Opdateret verdensrangliste efter World Matchplay

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Rob Cross er den helt store taber på den seneste opdatering af PDC’s verdensrangliste.

Målt i forhold til præmiepenge er World Matchplay den næststørste ranglisteturnering i PDC, og turneringen har derfor også stor indvirkning på PDC’s verdensrangliste, der viser, hvor mange præmiepenge PDC-spillerne har vundet ved ranglisteturneringer gennem de seneste 24 måneder.

I den forbindelse får resultaterne af det nyligt overståede World Matchplay store konsekvenser for den tidligere verdensmester, Rob Cross, der vandt turneringen i 2019, men i år røg ud allerede i anden runde, og derfor ryger adskillige placeringer ned ad verdensranglisten.

Den tidligere elektriker falder således hele syv placeringer ned som nummer 12 på verdensranglisten. ‘Voltage’ risikerer sågar at ryge helt ud af verdensranglistens top 20 inden udgangen af 2021, hvis ikke han formår at lave en række gode resultater resten af sæsonen. Den 30-årige englænder har nemlig også adskillige præmiepenge at forsvare ved European Championship til efteråret, efter han også vandt den turnering i 2019.

Dimitri Van den Bergh nærmer sig toppen

Mens Rob Cross altså kan betegnes som den helt store taber på den seneste opdatering af PDC’s verdensrangliste, så kan World Matchplays tabende finalist, Dimitri Van Bergh, glæde sig over at kravle hele tre placeringer op ad verdensranglisten, hvor den 27-årige belgier nu indtager femtepladsen.

Sidste års World Matchplay-vinder kunne ellers have spillet sig helt frem som nummer fire, hvis han havde vundet søndagens finale mod Peter Wright. Sådan gik det som bekendt ikke, men ‘The Dreammaker’ kan ikke desto mindre ånde James Wade, der selv indtager fjerdepladsen, i nakken.

Ingen ændringer i top tre

I toppen af verdensranglisten får resultaterne af World Matchplay ikke nogen direkte konsekvenser, eftersom Gerwyn Price, Peter Wright og Michael van Gerwen fortsat er placeret som nummer et, to og tre.

World Matchplays hovedpræmie på i alt 150.000 pund betyder ikke desto mindre, at Peter Wright haler ind på Gerwyn Prices førsteplads, og det er derfor ikke udelukket, at ‘Snakebite’ kan overtage førstepladsen inden udgangen af 2021. Skotten har dog selv hele 500.000 pund at forsvare ved VM, som han vandt i 2020.

Du kan danne dig et overblik over forandringerne i verdensranglistens top 32 her nedenfor. Resten af placeringerne finder du på PDC’s hjemmeside.

Top 32 på PDC’s verdensrangliste efter World Matchplay 2021:

PlaceringSpillerRanglistepoint (£)Ændring efter World Matchplay
1Gerwyn Price1.294.000-
2Peter Wright1.112.250-
3Michael van Gerwen982.750-
4James Wade464.750-
5Dimitri van Den Bergh455.750+3
6Gary Anderson429.750-
7Dave Chisnall386.750+2
8José de Sousa365.500+2
9Michael Smith358.750-2
10Nathan Aspinall342.000+1
11Krzysztof Ratajski336.750+2
12Rob Cross320.500-7
13Joe Cullen296.500+2
14Jonny Clayton273.250+2
15Glen Durrant269.000-3
16Ian White261.500+1
16Daryl Gurney261.500-3
18Stephen Bunting245.250-
19Simon Whitlock227.750-
20Mervyn King226.500-
21Dirk van Duijvenbode217.500+2
22Mensur Suljovic207.500-1
23Danny Noppert212.250-1
24Chris Dobey196.500-
25Gabriel Clemens193.500-
26Devon Petersen191.500-
27Luke Humphries184.750+4
28Brendan Dolan181.750+2
29Vincent van der Voort178.000-2
30Jermaine Wattimena167.750+2
31Adrian Lewis164.750-3
32Jeffrey de Zwaan164.250-3


Suveræne Peter Wright vandt World Matchplay

Video: Peter Wright laver karrierens første 9-darter på TV

Video: Alle 9-dartere ved PDC World Matchplay

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*