Forhåndsfavoritterne faldt en efter en, inden hollandske Danny Noppert overraskende triumferede ved weekendens UK Open.
Det var på forhånd spillere som Gerwyn Price, Peter Wright, Jonny Clayton og Michael van Gerwen, der var udråbt som de helt store favoritter ved weekendens UK Open.
I løbet af weekendens turnering i engelske Minehead ville skæbnen det dog anderledes, og det blev i stedet verdensranglistens nummer 19, Danny Noppert, der overraskende sikrede sig karrierens første TV-titel i PDC, da den 31-årige hollænder besejrede Premier League-profilen Michael Smith 11-10 i en middelmådig finale. Kampens intensitet kompenserede dog for det relativt lave niveau. Mens Michael Smith sluttede finalen med et gennemsnit på 90,33, så landede Danny Noppert på beskedne 84,82.
Danny Noppert fik tilbage i 2017 sit helt store internationale gennembrud, da han dengang spillede sig i finalen ved BDO’s verdensmesterskab. I 2018 skiftede ‘Noppie’ så til PDC, hvor han siden da har været i semifinalen ved store TV-turneringer som Players Championship Finals i 2018 og World Grand Prix i 2021, alt imens han også var i finalen ved World Series of Darts Finals i 2019. Søndagens sejr er dog hollænderens ubetinget største resultat i karrieren, og præmiechecken på godt og vel 900.000 danske kroner betyder også, at Noppert springer op som nummer 12 på verdensranglisten.
Overraskende semifinalister
Foruden Danny Nopperts overraskende sejr så vil dette års UK Open 2022 formentlig også blive husket for, at forhåndsfavoritterne røg ud forholdsvis tidligt i turneringen, hvilket banede vejen for et ligeledes overraskende felt af semifinalister.
Mens Michael van Gerwen røg ud af turneringen allerede i 1/16-finalen, så måtte Peter Wright og Jonny Clayton pakke deres pile sammen i den efterfølgende runde. Forud for kvartfinalerne var Gerwyn Price, James Wade og Michael Smith de eneste tilbageværende spillere fra verdensranglistens top 16, men eftersom Price tabte kvartfinalen 10-7 til Smith og Wade tabte 10-4 til blot 19-årige Keane Barry, så var ‘Bullyboy’ nu den helt store favorit i kampen om UK Open-trofæet. Eksempelvis var de øvrige semifinalister, Keane Barry, William O’ Connor og Danny Noppert, placeret som henholdsvis nummer 66, 37 og 19 på verdensranglisten, alt imens Smith indtog femtepladsen.
Efter en velspillet semifinalesejr på 11-6 over Keane Barry kunne Smith dog slet ikke finde sit sædvanlige niveau i finalen, og dermed fortsætter den 31-årige englænderes kedelige majorstatistik. Smith har nu syv majorfinaler på CV’et, heriblandt to VM-finaler, men har altså fortsat sin første store TV-titel til gode.
Peter Wright overtager førstepladsen på verdensranglisten
Weekendens resultater ved UK Open betyder i øvrigt, at Peter Wright overtager førstepladsen på verdensranglisten fra Gerwyn Price. ‘The Iceman’ har indtaget førstepladsen, siden han vandt VM-titlen den 3. januar sidste år. Han rykker nu ned som nummer to, mens ‘Snakebite’ nu kan kalde sig verdensetter for første gang i karrieren.
Af andre bemærkelsesværdige forandringer på verdensranglisten er det værd at fremhæve, at Michael van Gerwen rykker to placeringer ned som nummer fem, alt imens James Wade nu indtager tredjepladsen. Michael Smith rykker i øvrigt op som nummer fire.
Danske Vladimir Andersen deltog også ved UK Open, men efter en skuffende præstation i første runde tabte den danske Tour Card-indehaver 6-2 til engelske Steve Clayson. Vladimir Andersen har dermed fortsat sine første ranglistepoint til gode. Det bliver der mulighed for at rette op på i weekenden mellem den 19.-20. marts, hvor danskeren får debut på Players Championship-touren.
Se/gense højdepunkterne fra semifinalerne og finalen ved UK Open 2022:
Afgørende resultater UK Open 2022:
Kvartfinaler
Keane Barry (100,19) 10-4 (96,30) James Wade
William O’Connor (87,29) 10-9 (90,71) Sebastian Bialecki
Danny Noppert (95,88) 10-5 (88,86)Damon Heta
Michael Smith (98,30) 10-7 (97,07) Gerwyn Price
Semifinaler
Michael Smith (101,66) 11-6 (94,97) Keane Barry
Danny Noppert (89,94) 11-9 (88,35) William O’Connor
Finale
Danny Noppert (84,32) 11-10 (90,33) Michael Smith
Læs også:
Michael van Gerwen med tiltrængt sejr: Vandt fjerde spillerunde i Premier League
Oversigt: Sådan ser dartkalenderen ud i marts
Officielt: Vladimir Andersen og Niels Heinsøe får en plads ved TV-turnering
Be the first to comment