Jonny Clayton blev i går den syvende spiller i historien, der har lavet en 9-darter ved Premier League.
Jonny Clayton fortsatte i går aftes sin imponerende formkurve, da han med en 9-darter og et gennemsnit på 105,26 besejrede portugisiske José de Sousa 7-3 i tredje runde af PDC’s Premier League. Dermed indtager Clayton nu tredjepladsen i Premier League tabellen, hvor han som den ene af blot tre spillere fortsat er ubesejret efter sine første tre kampe.
TABLE!
Dimitri Van den Bergh's 7-0 win puts him top of the table on Legs Won Against Throw, with Van Gerwen and nine-dart Clayton also on five points! pic.twitter.com/V5kiAkIF50
— PDC Darts (@OfficialPDC) April 7, 2021
José de Sousa leverede ellers selv et sublimt gennemsnit på hele 108,48, men særligt en enkelt regnefejl i kampens femte leg blev kostbar, alt imens Clayton var fuldstændig fænomenal i kampens sidste tre legs, som ‘The Ferret’ lukkede i henholdsvis 9, 11 og 12 dart.
Claytons 9-darter er den 11. af slagsen i Premier League. Premier League er dermed nu den TV-turnering, der har haft flest 9-dartere nogensinde. Der har i den sammenhæng været 10 ved PDC’s verdensmesterskab og ni ved UK Open.
Du kan se/gense Jonny Claytons 9-darter her:
MVG viste storform
Mens kampen mellem José de Sousa og Jonny Clayton blev spillet som den sidste af onsdagens fem kampe, så lykkedes det i aftenens første kamp Michael van Gerwen at besejre Rob Cross 7-3. ‘MVG’ leverede ved den lejlighed et sublimt gennemsnit på 107,58, hvilket er det højeste, vindende gennemsnit i denne sæson.
Dermed var modstanden selvsagt for hård for Rob Cross, der primært holdt sig inde i kampen takket være en sin gode lukkeprocent. Fra stillingen 4-3 havde Cross dog ikke mere gas på tanken, hvorimod Michael van Gerwen satte slutspurten ind ved at vinde de sidste tre legs i 14, 15 og 12 dart.
Michael van Gerwen topper dermed fortsat Premier League tabellen, hvor han ligger á point med Dimitri van den Bergh og Jonny Clayton.
Dimitri ydmygede den forsvarende vinder
Netop Dimitri van den Bergh formåede i går aftes at ydmyge den forsvarende Premier League vinder, Glen Durrant, med en sejr på hele 7-0. Dermed fortsætter Durrants monumentale formkrise, alt imens belgieren leverede det 12. ‘æg’ i Premier Leagues historie.
Durrant havde ellers hele 16 doublepile undervejs i kampen, men formåede alligevel ikke at udnytte en eneste af dem. ‘Duzza’ er nu endnu mere isoleret i bunden af Premier League tabellen, end han var i forvejen, og det er efterhånden svært at se, hvordan den tredobbelte BDO-verdensmester skal vende de dårlige resultater. Efter sejren udtalte Dimitri van den Bergh sågar, at det sårede ham, at se Durrant spille på det niveau, som er tilfældet netop nu.
Peter Wright hentede vigtig sejr
En anden spiller der for nyligt var såret er Peter Wright, der i tirsdags led et markant nederlag på 7-2 til Michael van Gerwen. Onsdag aften skulle ‘Snakebite’ så forsøge at revanchere den præstation med landsmanden Gary Anderson, hvilket i dén grad lykkedes.
Wright etablerede sig hurtigt en føring på 3-0, og selvom Anderson herfra fik hul på bylden, så var han på intet tidspunkt i kampen bagud med mindre end to legs. Dermed kunne Peter Wright køre en kontrolleret sejr i land, hvilket bringer ham op på tre point og en syvendeplads i tabellen, hvor han dog fortsat er overgået af Anderson, der selv indtager sjettepladsen.
Aspinall fuldente mindre overraskelse
I den sidste af gårsdagens kampe lykkedes det sidenhen Nathan Aspinall at hente sin anden sejr, da han leverede en mindre overraskelse mod James Wade. ‘The Asp’ sejrede således 7-4, efter at Wade for anden aften i træk spillede under niveau.
Med sejren indtager Nathan Aspinall, der sidste år tabte Premier League finalen til Glen Durrant, fjerdepladsen i tabellen, alt imens James Wade er henvist til niendepladsen.
Du kan se en oversigt over alle gårsdagens resultater her nedenfor, mens du finder kampprogrammet for torsdagens kampe længere nede. Kampene vil kunne følges live på Viaplay og PDC.tv fra klokken 20:00.
Resultater – onsdag 7. april
Rob Cross (97,87) 3-7 (107,58) Michael van Gerwen
Glen Durrant (84,42) 0-7 (93,94) Dimitri Van den Bergh
Peter Wright (100,03) 7-4 (98,85) Gary Anderson
Nathan Aspinall (96,50) 7-4 (92,50) James Wade
Jose de Sousa (108,48) 3-7 (105,26) Jonny Clayton
Kampprogram – torsdag 8. april (kan ses på Viaplay og PDC.tv fra klokken 20:00)
Dimitri Van den Bergh v Peter Wright
Jonny Clayton v Rob Cross
Jose de Sousa v Nathan Aspinall
James Wade v Michael van Gerwen
Gary Anderson v Glen Durrant
Eksperternes Premier League-tabel efter tredje runde
Ekspert | Tippet rigtige vinder | Tippet rigtige resultat | Point |
---|---|---|---|
Mads Magnussen | 3 | 5 | 18 |
Daniel Tyge Thybøl | 5 | 4 | 17 |
Christian Krille Sørensen | 3 | 4 | 15 |
Per Laursen | 5 | 3 | 14 |
Frede Johansen | 5 | 3 | 14 |
Henrik Vestbo | 6 | 2 | 12 |
Martin Hawkins | 9 | 1 | 12 |
Michael Frydendahl | 2 | 3 | 11 |
Benjamin Leander | 4 | 1 | 7 |
Jonas Jung | 6 | 0 | 6 |
Læs også:
Dartnyheder.dk’s træningsprojekt: Se resultaterne efter uge 9/13
Video: James Richardson laver 9-darter mod sin søn
Efter magtdemonstration: James Wade vandt UK Open for tredje gang i karrieren
Be the first to comment