Barneveld kollapsede ved Super Series – Players Championship-turnering sat på pause

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Raymond van Barneveld fik det fredag aften dårligt ved Players Championship 8.

“Det rapporteres, at Barney har fået det dårligt, mens han tog tavle, og at han nu er på vej på hospitalet”.

Sådan lød det først fra det engelske medie Dart World, mens det hollandske medie NU.nl berettede, at de havde været i kontakt med Raymond van Barnevelds manager, Ben de Kok, der fortalte, at Barnevelds tilstand fortsat er uvis.

Klokken 15:54 har PDC imidlertid skrevet følgende opdatering på Twitter, hvoraf det fremgår, at Barneveld alligevel ikke er blevet kørt på hospitalet, men at han får lægehjælp på sit hotelværelse.

– Raymond van Barneveld modtog lægehjælp efter at have kollapset ved fredagens Players Championship 8. Van Barneveld tabte sin kamp i første runde ved Super Series 2 turneringen i Milton Keynes, og fik efterfølgende medicinsk assistance, efter han fik det dårligt i arenaen, skriver PDC.

– Han blev behandlet af paramedicinere, but har ikke haft behov for hospitalsbehandling. Han er vendt tilbage til sit hotelværelse ved Marshall Arena, hvor han bliver yderligere undersøgt.

– Spillet var sat på pause, mens van Barneveld modtog behandling, indtil turneringen blev genopstartet klokken 15:45, afslutter PDC.

Players Championship 8 nåede at være sat på pause i godt og vel en time.

Klokken 16:15 har det hollandske medie NU.nl opdateret deres artikel med nye informationer fra Barnevelds manager. Ben de Kok fortæller, at Barneveld “faldt” til jorden, kort efter han havde skrevet tavle i kampen mellem Jeffrey de Zwaan og Zoran Lerchbacher. Da han blev hjulpet op, faldt han sammen igen, hvorefter to ambulancer blev tilkaldt.

Paramedicinerne fandt ud af, at hans hjerte har det fint, og at han efter alt at dømme fik det dårligt, som konsekvens af for lavt blodsukker. Det er offentligt kendt, at Barneveld har diabetes.

Barneveld behøvede ikke at blive kørt på hospitalet, men blev hjulpet til sit hotelværelse for at modtage hjælp, mens han modtog et bifald fra spillerne i spillelokalet. Hans træner Iwe Kuitert eller De Zwaan kører med ham tilbage til Holland, hvor han sandsynligvis vil gennemgå en række tests, skriver NU.nl.

– Den positive nyhed er, at det ikke havde noget med hans hjerte at gøre. Det var jeg virkelig bekymret for, udtaler Ben de Kok.

Opdatering 19-03-2021 15:37: Opdateret med informationer fra NU.nl.
Opdatering 19-03-2021 15:43: Opdateret med status fra PDC’s Twitter profil.
Opdatering 19-03-2021 15:56: Opdateret med information om, at Raymond van Barneveld alligevel ikke er kørt på hospitalet
Opdatering 19-03-2021 16:19: Opdateret med nye informationer fra NU.nl.


Læs også:

I dag begynder Super Series 2 – sådan følger du kampene

H.C. Andersen kunne ikke have skrevet et bedre eventyr: Barneveld vinder første rangliste-turnering siden 2013

Sensationelt: Raymond van Barneveld gør comeback

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*