Rob Cross fortsætter de gode takter: Disse fire spillere triumferede ved Super Series 7

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Rob Cross rider videre på sin succes efter sejren ved European Championship.

Fra tirsdag til fredag blev der afholdt fire Players Championship-turneringer i engelske Barnsley, hvor PDC’s 128 Tour Card-indehavere har mulighed for at deltage.

På forhånd havde verdensmesteren Gerwyn Price og Premier League-vinderen Jonny Clayton valgt at melde afbud til turneringerne, hvilket alt andet lige forbedrede mulighederne for, at titel-hungrende spillere som Michael van Gerwen og Peter Wright kunne slå til.

Hverken Michael van Gerwen eller Peter Wright, der er placeret som henholdsvis nummer tre og to på verdensranglisten, formåede dog at vinde en af de fire Players Championship-turneringer. Michael van Gerwen viste ellers et tårnhøjt niveau gennem alle fire turneringer, men måtte alligevel tage til takke med nederlag i tre 1/8-finaler og en enkelt 1/16-finale. ‘MVG’ tabte sine kampe med gennemsnit på 107,28, 102,95, 107,10 og 98,89, hvilket fortæller en historie om, at hollænderen kunne være tilfreds med sine præstationer til trods for sine relativt tidlige nederlag.

Værre så det ud for Peter Wright, der kun en enkelt gang formåede at spille sig blandt de sidste 16 spillere og ellers tabte to gange blandt de sidste 64 og en enkelt gang blandt de sidste 32. ‘Snakebite’ var da også et stykke fra sit forventede niveau, og der er derfor grobund for bekymring for sidste års verdensmester, her hvor der indenfor de næste par måneder skal afholdes store turneringer som Grand Slam, Players Championship Finals og VM.

Cross red videre på succesbølgen

Mens Michael van Gerwen og Peter Wright altså ikke formåede at udbygge deres respektive trofæskabe, lykkedes det i stedet Dimitri Van den Bergh, Callan Rydz, Rob Cross og Michael Smith at sikre sig hver deres titel i løbet af de fire spilledage.

Mens Dimitri Van den Bergh besejrede Adrian Lewis 8-5 i finalen ved Players Championship 24, så fulgte Callan Rydz om onsdagen op med en finalesejr på 8-6 over tyske Gabriel Clemens. Både Van den Bergh og Rydz var ellers bagud 0-4 og 0-3 i deres respektive finaler, men fik altså alligevel vendt de truende nederlag til efterfølgende sejre.

Om torsdagen var det så Rob Cross’ tur til at gå hele vejen, da han med en medrivende 8-6 sejr over Ryan Searle i finalen sikrede sig sin anden titel i sæsonen, efter han i søndags vandt European Championship. På sidste spilledag leverede Cross efterfølgende endnu et topresultat, da han spillede sig hele vejen til semifinalen, hvor han imidlertid tabte til landsmanden Ross Smith. Ross Smith tabte dog den efterfølgende finale til Michael Smith, der hev en hårdt tilkæmpet 8-6 sejr i land, efter at have været bagud 0-4.

Næste store opgave for en række af PDC-spillerne bliver ved World Series of Darts Finals, der spilles mellem den 29.-31. oktober.


Læs også:

Rob Cross i kæmpe triumf: Besejrer Michael van Gerwen i finalen ved European Championship

Efter storsejr over Gerwyn Price: Jonny Clayton vandt World Grand Prix

Dimitri Van den Bergh satte vild rekord, da han og Gerwyn Price spillede sig i kvartfinalen

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*