Dartklubben Potten kan kalde sig vinder af grundspillet i Danmarks bedste dartrække 2022.
Østjyderne var allerede sikret førstepladsen inden sæsonens sidste spillerunde der blev spillet i dag. Her noterede Låsby-mandskabet sig for et nederlag på 10-6 til Aabenraa, inden de ottedobbelte danmarksmestre besejrede Fluen 13-3.
Netop Fluen skulle som minimum bruge en sejr i deres afgørende kamp mod Potten, hvis forrige sæsons mesterhold skulle have gjort Potten selskab i slutspillet. Sådan gik det dog ikke, og Potten kan derfor se frem til et slutspil, hvor traditionsklubben skal i aktion mod dagens overmænd fra Aabenraa, sidste sæsons danmarksmestre fra Aros og DK26 Hvidovre.
Slutspillet bliver afholdt om en uge lørdag den 26. november i Kolding. Her vil de fire kvalificerede klubber få halveret deres point fra grundspillet, inden de alle skal møde hinanden en enkelt gang hver. Ved slutspillet vil der være seks point for en sejr og to point for et uafgjort resultat. Med andre ord er danmarksmesterskabet på ingen måde afgjort på forhånd.
Holbæk og Assens rykkede ned
I bunden af tabellen afslører resultaterne, at Holbæk og Assens til næste år skal folde sig ud i henholdsvis 2. division øst og 2. division vest.
Med blot et enkelt point gennem hele sæsonen stod det hurtigt klart, at Holbæk ville rykke ud af 1. division efter grundspillet. Til gengæld blev det først afgjort i dag, at Assens rykker ned. Fynboerne har ellers på papiret vundet flere point end Stifterne i denne sæson, men to udeblivelser fra dagens kampe betyder, at Assens er blevet fratrukket seks point.
Dartnyheder.dk erfarer, at Assens selv har haft et ønske om at rykke ned i 2. division til den kommende sæson. Det skyldes, at klubbens landsholdsspiller, Benjamin Drue Reus, til næste sæson skifter til Fluen. Assens har derfor vurderet, at klubben ikke vil være konkurrencedygtige i 1. division i 2023.
Ringsted og Odins klar til 1. division
Mens Holbæk og Assens altså ikke vil være en del af Danmarks bedste dartrække til næste sæson, så vil Ringsted Dartklub og Odins overtage deres pladser i rækken.
Odenseklubben Odins vandt således 2. division vest, mens Ringsted sluttede på førstepladsen i 2. division øst.
Ringsted var senest en del af 1. division i sæsonen 2018/2019, mens Odins kan se frem til debut i den bedste række i DDU’s løbende turnering.
Stillingen i 1. division 2022
Hold | Kampe | Vundne | Uafgjort | Tabt | Score | Point |
---|---|---|---|---|---|---|
Potten | 22 | 17 | 1 | 4 | +124 | 52 |
Aabenraa | 22 | 15 | 3 | 4 | +62 | 48 |
Aros | 22 | 14 | 3 | 5 | +78 | 45 |
DK 26 | 22 | 13 | 4 | 5 | +54 | 43 |
Fluen | 22 | 12 | 4 | 6 | +40 | 40 |
Aalborg | 22 | 9 | 7 | 6 | +58 | 34 |
Studsen | 22 | 8 | 4 | 10 | +14 | 28 |
Lido | 22 | 7 | 4 | 11 | -20 | 25 |
Kælderen | 22 | 7 | 1 | 14 | -50 | 22 |
Stifterne | 22 | 5 | 4 | 13 | -46 | 15 |
Assens | 22 | 6 | 2 | 14 | -70 | 14 |
Holbæk | 22 | 0 | 1 | 21 | -244 | 1 |
Mangler du idéer til julegaven? Prøv Fary Lochan:
Læs også:
Rundens hold i 1. division (11. spillerunde) sæson 2022
Første turneringssejr i 32 måneder: Per Laursen vandt Dart Odense Open 2022
Be the first to comment