Andreas Toft Jørgensen viste lovende takter undervejs i sit 3-6 nederlag til den dobbelte verdensmester Gary Anderson.
Selvom det ikke lykkedes hverken Ivan Springborg Poulsen, Andreas Toft Jørgensen eller Niels Heinsøe at avancere videre til kvartfinalerne ved Nordic Darts Masters, så var der alligevel enkelte danske højdepunkter undervejs i kampene ved første runde i World Series-turneringen i Forum i København fredag aften.
Særligt 27-årige Andreas Toft Jørgensen bød i kampens start den dobbelte verdensmester Gary Anderson op til dans. Adskillige missede doublepile betød dog, at Anderson spillede sig på 3-1 fremfor en ulige stilling på 2-2, og herfra var det tydeligt, at ‘The Flying Scotsman’ var sin danske modstander overlegen, så selvom Jørgensen undervejs i kampen leverede en fornem lukning på 90 på bull, så var toget kørt, og Anderson kunne uden større problemer køre en relativ komfortabel sejr i land.
Springborg og Heinsøe blev sat til vægs
Også Ivan Springborg Poulsen og Niels Heinsøe måtte tage til takke med nederlag til henholdsvis den regerende Premier League-vinder Jonny Clayton og den kvindelige superstjerne Fallon Sherrock.
I første omgang var det Ivan Springborg, der på tætteste hold fik lov at føle, hvordan det er at stå ansigt til ansigt med en af sportens største profiler. For uden at få så meget som en enkelt pil på en double undervejs i kampen måtte danskeren se sig besejret med cifrene 6-0.
Helt så galt gik det dog ikke for Niels Heinsøe, der ikke desto mindre selv indkasserede et ærgerligt nederlag på 6-1 til førnævnte Fallon Sherrock. Dermed fik Heinsøe langt fra det ønskede resultat, til trods for at han ifølge bookmakerne var Danmarks bedste bud på en potentiel sejrherre.
MVG i nervepirrende opvisning
Blandt fredagens øvrige resultater lykkedes det både Dimitri Van den Bergh, Peter Wright og Michael van Gerwen at avancere videre til lørdagens kvartfinaler efter sejre over svenske Johan Engström, finske Marko Kantele og litauiske Darius Labanauskas. Særligt Michael van Gerwen fik dog kam til sit (når nej..), da han var ude i sidste og afgørende leg mod Labanauskas, før det lykkedes ham at sikre en plads videre til kvartfinalerne.
Også verdensmesteren Gerwyn Price vandt sin kamp mod svenske Daniel Larsson, men måtte efterfølgende trække sig fra turneringen med en albueskade, og er derfor ikke blandt de sidste otte deltagere lørdag eftermiddag. I stedet er Fallon Sherrock direkte videre til lørdag aften semifinaler, hvor hun møder vinderen af opgøret mellem Dimitri Van den Bergh og Peter Wright.
Nordic Darts Masters fortsætter lørdag eftermiddag klokken 13:00 og kan ses live på PDC.tv og Viaplay. Aftenens semifinaler og finale kan i øvrigt også følges live på samme platforme samt TV3 Max fra klokken 19:30. Du finder lørdagens kampprogram og resultaterne fra fredagens kampe her nedenfor:
Resultater – Nordic Darts Masters
Første runde
Dimitri van Den Bergh (90,08) 6-4 (87,92) Johan Engström
Jonny Clayton (99,10) 6-0 (81,21) Ivan Springborg Poulsen
Madars Razma (95,83) 6-4 (96,02) Nathan Aspinall
Gerwyn Price (90,44) 6-3 (85,93) Daniel Larsson
Gary Anderson (95,40) 6-3 (80,96) Andreas Toft Jørgensen
Fallon Sherrock (87,40) 6-1 (75,56) Niels Heinsøe
Peter Wright (88,61) 6-1 (83,97) Marko Kantele
Michael van Gerwen (97,72) 6-5 (87,8) Darius Labanauskas
Kampprogram – Nordic Darts Masters
Kvartfinaler (13:00)
Dimitri Van den Bergh vs. Gary Anderson
Peter Wright vs. Jonny Clayton
Michael van Gerwen vs. Madars Razma
Gerwyn Price vs. Fallon Sherrock (Gerwyn Price har meldt afbud, og Fallon Sherrock er derfor direkte videre til semifinalerne)
Aftensprogram (20:00)
Semifinaler
Finale
Læs også:
Analyse: Danskernes chance for succes i første runde ved Nordic Darts Masters
Henderson og Wright i vild jubel: Skotland triumferede ved World Cup of Darts
Andreas Toft Jørgensen forud for World Cup of Darts: ‘Selvfølgelig er Holland favoritter’
Be the first to comment