Q-School (dag 4): To danskere sikrede sig point til Q-School ranglisten

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Claus Nielsen og Michael Seemann spillede sig i dag blandt de sidste 32 ved den europæiske Q-School, og er derfor allerede nu godt på vej til at kvalificere sig til “Final Stage”.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

BEMÆRK: Har du styr på reglerne ved Q-School? Hvis ikke, kan du eventuelt læse denne artikel først.

Efter det i går lykkedes Andreas Toft Jørgensen og Ivan Springborg Poulsen at kvalificere sig til Final Stage ved PDC’s Q-School, blev der i dag taget hul på den anden sektion af Q-Schools indledende fase, der spilles mellem den 11.-13. februar.

Her er der hele fem danskere blandt deltagerne, og to af dem, Claus Nielsen og Michael Seemann, formåede i dag at sikre sig point til Q-School ranglisten, eftersom de formåede at spille sig blandt de sidste 32 ved onsdagens turnering. Herudover tabte Tom Veje Kristensen og Bent Lambertsen lige akkurat udenfor pointene, eftersom de måtte pakke pilene sammen efter anden runde, alt imens Brian Rohmann Andersen tabte sin første kamp.

Selvom det er svært at spå om på nuværende tidspunkt, så ligger Claus Nielsen og Michael Seemann allerede nu godt i svinget med henblik på at kvalificere sig til Q-Schools Final Stage. I første sektion af den europæiske Q-School gik både Andreas Toft Jørgensen og Ivan Springborg Poulsen således videre til Final Stage med blot et enkelt point på kontoen.

Isoleret set var det ellers ikke storspil, der bragte Claus Nielsen og Michael Seemann videre til tredje runde ved torsdagens turnering. Claus Nielsen leverede ganske vist en udmærket præstation i sin anden kamp, men Michael Seemann avancerede dog fra begge sine indledende kampe med gennemsnit på blot 66 og 66,6. Til sammenligning spillede Niels Heinsøe og Niels-Jørgen Hansen med samlede gennemsnit på henholdsvis 77,28 og 79,54 i løbet af alle tre turneringer i den europæiske Q-Schools første sektion, men formåede alligevel ikke at vinde et eneste ranglistepoint i løbet af de tre spilledage.

Også Tom Veje Kristensen må have kigget misundeligt til sine landsmænd efter dagens turnering. Bruttolandsholdsspilleren indledte således turneringen med et hæderligt gennemsnit på 80,5 i sin 6-0 sejr over Pascal Burock, inden han med et gennemsnit på 78,1 tabte til velspillende Luc Peters. Netop Luc Peters sendte efterfølgende Michael Seemann ud af turneringen.

For de danske spilleres vedkommende vil der være en ny mulighed for at hente point til Q-School ranglisten både i morgen og på lørdag.

Kendte navne avancerede

På den europæiske Q-School lykkedes det i øvrigt flere etablerede navne at gå hele vejen ved torsdagens turnering – heriblandt de tidligere Tour Card-holdere Jeffrey de Graaf og Zoran Lerchbacher. Derudover lykkedes det også blot 20-årige Rusty-Jake Rodriquez at vinde sin afgørende kvartfinale, alt imens canadiske Gary Mawson sikrede sig dagens sidste direkte billet til Final Stage.

På den britiske Q-School lykkedes det Alan Soutar, Darren Beveridge, José Marquês og Kevin Burness at avancere. Det er i den forbindelse værd at hæfte sig ved, at kendte navne som Danny Baggish, Anastasia Dobromyslova, Daniel Lauby, Colin Osborne og Diogo Portela alle måtte forlade dagens turnering uden at vinde point til Q-School ranglisten.

Her nedenfor kan du danne dig et overblik over dagens afgørende Q-School resultater, alt imens du i bunden kan danne dig et overblik over dagens danske resultater. Netop de danske spillere skal som nævnt i aktion igen i morgen, hvor der klokken 12:00 tages hul på den anden af i alt tre turneringer.


Oversigt over de afgørende resultater ved den britiske Q-School (dag 1 – sektion 2):
Kvartfinaler
Alan Soutar (90,1) 6-4 (87,0) Martin Thomas
Darren Beveridge (90,4) 6-2 (84,6) Ben Cheeseman
José Marquês (87,5) 6-3 (83,9) Reece Colley
Kevin Burness (93,1) 6-5 (86,3) Lloyd Pennell


Oversigt over de afgørende resultater ved den europæiske Q-School (dag 1 – sektion 2):
Kvartfinaler
Jeffrey De Graaf (86,5) 6-2 (83,6) Danny van Trijp
Gary Mawson (82,7) 6-1 (80,8) Davyd Venken
Rusty-Jake Rodriguez (90,4) 6-2 (74,8) Patrick Bulen
Zoran Lerchbacher (84,0) 6-3 (81,5) Arjan Konterman


Oversigt over de danske resultater ved European Q-School (dag 1 – sektion 2):
Sidste 128:
Bent Lambertsen (75,2) 6-0 (66,9) Peter Hubinger
Brian Rohmann Andersen (65,52) 4-6 (65,5) Daniel Klas
Claus Nielsen (68,5) 6-2 (62,8) Daniel Skoda
Michael Seemann (66,0) 6-2 (56,6) Marco Jansen
Tom Veje Kristensen (80,5) 6-0 (65,3) Pascal Burock

Sidste 64:
Bent Lambertsen (70,0) 4-6 (80,8) Patrick Bulen
Claus Nielsen (75,7) 6-2 (64,9) Daniel Klas
Michael Seemann (66,6) 6-3 (60,7) Sven Miesen
Tom Veje Kristensen (78,1) 2-6 (94,2) Luc Peters

Sidste 32:
Claus Nielsen (72,8) 4-6 (70,6) Gary Mawson
Michael Seemann (81,4) 3-6 (97,6) Luc Peters


Læs også:

Meget er ændret: Sådan fungerer Q-School 2021

Q-School (dag 3): To danskere er videre til Final Stage – Sherrock og Barneveld avancerer

John Part trækker sig fra Q-School

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*