WDF rykker Lakeside 2023 med næsten et år og indfører nyt ranglistesystem

Tekst: Dartnyheder

Lakeside
Foto: WDF

Fredag meldte WDF flere ting ud omkring fremtiden. Blandt andet vil Lakeside fremover blivet spillet i december i stedet for januar, og så indføres der et nyt ranglistesystem.

Selvom de flestes øjne er rettet mod PDC’s VM i disse dage, sker der også andre ting rundt omkring i dartverdenen.

Blandt andet kom der store nyheder fra WDF fredag eftermiddag.

World Darts Federation, som forbundet formelt hedder, har således besluttet, at de vil rykke VM, også kendt som Lakeside, til december i stedet for januar. Og denne ændring vil være gældende allerede fra det kommende Lakeside, hvilket betyder, at vi ikke får turneringen at se nu her til januar, men altså først i om et år, fra den 2. december til den 10. december 2023.

“I de seneste tre år har WDF kæmpet med mange uforudsette udfordringer. Gennem British Darts Organisations bortgang, coronapandemien og det nuværende økonomiske klima har vi bestræbt os på at omstrukturere og stabilisere græsrods-dart på globalt plan,” siger WDF’s Richard Ashdown, også kendt som ‘Little Richard’.

“At levere et levedygtigt Lakeside-verdensmesterskab har altid været vores prioritet, sammen med at udvikle et verdensomspændende system for alle mænd, kvinder og ungdomsspillere. Over 100 WDF-ranglisteturneringer i 2022, succesen med Australian Darts Open, Europe Cup i Spanien og senest Winmau World Masters i Holland er yderligere vidnesbyrd om disse mål,” siger Richard Ashdown.

De 48 mænd og 24 kvinder, som allerede har kvalificeret sig til Lakeside 2023, vil stadig være kvalificerede til turneringen i december 2023.

WDF begrunder også flytningen af Lakeside med, at turneringen falder sammen med PDC’s Q-School, hvilket vil skabe nogle problemer for spillere, og det vil forbundet altså gerne undgå.

Med flytningen af Lakeside, vil World Masters også blive flyttet til et andet tidspunkt, men for nu melder WDF ikke noget om, hvornår det vil være.

Yderligere har WDF også besluttet, at man vil indføre en to-årig rangliste, som vi kender det fra PDC, i stedet for deres nuværende et-årige rangliste.

Læs mere i WDF’s egen udmelding lige her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*