Q-School (dag 5): Michael Seemann er videre til Final Stage – VM-finalist og Ronny Huybrechts følger trop

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Lido Dartklub

Michael Seemann spillede sig for anden dag i træk blandt de sidste 32 ved PDC’s europæiske Q-School.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

BEMÆRK: Har du styr på reglerne ved Q-School? Hvis ikke, kan du eventuelt læse denne artikel først.

Danmark vil som minimum være repræsenteret af tre spillere, når der på søndag tages hul på Final Stage ved PDC’s Q-School. Det står klart, efter Lido Dartklubs Michael Seemann i dag, for anden dag i træk, spillede sig blandt de sidste 32 ved Q-Schools første fase, og derfor nu er noteret for to point på Q-School ranglisten. Dermed er det så godt som utænkeligt, at den tidligere Kælderen-spiller vil ryge ud af ranglistens top 43, der altså er minimumskravet for at kvalificere sig til Final Stage. Seemann er på nuværende tidspunkt placeret som nummer 19, alt imens Pottens Claus Nielsen er placeret som nummer 27. Sidstnævnte kan dog endnu ikke vide sig sikker på, at hans ene point er nok til at sikre sig videre avancement.

De tre øvrige danskere ved anden sektion af den europæiske Q-Schools første fase, Tom Veje Kristensen, Bent Lambertsen og Brian Rohmann Andersen, er alle fortsat noteret for nul point på ranglisten, og er derfor tvunget til som minimum at spille sig blandt de sidste 32 ved fredagens afgørende turnering.

Danskerne kom godt fra land

I første runde af torsdagens turnering lykkedes det som bekendt Michael Seemann at avancere videre fra første runde, efter han leverede et solidt gennemsnit på 80,2 i sin 6-3 sejr over tyske Marcel Notzon. Danskeren var ellers bagud 0-3, men vandt efterfølgende seks legs i træk i henholdsvis 18, 19, 15, 17, 14 og 21 dart.

Også Aros-duoen Tom Veje Kristensen og Bent Lambertsen vandt deres respektive kampe med resultaterne 6-1 og 6-5 over henholdsvis italienske Sergio Krassen og albanske Arsen Ballaj. Hverken Lambertsen eller Kristensen ramte dog deres topniveau, eftersom deres gennemsnit landede på 73,1 og 71,8.

Gennemsnittet fejlede til gengæld ikke noget for Claus Nielsen, der til trods for det hidtil højeste danske gennemsnit ved dette års Q-School på 86,3 alligevel tabte 4-6 til hollandske Maikel Venema. Nielsen tilspillede sig dog som nævnt et enkelt ranglistepoint ved gårsdagens turnering, og ligger derfor fortsat lunt i svinget med henblik på at kvalificere sig til Q-Schools Final Stage.

Den sidste danske repræsentant, Brian Rohmann Andersen, tabte sin kamp i første runde med 1-6 til svenske Johan Engström. Slangerup-spilleren har dermed endnu ikke vundet en kamp ved sin Q-School debut.

Tom Veje Kristensen glippede gylden mulighed 

Blandt de sidste 64 tabte indledte Bent Lambertsen med at tabe 3-6 til Matt Campbell. Canadieren, der blandt andet har deltaget ved PDC’s verdensmesterskab i både 2020 og 2021, var stor favorit forud for kampen, og anses da også som en af favoritterne i kapløbet om at vinde et Tour Card.

Efterfølgende tabte også Tom Veje Kristensen sin kamp i anden runde, til trods for at han umiddelbart havde en god mulighed for at sikre sig et enkelt point til Q-School ranglisten. Aarhusianeren tabte således 4-6 til hollandske Levy Frauenfelder, men vil formentlig ærgre sig over, at han undervejs i kampen havde svært ved at ramme sin vanlige niveau, hvilket gennemsnittet på 70,6 da også bar præg af. Derfor er bruttolandsholdsspilleren tvunget til at spille sig blandt de sidste 32 ved fredagens turnering, såfremt han vil kvalificere sig til Final Stage.

Michael Seemann var derfor den eneste dansker, der spillede sig videre til tredje runde, efter han besejrede portugisiske Joaquim Goncalves med cifrene 6-3. Blandt de sidste 32 tabte Q-School debutanten dog 2-6 til den tidligere ungdomsverdensmester i WDF, Jimmy Hendriks.

De fem danskere har i morgen en sidste mulighed for at kvalificere sig til Q-Schools Final Stage, når der klokken 12:00 tages hul på den sidste turnering ved Q-Schools indledende fase.

Avancement for Dudbridge og Huybrechts

Blandt dagens vindere på den britiske Q-School var blandt andre den tidligere VM-finalist Mark Dudbridge. Englænderen vandt således sin afgørende kvartfinale, hvilket også lykkedes for landsmændene Paul Holloway og Jason Askew samt irske Martin Heneghan.

På den europæiske Q-School lykkedes det den tidligere World Cup of Darts-finalist, Ronny Huybrechts, at spille sig videre til Final Stage. Det samme lykkedes for landsmanden Davyd Venken samt tyske Florian Hempel og spanske Jose Justicia.

Du kan danne dig et overblik over alle torsdagens afgørende resultater her nedenfor, mens du nederst i artiklen finder en oversigt over de danske resultater. Alle øvrige resultater finder du på DartConnect.


Oversigt over de afgørende resultater ved den britiske Q-School (dag 2 – sektion 2):
Kvartfinaler
Mark Dudbridge (89,3) 6-0 (83,9) Rhys Davies
Paul Holloway (78,7) 6-4 (80,7) Darren Johnson
Martin Heneghan (80,5) 6-1 (80,8) Kyle Richardson
Jason Askew (94,2) 6-2 (78,9) Jarred Cole


Oversigt over de afgørende resultater ved den europæiske Q-School (dag 2 – sektion 2):
Kvartfinaler
Davyd Venken (90,3) 6-1 (82,4) Matt Campbell
Florian Hempel (81,5) 6-4 (77,5) Christian Kist
Jose Justicia (84,9) 6-3 (82,6) Daniele Petri
Ronny Huybrechts (93,0) 6-0 (78,1) Marcel Gerdon


Oversigt over de danske resultater ved European Q-School (dag 2 – sektion 2):
Sidste 128:
Bent Lambertsen (73,1) 6-5 (77,2) Sergio Krassen
Brian Rohmann Andersen (66,3) 1-6 (80,0) Johan Engström
Claus Nielsen (86,3) 4-6 (87,2) Maikel Venema
Michael Seemann (80,2) 6-3 (68,0) Marcel Notzon
Tom Veje Kristensen (71,8) 6-1 (58,4) Arsen Ballaj

Sidste 64:
Bent Lambertsen (74,4) 3-6 (84,5) Matt Campbell
Michael Seemann (69,9) 6-3 (67,5) Joaquim Goncalves
Tom Veje Kristensen (70,6) 4-6 (73,1) Levy Frauenfelder

Sidste 32:
Michael Seemann (72,0) 2-6 (79,3) Jimmy Hendriks


Læs også:

Meget er ændret: Sådan fungerer Q-School 2021

Q-School (dag 3): To danskere er videre til Final Stage – Sherrock og Barneveld avancerer

Dartnyheder.dk’s træningsprojekt: Se resultaterne efter uge 1/13

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*