Top 5: De største favoritter i herrerækken ved DM 2022

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Mikal Schlosser

For blot en uge siden viste Andreas Toft Jørgensen fornemme takter ved PDC’s World Cup of Darts, og er ikke overrblandt de fem største favoritter ved lørdagens individuelle danmarksmesterskab i Aalborg.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

På lørdag afholdes det første individuelle danmarksmesterskab siden 2019. Dengang vandt Per Laursen sin femte titel i karrieren, men som konsekvens af coronapandemien har den ni-dobbelte VM-deltager ikke haft mulighed for at genvinde sin titel siden da.

Tiden vil nu vise, om Per Laursen på lørdag vil gå op på siden af Per Skau, som den mest vindende danske herrespiller ved DM nogensinde. Såfremt det lykkes, så vil det være på spillestedet Skråen i Aalborg den historiske bedrift vil finde sted, efter at turneringens indledende kampe vil blive afviklet i Gigantium.

Læs også: Oversigt: Alle mandlige medaljevindere ved DM siden 1977

De afgørende kampe ved DM vil i år kunne streames på Dansk Dart Unions YouTube-kanal, men inden turneringens sættes i gang, vil du her nedenfor kunne danne dig et overblik over Dartnyheder.dk’s fem største favoritter i herrerækken ved DM 2022. Bemærk i den sammenhæng, at Vladimir Andersen ikke deltager ved turneringen, og derfor ikke har været i betragtning til en plads på listen.


Top fem: De største favoritter i herrerækken ved DM 2022

5) Brian Løkken, DK26 Hvidovre

Foto: Mikal Schlosser/PDC

Den danske ranglistes nummer et har en enkelt gang tidligere spillet sig i DM-finalen. Her tabte han i 2018 til Per Laursen, og har derfor fortsat sit første individuelle danmarksmesterskab til gode.

Skulle det ændre sig på lørdag, så vil det ikke være nogen gigantisk overraskelse. 47-årige Løkken lader nemlig til at være i en positiv formkurve, inden DM-medaljerne skal uddeles i Aalborg. Sammen med Vladimir Andersen og Benjamin Drue Reus var Brian Løkken eksempelvis kvalificeret til Nordic Darts Masters i Forum for bare to uger siden, alt imens han i Dansk Dart Superliga og i 1. division har vist lovende takter og et suverænt topniveau. Bundniveauet er somme tider en anelse for lavt, men netop den del af sit spil lader Brian Løkken til at have forbedret nævneværdigt i indeværende sæson, hvilket er en væsentlig årsag til, at sjællænderen bør betegnes som en af de største favoritter ved DM 2022.

4) Ulrich Meyn, Stifterne

Foto: Slangerup Dartklub

53-årige Ulrich Meyn var første gang i DM-finalen i 1987. Her tabte han til klubkammeraten Brian Karlsen. Efter en længere pause væk fra sporten lykkedes det i 2016 igen Ulrich Meyn at spille sig i finalen ved det individuelle danmarksmesterskab, hvor han denne gang tabte 6-3 til en særdeles velspillende Per Skau.

I mellemtiden har den tidligere landsholdsspiller igen haft en flerårig pause fra dartsporten, og selvom træningsmængden og stævnedeltagelsen ikke er på højde med tidligere, så er Stifternes profil alligevel blandt favoritterne i kampen om DM-guldet på lørdag.

Ulrich Meyn har ganske vist aldrig været nær så succesfuld ved de danske stævner, som talentet ellers har berettiget til. Men præstationerne i Dansk Dart Superliga, hvor Meyn indtager en samlet førsteplads med et gennemsnit på 80,67 efter 22 kampe, indikerer, at sjællænderen er i spil til karrierens første individuelle guldmedalje ved seniorens danmarksmesterskab.

3) Benjamin Drue Reus, Assens Dartklub

Foto: Mikal Schlosser/PDC

23-årige Benjamin Drue Reus er en af de mest positive historier i dansk dart netop nu. Efter en flot debutsæson i PDC Nordic & Baltic lykkedes det tidligere på måneden den ydmyge fynbo at kvalificere sig til Nordic Darts Masters i Forum i København. Her blev stortalentets beskedne erfaring fra de store kampe dog udstillet, da han uden at imponere tabte 6-0 til Dimitri Van den Bergh.

