Efter Q-School: Claus Nielsen drømmer om et Tour Card i 2022

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Privat

Claus Nielsen blev i år den næstbedste dansker på Q-School ranglisten, hvor han sluttede som nummer 69.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Q-School 2021 er et overstået kapitel, og selvom der ikke var nogen danske spillere, der var i nærheden af at vinde et Tour Card, så var der alligevel positive historier at skrive hjem om fra tyske Niederhausen. Én ting var, at det lykkedes fire danskere at kvalificere sig til Final Stage. En anden er, at der i år var ni danske repræsentanter med ved den 10 dage lange turnering, hvilket er rekord for dansk deltagelse.

En af 2021’s danske deltagere var 42-årige Claus Nielsen, der til dagligt bor i Ringkøbing ved den jyske vestkyst, men ikke desto mindre repræsenterer den østjyske traditionsklub Potten.

Claus Nielsen endte som nummer 69 på den samlede rangliste ved Final Stage, og selvom han derfor var et godt stykke fra den top otte, der giver adgang til et Tour Card, så er den selvstændige auto- og industrilakerer ikke i tvivl om, at han betragter sin deltagelse ved Q-School som en succes, og at hans dartrejse først lige er begyndt, efter han i 2017 gjorde comeback til sporten, efter en næsten 20 år lang pause.

– Jeg har virkelig fået blod på tanden efter Q-School. Jeg føler, at jeg har meget mere gemt i mig, og jeg er helt klart af den overbevisning, at jeg skal kæmpe med om et Tour Card i 2022, udtaler Claus Nielsen selvsikkert til Dartnyheder.dk.

Claus Nielsen er praktisk anlagt, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved hans hjemmelavede træningsbane. Foto: Privat

Fik rosende ord af Paul Lim

Men før vi tager hul på ambitionerne for den kommende sæson, så lad os først tegne et billede af vestjyden, der oprindeligt er født i Ebeltoft. For selvom Claus Nielsen markerede sig som en lovende juniorspiller tilbage i slut-90’erne, så er det først gennem de seneste år, at hovedpersonen for alvor har dedikeret sig til sporten.

– Jeg havde jo oprindeligt en pause fra dart på næsten 20 år, inden jeg startede op igen ude i Hvide Sande Dartklub i 2017, fortæller Claus Nielsen, og uddyber med en forklaring på, hvorfor han vendte tilbage.

– Jeg tror, det var omkring år 2007 eller 2008, at jeg blev spurgt, om ikke jeg kunne tænke mig at deltage ved en opvisningsturnering i Herning, hvor Paul Lim kom og spillede e-dart. Jeg fik så æren af at spille mod ham, og jeg spillede faktisk lige op med ham, hvorefter han spurgte lidt ind til mig og sagde, at hvis jeg gav det her et skud, så kunne jeg blive en verdensstjerne.

– Det er klart, at så fik man da lidt at tænke over, men det var først i 2017, at jeg for alvor kom i gang igen, efter jeg havde deltaget ved en e-dart turnering ude i Hvid Sande, og en af deres spillere sagde til mig, at jeg var nødt til at komme og træne i klubben, for han mente, at jeg sagtens kunne kaste pile.

– Derefter flyttede ham og jeg så videre til Jyden, hvor vi kunne få lidt mere udfordring i 2. division, og jeg spillede faktisk et par gode sæsoner. Men jeg ville mere, så i 2019 traf jeg så valget om at flytte videre til Potten, lyder det fra Claus Nielsen, der gennem den nuværende sæson har kæmpet sig frem til en fast plads på Låsby-mandskabets førstehold, efter han som udgangspunkt har repræsenteret klubbens andethold i landets næstbedste række.

