Store overraskelser i EM-trupperne: Her er landsholdene til EM i Spanien

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Dansk Dart Union

Ulrich Meyn har i en årrække takket nej til en plads på det danske herrelandshold, og var derfor heller ikke med ved de nordiske mesterskaber i slutningen af maj. Nu er han så alligevel udtaget til landsholdet forud for EM i Spanien til september.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan.

Der var et par store overraskelser, da Dansk Dart Union i dag offentliggjorde, hvilke fire spillere der er udtaget til henholdsvis herre- og damelandsholdet ved EM i Spanien til september.

Efter de nordiske mesterskaber i Sverige i slutningen af maj var det forventet, at særligt herrelandsholdet ved EM ville blive udtaget på baggrund af de otte spillere, som var udtaget til Nordic Cup. Det har dog vist sig ikke at være tilfældet.

Herrelandstræneren Søren Byø har i stedet formået at overtale den tidligere landsholdsprofil og dobbelte DM-finalist, Ulrich Meyn, til at gøre comeback i landsholdstrøjen. Den 53-årige veteran vil få comeback side om side med de tre lovende talenter, Benjamin Drue Reus, Simon Bak og Andreas Toft Jørgensen. Dermed har landstræneren valgt at se bort fra spillere som Brian Løkken og Tom Veje Kristensen, der ellers også var forventet at kunne komme i betragtning til en plads sammen med de tre unge profiler.

På damelandsholdet er det bemærkelsesværdigt, at den nykårede danmarksmester Henriette Honoré er tilbage på landsholdet. Efter at være blevet vejet for let forud for Nordic Cup, havde 48-årige Honoré ellers udtalt, at hun ikke længere ville stå til rådighed for landsholdet. Den beslutning er dog tilsyneladende blevet trukket i land, og derfor vil danmarksmesteren danne kvartet med Janni Larsen, Merete Kjær og Michelle Olsen Merlit ved det forestående europamesterskab. Det betyder samtidig at Berit Schouw er blevet frasorteret, efter hun var med på Nordic Cup-landsholdet for godt og vel en måned siden.

EM i Spanien afholdes i WDF-regi, og spilles mellem den 28. september frem til og med den 1. oktober. Det er den sidste landsholdsturnering, inden Danmark er vært for VM i september 2023.


Herrelandsholdet EM 2022 i Spanien:
Andreas Jørgensen, Aabenraa
Benjamin Drue Reus, Assens
Simon Bak, Fluen
Ulrich Meyn, Stifterne

Damelandsholdet EM 2022 i Spanien:
Janni Larsen, Fluen
Merete Kjær, Kælderen
Michelle Olsen Merlit, Neptun
Henriette Honoré, Kælderen


Læs også:

Ulrich Meyn fortsætter dominansen i Dansk Dart Superliga

Berit Schouw og Ulrich Meyn: Derfor har vi meldt fra til landsholdet

Ivan Madsen og Henriette Honoré er nye danmarksmestre

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*