Den ene præstation skal dog ikke tage noget fra Benjamin Drue Reus’ ellers lovende formkurve. Blandt andet står han med et gennemsnit på suveræne 17,97 pile per vundet leg noteret for det næstbedste gennemsnit i den bedste danske dartrække i indeværende sæson, alt imens han efter 16 kampe på PDC Nordic & Baltic-touren har leveret et samlet gennemsnit på 80,88. Bundniveauet er blandt de højeste i Danmark overhovedet, og det vil kræve en stærk præstation, hvis man vil sende Assensprofilen ud af DM i år.

2) Allan Daugbjerg Olsen, Aros

Allan Daugbjerg Olsen ses her yderst til venstre, hvor han er omgivet af sine holdkammerater fra Aros Dartklub, der i sidste sæson vandt danmarksmesterskabet for klubhold. Foto: Claus Halberg

Allan Daugbjerg Olsen er den helt store ubekendte faktor forud for lørdagens individuelle danmarksmesterskab. For selvom træningsmængden bliver holdt til et minimum, og det faktum at han ikke har deltaget ved et stævne siden DM 2019, så er den 52-årige østjyde alligevel den ubetinget bedste spiller i Danmarks bedste dartrække i 2022. Herudover deltog han ved en enkelt PDC Nordic & Baltic-turnering i januar, hvor han i sine fire kampe snittede 93,60, 83,55, 90,51 og 72,22. Danmarksmesteren for hold viste dermed, at han også kan levere et højt niveau i stævne-regi, og at han har niveauet til at vinde en hvilken som helst national turnering.

DM er ingen undtagelse, hvilket er ganske imponerende, når man tager den beskedne træningsaktivitet i betragtning. Det er nærliggende at spørge, hvad det dog ikke kunne være blevet til, hvis Allan Daugbjerg Olsen ikke havde lagt pilene på hylden tilbage i 90’erne, og sidenhen først vendte halvhjertet tilbage for små fem år siden.

1) Andreas Toft Jørgensen, Aabenraa Dartklub

Foto: PDC/Mikal Schlosser

Ingen dartspiller i Danmark har gennem de seneste sæsoner vist så lovende en udvikling som 27-årige Andreas Toft Jørgensen. Fra at have spillet i 3. division i 2018 har Aabenraaspilleren siden da formået at etablere sig som en af de bedste spillere i Danmark. Det er blandt andet kommet til udtryk ved sidste sæsons turneringssejr på PDC Nordic & Baltic-touren, stærke præstationer ved januar måneds Q-School, i Dansk Dart Superliga og senest ved PDC’s World Cup of Darts i den forgangne weekend.

Det eneste minus i 2022 har været den skuffende sæson i PDC Nordic & Baltic, hvor han til trods for et højt niveau ikke har ladet potentialet komme til udtryk på ranglisten. Det ændrer dog ikke på det grundlæggende billede af, at Andreas Toft Jørgensen lige nu indtager favoritrollen ved DM 2022. Spørgsmålet er så bare, om han kan stå for forventningspresset.

Hvem tror du vinder herrerækken ved DM 2022?

  • En anden (25%, 81 Stemmer)
  • Andreas Toft Jørgensen, Aabenraa (22%, 72 Stemmer)
  • Ulrich Meyn, Stifterne (10%, 32 Stemmer)
  • Per Laursen, Potten (9%, 30 Stemmer)
  • Brian Løkken, DK26 Hvidovre (8%, 27 Stemmer)
  • Allan Daugbjerg Olsen, Aros (5%, 17 Stemmer)
  • Benjamin Drue Reus, Assens (5%, 16 Stemmer)
  • Steen Lysen, Aalborg (5%, 16 Stemmer)
  • Tom Veje Kristensen, Aros (5%, 16 Stemmer)
  • Simon Bak, Fluen (4%, 13 Stemmer)
  • Ved ikke (1%, 3 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 323

Indlæser ... Indlæser ...

Læs også:

Henrik Vestbo varsler store forandringer ved DM

Trods ny dansk rekord: Danmark er ude af World Cup of Darts

Første gang siden 2016: Danmark er videre til anden runde ved World Cup of Darts

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*