Diogo Portela har tilmeldt sig Denmark Open & Masters

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Den brasilianske publikumsfavorit, Diogo Portela, har tilmeldt sig Denmark Open & Masters 2022.

Mellem den 29. april til den 1. maj er Dansk Dart Union vært for Denmark Open & Masters i Esbjerg. Turneringen er en af de største turneringer overhovedet i forbundet World Darts Federation (WDF).

Deadline for tilmelding er først den 22. april, men allerede nu har flere internationale profiler meldt deres ankomst i Granly Hockey Arena.

Således har blandt andre brasilianske Diogo Portela valgt at tilmelde sig turneringen. 33-årige Portela har fem gange kvalificeret sig til PDC’s verdensmesterskab, og har herudover repræsenteret det brasilianske landshold ved World Cup of Darts siden 2017.

Eftersom Denmark Open & Masters bliver spillet i WDF-regi, så har PDC’s 128 Tour Card-indehavere ikke mulighed for at deltage. Gennem de seneste 10 år har nuværende PDC-profiler som eksempelvis Glen Durrant, Scott Mitchell og Darius Labanauskas imidlertid været blandt vinderne i Esbjerg, alt imens kvindelige profiler som Fallon Sherrock og Lisa Ashton også tidligere har deltaget.

På nuværende tidspunkt har nævneværdige internationale navne som hollandske Jeffrey Sparidaans, polske Sebastian Bialecki og engelske John Scott tilmeldt sig dette års Denmark Open & Masters. De kommende uger forventes listen over prominente tilmeldinger at vokse yderligere.

Du kan se den foreløbige liste over tilmeldte spillere ved Denmark Open & Masters 2022 her.


Læs også:

Rafael van der Vaart har tilmeldt sig Denmark Open & Masters

Podcast: Interview med Henrik Vestbo 2022

Oversigt: Her er alle vinderne ved Søgaard Denmark Open & Masters 2021

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*