke.

Motivationen i top til trods for nedlukning

Flere spillere, heriblandt Per Laursen og Niels Heinsøe, har jo givet udtryk for, at deres motivation og træningsindsats har været hårdt ramt under nedlukningen. Hvordan har corona-situationen ramt dig selv?

– Jamen under den første nedlukning var det jo overkommeligt, for der troede jeg ikke, at det ville stå på så længe, så der blev jeg bare ved med at køre på med min træning. Men efterhånden som tiden er gået, så er det da blevet svære at forholde sig til. Motivationen fejler ikke noget, men det er da klart, at det er svære at forklare sin omgangskreds, at jeg må sige fra til det ene eller det andet, fordi jeg har min træning, der skal passes.

Du er jo kun 26 år, hvilket er en relativ ung alder i dartsporten. Tror du, at du en dag vil kunne etablere dig som Danmarks bedste dartspiller?

– Ja, det vil jeg selvfølgelig gerne. Men det er jo op til træningen og resultaterne at afgøre det. Det må tiden vise, men det er klart, at det er en del af mine ambitioner.

Du er nomineret til prisen som ‘årets danske newcomer 2020’. Hvad vil det betyde for dig, at vinde den pris?

– Jamen det vil jeg da rigtig gerne, når nu jeg er nomineret. Det ville da være fedt. Jeg var faktisk ikke klar over, at jeg var nomineret, før en kammerat ringede og fortalte mig det. Så jeg er glad for at være nomineret, og det ville være virkelig fedt at vinde den, det er klart.

Hvis alt går efter planen, så vil Andreas Toft Jørgensen skulle deltage ved den indledende sektion på Q-School mellem den 8.-10. februar. Lykkes det ham at kvalificere sig til ‘Final Stage’, så vil han skulle i aktion igen mellem den 14.-17. februar.


Læs også:

Meget er ændret: Sådan fungerer Q-School 2021

Oversigt: Disse danskere deltager ved Q-School

Årets Danske Dartspiller 2020: De tre nominerede herrespillere

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*