Andreas Toft Jørgensen har haft en forrygende sæson, og tilhører på den baggrund det absolutte favoritfelt ved weekendens Dart Odense Open.
Fra lørdag til søndag afholdes årets sidste nationale stævne, Dart Odense Open, inden danmarksmesterskabet skal afgøres i midten af december.
Dermed er søndagens singleturnering i Odense sidste mulighed for at tanke selvtillid ved en større national turnering, inden DM skal afholdes i Vordingborg, og hvor Per Laursen som bekendt er forsvarende vinder i herrerækken.
Men hvem er egentlig favorit i herrernes singleturnering denne weekend i Rasmus Rask hallen i Odense? Det har vi i denne artikel sat os for at blive klogere på. Bemærk i den forbindelse, at ellers prominente navne som Niels-Jørgen Hansen og Niels Heinsøe ikke er tilmeldt turneringen, alt imens Brian Løkken har måtte melde afbud som konsekvens af en positiv coronatest.
Top 5: De største favoritter i herrerækken ved Dart Odense Open 2021
5) Nicolai Olsen, Holbæk Dart Center
Det er ikke mere end blot to sæsoner siden, at Holbæk Dart Center kunne lade sig hylde som vindere af danmarksmesterskabet for klubhold, da de i sæsonen 2018/2019 henviste traditionsklubben Potten og det stærke sønderjyske mandskab fra Aabenraa til de efterfølgende placeringer.
Her få år senere flirter klubben dog med nedrykningsstregen, og har generelt været under det forventede niveau i den forgangne sæson. En af de få lyspunkter har dog været klubbens helt store profil, Nicolai Olsen, der, sammen med Niels Heinsøe, har været den næstmest vindende spiller i rækken.
Det er langt fra noget nyt, at Nicolai Olsen er blandt landets bedste spillere i den løbende turnering, og derfor kan det da også overraske, at han endnu ikke for alvor har forløst potentialet ude til de nationale stævner, hvor resultaterne ikke helt har stået mål med præstationerne i 1. division. Efter en tredjeplads ved sidste weekends Nordic Dart Festival bør der dog ikke være nogen tvivl om, at Nicolai Olsen tilhører favoritfeltet ved Dart Odense Open, til trods for at hans historik ved de nationale stævner ikke er nær så god som historikken i den løbende turnering for klubhold.
4) Peter Hviid Jensen, Aros
Det har været en stor gevinst for Aarhus-klubben Aros, at 51-årige Peter Hviid Jensen for nogle år siden valgte at genoptage sit engagement i dartsporten. Siden sit comeback i 2018/2019-sæsonen har Peter Hviid Jensen således været en af de mest stabile spillere i landets bedste dartrække, og udgør sammen med Tom Veje Kristensen, Allan Daugbjerg Olsen og Philip Jakob Larsen et af denne sæsons ubetinget bedste mandskaber i 1. division.
Med en sejrsprocent på 72,50% har Peter Hviid Jensen været en bærende årsag til Aros’ succes, og det er i den sammenhæng også en gevinst, at østjyden er begyndt at deltage ved de nationale stævner. Senest ved sidste weekends Nordic Dart Festival, hvor han spillede sig i finalen, men sidenhen tabte til svenske Tobias Köhler.
3) Simon Bak, Fluen
Efter en række fornemme præstationer i sidste sæson, blev Simon Bak i begyndelsen af året hædret med prisen som “Årets Danske Herrespiller 2020”.
Herefter var Simon Bak af mange betegnet som den umiddelbare favorit ved diverse nationale stævner, men desværre kom coronakrisen i vejen, og den 26-årige sønderjyde har således fortsat sin første sejr til gode ved et nationalt stævne, alt imens han de seneste måneder ikke har været på helt samme niveau i 1. division som tidligere på sæsonen.
Man kan i den anledning ikke lade være med at spekulere i, om det på kort sigt har haft konsekvenser for Simon Bak, at han i 2021 har valgt ikke at deltage ved PDC’s Q-School eller Nordic & Baltic-touren, hvor andre spillere omvendt har fået dyrebar erfaring, og holdt kampformen ved lige. Alt andet lige, så bør Simon Bak dog fortsat betragtes som en af de største profiler i dansk dart netop nu, og derfor også som en af favoritterne ved Dart Odense Open.
2) Per Laursen, Potten
Lad det være sagt med det samme: Per Laursens 2021 har været under det niveau, man på forhånd kunne have forventet.
En sejrsprocent på lige knap 70% i landets bedste dartrække kombineret med et gennemsnit på 18,76 pile per vundet leg ville ganske vist have været mere end godkendt for langt de fleste danske topspillere, men når talen falder på Per Laursen, ville man ved årets indgang have forventet, at statistikken var endnu bedre.
En længere coronapause og bevidst afbud fra PDC’s Nordic & Baltic-tour kan anses som nogle af årsagerne til det umiddelbare formdyk. Den femdobbelte, regerende danmarksmester har således selv givet udtryk for, at coronapausen har påvirket motivationen og træningsindsatsen.
Ikke desto mindre har 55-årige Laursen flere gange vist, at han ikke behøver, at være i topform, for at vinde stævner – og mon ikke, han vil være motiveret for at genfinde topniveauet forud for forsvaret på sin DM-titel i næste måned?
1) Andreas Toft Jørgensen, Aabenraa Dartklub
Sikke en sæson, 27-årige Andreas Toft Jørgensen har haft.
I starten af året blev Aabenraa-spilleren først hædret med prisen som “Årets Newcomer” som belønning for sit gennembrud i 2020. Siden da har der været fart på for den ambitiøse pilekaster, der først indledte sæsonen med at blive nummer 68 på den europæiske Q-School-rangliste, efterfulgt af flere lovende præstationer på PDC’s Challenge Tour. Herudover kunne han fejre karrierens ubetinget største sejr, da han på Nordic & Baltic-touren i august blev den første dansker i seks år, der vandt en turnering på PDC’s nordiske/baltiske afdeling.
Siden da har Andreas Toft Jørgensen indhentet uvurderlig erfaring ved TV-turneringerne World Cup of Darts og Nordic Darts Masters, alt imens han de seneste runder i den danske 1. division har været blandt de ubetinget mest formstærke spillere.
Det virker på den baggrund helt oplagt, at Andreas Toft Jørgensen bør betragtes som den helt store favorit ved søndagens singleturnering i Odense.
Hvem betragter du som favorit i herrerækken ved Dart Odense Open 2021?
- Andreas Toft Jørgensen (43%, 101 Stemmer)
- En helt anden (17%, 41 Stemmer)
- Per Laursen (16%, 38 Stemmer)
- Anders Zaar (6%, 13 Stemmer)
- Simon Bak (4%, 10 Stemmer)
- Peter Hviid Jensen (4%, 10 Stemmer)
- Nicolai Olsen (4%, 9 Stemmer)
- Ivan Springborg Poulsen (3%, 8 Stemmer)
- Tom Veje Kristensen (1%, 3 Stemmer)
- Glenn Honoré (1%, 2 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 235
Læs også:
Niels-Jørgen Hansen overtager førstepladsen på Søren Søgaard-ranglisten
DDU tager skelsættende beslutning: Fremover skal drenge og piger spille i samme række
Andreas Toft Jørgensen i kæmpe triumf: Første danske vinder i PDC Nordic & Baltic siden 2016
Be the first to comment