Top 5: De største favoritter i herrerækken ved Søgaard Denmark Open & Masters 2022

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Getty Images

Den blot 18-årige polak, Sebastian Bialecki, er blandt de største favoritter i herrerækken ved Søgaard Denmark Open & Masters 2022.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Bemærk: Følgende artikel er bragt i et samarbejde mellem Dartnyheder.dk og Dansk Dart Union.

Fra fredag til søndag er Dansk Dart Union vært for Søgaard Denmark Open & Masters i Granly Hockey Arena i Esbjerg.

Turneringerne er blandt de største turneringer overhovedet i WDF-regi. Mens Denmark Open tilhører den såkaldte “Guld-kategori”, så er Denmark Masters kategoriseret som en Sølv-turnering. Dermed er der adskillige ranglistepoint på spil, alt imens vinderen af Denmark Open vil være sikret en plads ved WDF’s verdensmesterskab i 2023.

På den baggrund er der ikke noget at sige til, at store dele af WDF’s verdenselite vil være blandt deltagerne ved weekendens turneringer i Esbjerg. I den anledning forsøger vi her at danne er overblik over fem af de største favoritter i herrerækken ved Søgaard Denmark Open & Masters 2022.

Husk, at det er muligt at streame de afgørende kampe fra Søgaard Denmark Open & Masters på Dansk Dart Unions YouTube-kanal.

Hvem betragter du som favorit i herrerækken ved Søgaard Denmark Open & Masters 2022?

  • En anden (29%, 26 Stemmer)
  • Jelle Klaasen (25%, 23 Stemmer)
  • Sebastian Bialecki (14%, 13 Stemmer)
  • James Hurrell (10%, 9 Stemmer)
  • James Richardson (9%, 8 Stemmer)
  • Andy Baetens (4%, 4 Stemmer)
  • Dennis Nilsson (2%, 2 Stemmer)
  • Andreas Harrysson (2%, 2 Stemmer)
  • Ved ikke (2%, 2 Stemmer)
  • Shaun McDonald (1%, 1 Stemmer)
  • Scott Marsh (1%, 1 Stemmer)
  • Dave Prins (0%, 0 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 91

Indlæser ... Indlæser ...

5) James Richardson (England)

Foto: PDC/Lawrence Lustig

48-årige James Richardson brød for alvor igennem i den brede offentlighed ved PDC’s verdensmesterskab i 2012, da han ganske overraskende sendte Raymond van Barneveld ud af turneringen. Siden da har englænderen haft svært ved for alvor at bide sig fast i PDC, men må alt andet lige betegnes som en af de mest erfarne spillere ved Denmark Open & Masters i år, efter blandt andet at have deltaget ved turneringer som European Championship, Players Championship Finals og fem verdensmesterskaber. Herudover har Richardson de seneste sæsoner viste lovende takter på både PDC’s Challenge Tour og i Online Live League, og bør helt naturligt betragtes som en af de største favoritter i herrerækken ved Denmark Open i år.

4) Andy Baetens (Belgien)

Foto: David Gill/WDF

Andy Baetens har ganske gode minder fra Denmark Open tidligere i karrieren. Tilbage i 2017 var den i dag 33-årige belgier således i finalen ved turneringen, som han imidlertid tabte 6-1 til Scott Mitchell.

Siden da har Andy Baetens imponeret med flere turneringssejre i WDF (heraf tre i 2021), alt imens han i starten af april spillede sig i kvartfinalen ved WDF’s verdensmesterskab. Her leverede han undervejs turneringens næsthøjeste gennemsnit på hele 102,79, og viste dermed at topniveauet hører til på aller højeste hylde.

3) Sebastian Bialecki (Polen)

Foto: Getty Images

Han er blot 18 år gammel, men polske Sebastian Bialecki er alligevel en af de ubetinget største favoritter ved weekendens Denmark Open & Masters.

Til trods for sin relativt korte karriere så har Bialecki flere gange gjort særdeles positivt opmærksom på både sig selv og sit åbenlyse talent. Så sent som i den forgangne weekend formåede stortalentet eksempelvis at kvalificere sig til hele tre Europa Tour-turneringer, alt imens han i skrivende stund står noteret for det 13. højeste gennemsnit på PDC’s Challenge Tour på hele 88,54. Sebastian Biealecki kommer med andre ord til Danmark fyldt med selvtillid, og der er god grund til at glæde sig til at følge stortalentet i Esbjerg, for det kan slet ikke udelukkes, at han vil være fast mand på PDC’s Pro Tour allerede til næste sæson.

2) Shaun McDonald (Skotland)

Foto: Chris Sargeant/Tip Top Pics

Også sidste år var 36-årige Shaun McDonald betragtet som en af de ubetinget største favoritter ved Denmark Open & Masters. Her måtte den dedikerede skotte dog tage til takke med et nederlag i kvartfinalen om lørdagen, inden han røg ud i en af turneringens indledende kampe om søndagen.

Tiden må vise, om resultaterne bliver bedre i år. Ganske vist har Shaun McDonald ikke spillet nær så mange kampe i år, som han havde forud for Denmark Open & Masters i 2021, og derfor kan det ikke udelukkes, at kampformen ikke er helt, hvor den burde være. Men med et foreløbigt sæsongennemsnit på 90,81 ville det være naivt ikke at have respekt for ”The Punisher”, der sidste år sluttede som nummer to på PDC’s engelske Challenge Tour-rangliste.

1) James Hurrell (England)

Foto: Chris Sargeant/Tip Top Pics

Så sent som i sidste weekend lykkedes det 37-årige James Hurrell at vinde den prestigefulde WDF-turnering Scottish Open, og englænderen vil på den baggrund være fuld at selvtillid, når han i den kommende weekend prøver kræfter med Denmark Open & Masters.

Eftersom Hurrell vandt Scottish Open, så er han allerede nu sikret deltagelse ved WDF’s verdensmesterskab næste år, og han kan derfor spille med en frihed, velvidende at han ikke behøver at levere et topresultat i weekenden. Undervejs til sejren ved Scottish Open leverede Hurrell i øvrigt i tre ud af sine otte kampe et gennemsnit over 100, hvilket vidner om, at topniveauet hører til på den højeste hylde.

Husk, at det er muligt at streame de afgørende kampe fra Søgaard Denmark Open & Masters på Dansk Dart Unions YouTube-kanal.


Læs også:

Top 5: De største favoritter i damerækken ved Søgaard Denmark Open & Masters 2022

Oversigt: Her er alle vinderne ved Søgaard Denmark Open & Masters 2021

James Hurrell og Deta Hedman triumferede ved Scottish Open

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*