Seks danskere er videre fra gruppespillet ved World Masters

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Mikal Schlosser

Benjamin Drue Reus viste et imponerende højt niveau, da han torsdag vandt sin gruppe ved Winmau World Masters.

Seks danskere (tre herrer og tre damer) gik torsdag videre fra det indledende gruppespil ved WDF’s Winmau World Masters i Holland.

Winmau World Masters er en af de mest prestigefulde turneringer i WDF-forbundet, men er som konsekvens af coronapandemien ikke blevet afholdt siden 2019.

Mens landsholdsspillerne Benjamin Drue Reus og Simon Bak samt formstærke Tonni Sørensen er videre blandt herrerne, så avancerede Henriette Honoré, Michelle Merlit og Janni Larsen hos damerne.

Særligt Benjamin Drue Reus viste et højt niveau, da han torsdag vandt sin gruppe. Her noterede den 23-årige fynbo sig for fire sejre og et samlet gennemsnit på 86,33, hvilket var det 24. højeste turneringsgennemsnit af samtlige 477 spillere. Det højeste enkeltstående gennemsnit lød på 90,03, da Reus besejrede ungarske József Rucska 4-2. Her vandt danskeren sine legs i 17, 16, 15 og 18 dart.

World Masters øvrige danske herrespillere, Andreas Toft Jørgensen, Brian Løkken, Jon Hegaard Kirkeby, Niels-Jørgen Hansen, Glenn Honoré, Ivan Madsen, Jørgen Næser Thomsen og Sune Poulsen gik ikke videre fra gruppespillet.

I dameturneringen måtte Kirsten Byø, Malene Greisvold, Dorthe Nielsen og Anja Springborg Poulsen ligeledes tage til takke med en placering udenfor top to i det indledende gruppespil, og gik derfor ikke videre til knockout-kampene.

Reus og Bak mødes i første knockout-kamp

De afgørende knald- eller faldkampe indledes fredag klokken 11. Her støder Benjamin Drue Reus og Simon Bak ind i hinanden i en direkte duel om at spille sig videre blandt de sidste 64 spillere. For Tonni Sørensens vedkommende venter et opgør mod belgiske Robbie Knops.

I damernes turnering skal Henriette Honoré i duel mod hollandske Floortje van Zanten, mens Janni Larsen møder en anden hollænder i skikkelse af Aletta Wajer. Michelle Merlit er som den eneste dansker direkte videre blandt de sidste 64, hvor hun møder vinderen af opgøret mellem Kimberly Mondelaers og Gina d’Hondt.

Winmau World Masters kan følges på DartConnect og WDF’s YouTube-kanal. Fredag vil der også blive taget hul på juniorrækkerne, alt imens der vil blive spillet videre i para-rækkerne, hvor der også er dansk deltagelse.


Læs også:

Efter dramatisk finale: Per Laursen vandt Dansk Dart Superliga

Top 32: De højeste sæsongennemsnit i 2022

VM 2023: Her er lodtrækning og kampprogram

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*