Vender truende nederlag: Joe Cullen er videre ved VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Verdensranglisten nummer 13, Joe Cullen, er videre til tredje runde ved VM, efter han blev hårdt presset af den tidligere BDO-profil Jim Williams.

32-årige Joe Cullen har ikke mange gode minder fra VM, hvor han i ni ud af sine foregående 11 forsøg har tabt sin første kamp i Alexandra Palace.

Den statistik blev dog forbedret i dag, hvor ‘The Rockstar’ vendte et truende nederlag til sejr mod walisiske Jim Williams. Williams kom således foran både 1-0 og 2-1 i sæt, men herefter trådte Cullen speederen i bund, og vandt seks ud af de efterfølgende syv legs, hvilket var nok til at sikre en samlet sejr på 3-2 i sæt. Det hører i den anledning med til historien, at Williams, der tidligere har lagt nummer et på BDO- og WDF’s verdensranglister, havde adskillige pile, der røg ud af skiven i løbet af kampen.

Cullen kan nu se frem til et opgør mod enten Simon Whitlock eller Martijn Kleermaker i tredje runde, der spilles efter julepausen.

Searle fortsætter de gode takter

Forud for Joe Cullens forløsende sejr, blev eftermiddagsprogrammet indledt med en sikker 3-0 sejr til Ryan Searle, der dermed ridder videre på succesen efter sidste måneds finaleplacering ved Players Championship Finals.

Searle besejrede skotske William Borland, der med et gennemsnit på blot 77,69 slet ikke levede op til niveauet i sin indledende sejr over Bradley Brooks, hvor Borland sluttede kampen af med en 9-darter.

34-årige Searle er nu klar til tredje runde ved VM, hvor han møder vinderen af opgøret mellem Danny Noppert og Jason Heaver. Searle fortsætter i øvrigt sin fornemme VM-stime, hvor han i sine foreløbigt fire deltagelser aldrig er røget ud før tredje runde.

Durrant katastrofesæson kulminerede med tidlig VM-exit

Umiddelbart efter Ryan Searles VM-avancement lykkedes det irske William O’Connor at besejre Glen Durrant 3-0. Dermed kulminerer Durrants forfærdelige 2021 med en tidlig VM-exit, efter en sæson hvor ‘Duzza’ endte med en sidsteplads i Premier League og ikke kvalificerede sig til hverken European Championship, Grand Slam of Darts eller Players Championship Finals. De dårlige resultater betyder blandt andet, at Durrant som minimum ryger ned som nummer 29 på verdensranglisten efter VM, efter han indledte sæsonen som nummer 12.

Langt bedre ser det dog ud for O’Connor, der efter velspillede sejre over Danny Lauby og Glen Durrant nu er klar til tredje runde ved VM for anden gang i karrieren. Her venter der dog en udfordring af de større, eftersom han kan se frem til et opgør mod Michael Smith, der tirsdag aften indledte sit VM-togt med turneringens foreløbigt højeste gennemsnit på 106,32 i sin 3-0 sejr over Ron Meulenkamp.

Humphries besejrede Rodriguez

I eftermiddagens tredje kamp var Luke Humphries på forhånd udpeget som favorit mod østrigske Rowby-John Rodriguez, og og den 26-årige englænder levede da også op til favoritværdigheden med en sejr på 3-0.

Humphries, der i 2019 vandt PDC’s ungdomsverdensmesterskab, blev imidlertid også hjulpet godt på vej af, at hans 27-årige modstander slet ikke levede op til sit niveau fra første runde, hvor Rodriguez leverede rundens højeste gennemsnit på 97,50. I  nederlaget til Humphries måtte Rodriguez i stedet tage til takke med et gennemsnit på blot 82,64. Nederlaget betyder i øvrigt, at østrigeren definitivt ikke spiller sig i top 64 på verdensranglisten efter VM, og derfor er tvunget til at deltage ved Q-School i januar i bestræbelserne på at sikre sig et Tour Card.

Luke Humphries kan nu holde jul med god samvittighed, inden han efter julepausen møder Dave Chisnall i tredje runde.

VM fortsætter i aften klokken 20:00. Du kan se aftenens kampprogram og sendeplan længere nede i denne artikel, hvor du også finder en oversigt over eftermiddagens resultater.


VM – resultater
Onsdag 22. december
Eftermiddagsprogram (13:30) – Live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport
4x anden runde

Ryan Searle (92,45) 3-0 (77,69) William Borland (R2)
Glen Durrant (80,45) 0-3 (90,74) William O’Connor (R2)
Luke Humphries (92,91) 3-0 (82,64) Rowby-John Rodriguez (R2)
Joe Cullen (96,96) 3-2 (89,76) Jim Williams (R2)


VM – kampprogram
Onsdag 22. december
Aftensprogram (20:00) – Live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport
4x Anden runde

Nathan Aspinall v Joe Murnan (R2)
Dirk van Duijvenbode v Boris Koltsov (R2)
Kim Huybrechts v Steve Beaton (R2)
Simon Whitlock v Martijn Kleermaker (R2)


Læs også:

Oversigt: De højeste gennemsnit fra VM’s første runde

Raymond van Barneveld tror fortsat på, at han kan vinde VM

Video: Se William Borlands utrolige 9-darter ved VM

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*