Femte spiller i rækken: Ivan Springborg Poulsen er udtaget til Dansk Dart Superliga

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Privat

Ivan Springborg Poulsen bliver en del af den nye danske eliteturnering, Dansk Dart Superliga.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Ivan Springborg Poulsen bliver en af de i alt 12 spillere, der skal kæmpe om titlen i den nye danske eliteturnering, Dansk Dart Superliga. Det skriver arrangørerne (Slangerup Dartklub) i dag på deres hjemmeside.

60-årige Ivan Springborg Poulsen har de seneste fire sæsoner deltaget på PDC’s Q-School, og har herudover været en hyppig deltager på PDC Nordic & Baltic-touren. Karrierens foreløbige resultater og præstationer er ikke på højde med de fire foregående spillere, der er har takket ja til en plads i Dansk Dart Superliga (Brian Løkken, Niels-Jørgen Hansen, Per Laursen og Andreas Toft Jørgensen), men sidste år lykkedes det sjællænderen af kvalificere sig til TV-turneringen Nordic Darts Masters i Forum i København.

I skrivende stund indtager Ivan Springborg Poulsen en beskeden placering som nummer 236 på Søren Søgaard-ranglisten, og blandt andet derfor kan det virke overraskende, at 1. divisionsspilleren har fået tilbudt en plads i den kommende eliteturnering. Ivan Springborg Poulsen har dog et relativt kendt navn i dansk dart efter flere års international stævneaktivitet, alt imens han også er tidligere medlem i Slangerup Dartklub, der som bekendt er arrangører af Dansk Dart Superliga.

Arrangørerne bag Dansk Dart Superliga offentliggør hver dag frem til og med den 25. marts navnet på en af de spillere, der har takket ja til en plads i turneringen.

Dansk Dart Superliga afholdes som fire indledende runder, hvor alle spillere møder hinanden. Herefter vil de otte bedste spillere kvalificere sig til finalestævnet den 4. december. Første runde afholdes den 10. april.


Læs også:

Oversigt: Sådan følger du Vladimir Andersens kampe denne weekend

Ivan Springborg Poulsen forud for Nordic Darts Masters: ‘Det er en drøm, der går i opfyldelse’

Statistik: Sådan gik det de danske Q-School deltagere i 2022

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*