Verdensmesteren Gerwyn Price vandt i dag sin første titel siden VM-triumfen den 3. januar.
Resultaterne ved PDC’s gulvturneringer har langt fra været overbevisende for verdensmesteren Gerwyn Price, siden han vandt VM-titlen i starten af januar. Ved årets første Super Series skuffede ‘The Iceman’ således ved at tabe i anden runde ved både den første og anden Players Championship-turnering, inden han valgte at trække sig fra de to efterfølgende turneringer.
Ved gårsdagens første turnering ved Super Series 2 gik det ikke meget bedre, eftersom Price måtte tage til takke med et nederlag i tredje runde blandt de sidste 32 spillere.
Onsdag eftermiddag fik piben dog en væsentlig anden lyd for verdensetteren, der på suveræn vis gik hele vejen ved sæsonens sjette Players Championship-turnering, og dermed kunne fejre sin første titel siden VM-triumfen.
Efter at have besejret Chris Dobey, Andrew Gilding, Rowby-John Rodriquez, Scott Mitchell og Michael Smith lykkedes det Price at besejre gårsdagens vinder, Brendan Dolan, 7-6 i en yderst velspillet og medrivende semifinale, inden han i finalen besejrede forrige weekends UK Open-finalist, Luke Humphries, med cifrene 8-5. Dermed har Humphries fortsat sin første seniortitel til gode i PDC.
Gennem onsdagens turnering noterede Gerwyn Price sig for et suverænt turneringsgennemsnit på hele 102,89, efter han i seks ud af sine syv kampe snittede over 100. Waliserens højeste gennemsnit fandt sted i semifinalesejren over Dolan, og lød på hele 106,82.
Gerwyn Price har nu vundet 19 titler i sin PDC-karriere, hvoraf 10 er vundet på gulvet. Blandt Prices største meritter hører to sejre ved Grand Slam, en enkelt ved World Grand Prix og ikke mindst VM-triumfen fra i år.
Tre Premier League-spillere ude efter første runde
Blandt onsdagens største tabere er det svært ikke at fremhæve Premier League-trioen bestående af Nathan Aspinall, Dimitri van Den Bergh og José de Sousa, der alle tabte deres kampe i første runde.
Alle tre spillere var dog retfærdigvis velspillende i deres respektive nederlag. Nathan Aspinall tabte således 5-6 til Richie Edhouse, til trods for at han lod sig notere for et gennemsnit på 107,33. Både Dimitri van Den Bergh og José de Sousa tabte sidenhen med cifrene 6-4 til henholdsvis Rowby-John Rodriquez og Eddie Lovely, selvom de snittede henholdsvis 99,56 og 97,06.
Væsentligt dårligere gik det for Raymond van Barneveld, der leverede en skuffende indsats med et gennemsnit på blot 82,74, da han tabte sin indledende kamp 6-4 til Luke Humpries. Også spillere som Adrian Lewis, Rob Cross og Krzysztof Ratajski måtte forlade turneringen efter deres første kamp.
Du kan danne dig et overblik over de afgørende resultater ved Players Championship 6 her nedenfor. Alle øvrige resultater finder du på DartConnect.
Super Series 2 fortsætter i morgen klokken 15:00, hvor der tages hul på endnu en Players Championship-turnering. Turneringen kan følges live på PDC.tv og DartConnect.
Afgørende resultater fra Players Championship 6 (17. marts 2021)
Sidste 16
Brendan Dolan (94,8) 6-5 (95,2) Joe Cullen
James Wade (85,2) 6-4 (84,1) Jason Heaver
Michael Smith (98,5) 6-2 (84,7) Gino Vos
Gerwyn Price (96,2) 6-3 (92,9) Scott Mitchell
Niels Zonneveld (92,0) 6-3 (87,9) Darius Labanauskas
Jamie Hughes (98,8) 6-4 (97,0) Mervyn King
Luke Humphries (101,8) 6-4 (97,3) Peter Wright
Dirk van Duijvenbode (95,4) 6-3 (90,1) Karel Sedlacek
Kvartfinaler
Brendan Dolan (87,8) 6-3 (86,6) James Wade
Gerwyn Price (104,0) 6-3 (96,8) Michael Smith
Jamie Hughes (99,1) 6-4 (94,1) Niels Zonneveld
Luke Humphries (90,9) 6-2 (87,7) Dirk van Duijvenbode
Semifinaler
Gerwyn Price (106,8) 7-6 (104,8) Brendan Dolan
Luke Humphries (97,0) 7-6 (97,0) Jamie Hughes
Finale
Gerwyn Price (102,2) 8-5 (97,0) Luke Humphries
Læs også:
Michael van Gerwen trækker sig fra Super Series
Dartnyheder.dk’s træningsprojekt: Se resultaterne efter uge 6/13
Opdateret verdensrangliste efter UK Open
Be the first to comment