Går efter en top 10-placering i PDC Nordic & Baltic

Claus Nielsen understreger selv, at han først nu føler sig klar til at dedikere sig fuldstændig til dartsporten, og derfor har han også ambitioner om at deltage ved alle 2021’s turneringer i PDC Nordic & Baltic, alt imens han ligeledes gør sig forhåbninger om at deltage ved en række udvalgte turneringer i WDF-regi, såfremt coronasituationen tillader det.

Men Claus Nielsen har ikke blot ambitioner om at deltage – han har også ambitioner om at konkurrere, og kæmpe med i toppen af diverse ranglister. En helt konkret målsætning er således, at han i indeværende sæson vil blande sig i PDC Nordic & Baltic-ranglistens top 10.

– Jeg mener helt klart, at jeg har niveauet, til at spille med i toppen i PDC Nordic & Baltic, fortæller Claus Nielsen.

Den udmelding kan retfærdigvis virke en anelse ambitiøs, når man kigger på diverse statistikker. Ved Q-School i år leverede Potten-spilleren således et samlet gennemsnit på 75,18, alt imens de seneste sæsoner i PDC Nordic & Baltic har vist, at top 10-spillerne ligger med sæsongennemsnit omkring 80 og derop efter. Det er dog ikke noget, der rykker ved Claus Nielsens ambitioner.

– Jeg er med på, at gennemsnit kan give en indikation af, hvor ens niveau befinder sig. Men gennemsnit giver ikke det fulde billede. Rigtig meget handler om ens mentale tilstand, og evnen til at kunne koncentrere sig og holde fokus over 11 legs, forklarer han.

Claus Nielsen føler sig fuldstændig overbevist om, at hans dartrejse først lige er begyndt. Foto: Privat

Drømmer om Tour Card i 2022

Et andet konkret mål for de næste 12 måneder er, at Claus Nielsen vil vinde et Tour Card ved Q-School i 2022.

– Jeg føler, jeg har rykket mig rigtig meget, siden jeg deltog ved Q-School første gang i 2020, og jeg er helt overbevist om, at jeg nok skal være klar i 2022. Der skal jeg kæmpe med om et kort, det er helt sikkert, lyder det stålfast fra Claus Nielsen.

De stålfaste, selvsikre og ambitiøse målsætninger for den kommende sæson tvinger naturligvis penneføreren til at konfrontere Claus Nielsen med en række kritiske spørgsmål. Blandt andet om han anser muligheden for at vinde et Tour Card som realistisk, eller som der i højere grad er tale om drøm. De fleste vindere ved dette års Q-School leverede eksempel turneringsgennemsnit, der var mellem 10-20 point højere end Claus Nielsens, og det oplagte spørgsmål er derfor, om det er realistisk, at danskeren vil kunne løfte sit niveau så meget forud for Q-School næste år.

– Det mener jeg godt, at jeg kan. Jeg er ikke den type, der kigger alt for meget på gennemsnit, for de fortæller som sagt ikke den fulde historie. Jeg har fået rigtig mange positive tilkendegivelser ved Q-School af spillere som John Michael og Mario Vandenbogaerde, som begge mener, at jeg har, hvad der skal til. Selvfølgelig bliver det svært, og jeg kommer til at ofre både blod, sved og tårer, men jeg tror på, det kan lade sig gøre, afslutter Claus Nielsen.

Tror du, at en dansker vinder et Tour Card indenfor de næste fem år?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

På nuværende tidspunkt er det endnu uvist, hvornår Claus Nielsen igen skal i aktion foran dartskiven. Både Dansk Dart Unions løbende turnering, PDC’s Challenge Tour samt Nordic & Baltic-touren er således udskudt på ubestemt tid, indtil coronasituationen igen tillader, at det bliver muligt at afholde turneringerne.


Læs også:

Statistik: Sådan gik det de danske Q-School deltagere i 2021

Final Stage (dag 1): VM-finalist og World Trophy-vinder triumferer – Claus Nielsen blev bedste dansker

Dansk Dart Union aflyser Nordic Cup og Denmark Open/Masters

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*