Andreas Toft Jørgensen er ikke overraskende med på listen over de fem bedste danske dartspillere under 30 år netop nu.
Efter en længere årrække hvor den ældre generation af danske topspillere har domineret diverse ranglister og turneringer i dansk dart, så peger pilen i skrivende stund mod noget der minder om nye tider.
Flere og flere yngre spillere er således begyndt at byde sig til i den sjove ende af dansk elitedart, og selvom udviklingen kan forekomme moderat, så er den alligevel til at få øje på – som eksempelvis da Dansk Dart Union sidste måned offentliggjorde landsholdene til næste uges Nordic Cup, hvor tre spillere i aldersgruppen 23-27 år blev udtaget til landstræner Søren Byøs ottemandstrup.
I den forbindelse har vi her valgt at lave en liste over de fem spillere, som vi mener er de bedste danske dartspillere under 30 år netop nu.
Top 5: De bedste danske dartspillere under 30 år netop nu
5) Nikolaj Jørgensen (Ringsted)
Alder: 16
Klub: Ringsted
Række: 2. division øst
Sæsongennemsnit i DDU’s løbende turnering 2022: 20,34 pile per vundet leg
Sejrsprocent i DDU’s løbende turnering 2022: 27 sejre ud af 36 kampe (75%)
Det er med god grund, at der er store forventninger til den blot 16-årige 2. divisionsspiller, Nikolaj Jørgensen, der i øvrigt er den markant yngste spiller på denne liste.
Der er ganske vist fortsat et stykke vej op til den absolutte danske elite, hvilket blandt andet skyldes, at bundniveauet er en anelse for lavt. Til gengæld er topniveauet så højt, at Nikolaj Jørgensen på dagen kan spille lige op med selv de bedste spillere i Danmark, og af mange betragtes som det største talent i dansk dart netop nu. Det har han blandt andet vist prøver på i Dansk Dart Superliga, hvor han efter sine første 11 kampe står noteret for et foreløbigt gennemsnit på 78,06, og i skrivende stund indtager en ottendeplads i tabellen.
4) Jeppe Stolt (Aalborg)
Alder: 23 år
Klub: Aalborg
Række: 1. division
Sæsongennemsnit i DDU’s løbende turnering 2022: 19,54 pile per vundet leg
Sejrsprocent i DDU’s løbende turnering 2022: 29 sejre ud af 36 kampe (80,60%)
23-årige Jeppe Stolt har i denne sæson fået debut i Danmarks bedste dartrække, og sikke en debut det har været.
Med en sejrsprocent på 80,60% af sine kampe, er det kun Aros’ Allan Daugbjerg Olsen og Tom Veje Kristensen, der procentuelt har vundet henholdsvis lige så mange eller flere af deres kampe i denne sæson.
Vi mangler fortsat at se, om Jeppe Stolt kan holde niveauet i turneringer som eksempelvis PDC Nordic & Baltic-touren, men i skrivende stund er det ikke desto mindre svært at se bort fra Jeppe Stolt, når man skal vurdere de bedste danske dartspillere i aldersgruppen 0-30 år netop nu.
3) Simon Bak (Fluen)
Alder: 27 år
Klub: Fluen
Række: 1. division
Sæsongennemsnit i DDU’s løbende turnering 2022: 19,86 pile per vundet leg
Sejrsprocent i DDU’s løbende turnering 2022: 25 sejre ud af 36 kampe (69,40%)
Simon Bak kunne for godt en måned siden glæde sig over sin første udtagelse til det danske WDF-landshold, der i næste uge deltager ved Nordic Cup i Sverige. Og det er med god grund, at Simon Bak er blevet udtaget til landstræner Søren Byøs ottemandstrup.
Ganske vist har Simon Bak i denne sæson haft svært ved at leve op til sit tårnhøje niveau fra sidste sæson, hvor han efter 88 kampe i 1. division stod noteret for et gennemsnit på blot 18,47 pile per vundet leg. I denne sæson er gennemsnittet en del højere, men det ændrer ikke på, at Simon Bak ikke blot tilhører eliten i sin egen aldersgruppe, men også den generelle elite i dansk dart netop nu.
2) Andreas Toft Jørgensen (Aabenraa)
Alder: 27 år
Klub: Aabenraa
Række: 1. division
Sæsongennemsnit i DDU’s løbende turnering 2022: 19,06 pile per vundet leg
Sejrsprocent i DDU’s løbende turnering 2022: 15 sejre ud af 20 kampe (75%)
Også 27-årige Andreas Toft Jørgensen kan i næste uge se frem til sin debut på det danske WDF-landshold ved Nordic Cup i Sverige. Det sker på bagkant af et par fornemme sæsoner, der blandt andet har budt på en sejr på PDC Nordic & Baltic-touren samt kvalifikation til sidste års Nordic Darts Masters og World Cup of Darts.
Det er svært at afskrive Andreas Toft Jørgensen som en af de bedste danske dartspillere netop nu, og derfor er det naturligvis også uundgåeligt ikke at inddrage ham i toppen af denne liste.
1) Benjamin Drue Reus (Assens)
Alder: 23 år
Klub: Assens
Række: 1. division
Sæsongennemsnit i DDU’s løbende turnering 2022: 17,97 pile per vundet leg
Sejrsprocent i DDU’s løbende turnering 2022: 34 sejre ud af 44 kampe (77,30%)
Benjamin Drue Reus er den tredje spiller på denne liste, der fra torsdag til søndag i næste uge deltager ved Nordic Cup i Malmø, hvor han ved den lejlighed får sin debut på seniorlandsholdet, efter han tidligere i karrieren har repræsenteret det danske ungdomslandshold.
Det er små marginaler og dels et øjebliksbillede der er afgørende for, at den 23-årige Assensspiller henviser Andreas Toft Jørgensen til andenpladsen på denne liste. Men med et suverænt gennemsnit på blot 17,97 pile i 1. division i denne sæson kombineret med gennemsnit på 80,94 i Dansk Dart Superliga og 81,54 på PDC Nordic & Baltic-touren (hvor han i skrivende stund indtager en femteplads på ranglisten) er det Benjamin Drue Reus, der løber med det længste strå.
Hvem mener du er den bedste danske dartspiller under 30 år netop nu?
- Andreas Toft Jørgensen (31%, 127 Stemmer)
- Benjamin Drue Reus (26%, 107 Stemmer)
- Jeppe Stolt (26%, 107 Stemmer)
- Nikolaj Jørgensen (8%, 35 Stemmer)
- Simon Bak (3%, 13 Stemmer)
- Ved ikke (3%, 13 Stemmer)
- En anden (3%, 12 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 414
Læs også:
Rundens hold i 1. division (sjette spillerunde) sæson 2022
Dansk Dart Union offenliggør: Her er landsholdene til Nordic Cup
Er han Danmarks næste topspiller? Stort interview med Nikolaj Jørgensen
Be the first to comment