Stilhed midt i stormen: Price blev blæst ud af Ally Pally

Tekst: Dartnyheder

Gerwyn Price med høreværn
Foto: Taylor Lanning/PDC

Gerwyn Price brugte alle kneb han kunne, da han søndag aften spillede kvartfinale mod tyske Gabriel Clemens. Men selv høreværn hjalp ikke waliseren.

Gerwyn Price mod Gabriel Clemens. De fleste ville nok sat pengene på waliseren. Men havde man gjort det søndag aften, så blev man svært skuffet.

Waliseren, som faktisk havde det laveste turneringsgennemsnit af alle otte kvartfinalister, tabte ikke bare kvartfinalen mod Gabriel Clemens – nej han fik næsten ikke et ben til jorden i kampen.

Den tidligere verdensmester lagde ellers godt fra land og vandt kampens første sæt med 3-0, endda med en lukkeprocent på 100.

Kampen lagde altså fra land med det billede, som alle forventede. Dog havde Gabriel Clemens faktisk spillet et flot første sæt, med et snit lige over de 103.

Og det høje niveau blev tyskeren ved med at spille på, og det kom ikke Price til gode, da han til gengæld faldt i niveau, og tre sæt senere stod der pludselig 3-1 til tyskeren.

I kampens femte sæt skete så det mest mærkværdige i kampen. Gerwyn Price dukkede pludselig op på scenen med høreværn på. Om det var fordi, at tilskuernes buhen var nået helt ind til ham eller om han bare ville prøve at ryste Clemens skal være usagt, men til en start lignede det faktisk, at det virkede.

Waliseren kom foran 1-0 i legs med en 12-darter, men så aftog virkningen fra høreværnet igen og så vandt Clemens sættes med 3-1. Og da Clemens også tog kampens sjette sæt, selvom Price igen havde fjernet høreværnet, stod det altså klart, at Gerwyn Price er færdig ved dette VM – og i stedet har Tyskland nu fået sin første VM-semifinalist nogensinde.

De unge drenge kontrollerede eftermiddagen

Dagens første kvartfinale stod mellem Dimitri Van den Bergh og Jonny Clayton. Og det var en kamp som de fleste havde forventet den, nemlig som en utrolig tæt affære, som kunne være gået begge veje.

De to skiftedes således til at tage et sæt hver i de første seks af slagsen, hvilket selvsagt gav stillingen 3-3. I det syvende sæt fortsatte rytmen, da Dimitri Van den Bergh endnu en gang tog et sæt, men den store forskel fra tidligere i kampen kom i det ottende sæt. For hvis rytmen skulle fortsætte, så skulle Jonny Clayton tage det sæt – men det gjorde han bare ikke.

For selvom sættet blev presset helt ud i det femte og afgørende leg, så var det altså Dimitri Van den Bergh der tog sættet, måske hjulpet lidt på vej af, at han havde udlægget i det der blev kampens sidste leg.

Det betyder altså, at Dimtri Van den Bergh, som har vundet World Matchplay, samt været ungdomsverdensmester to gange, nu har spillet sig i sit livs første VM-semifinale.

Herefter skulle Michael Smith op mod Stephen Bunting, og det lignede hurtigt, at det ville blive en let omgang for Michael Smith.

For selvom de to spillere fordelte de to første sæt mellem sig, så kørte Michael Smith bare på og var usvigelig sikker på doublerne, hvilket bragte vinderen af Grand Slam foran med 4-1. Sejren var inde for rækkevidde.

Stephen Bunting lagde sig dog ikke bare ned uden kamp. Englænderen, som havde braget den ene 180’er ind efter den anden i hele kampen, fandt lige det ekstra der skulle til for at lukke, og så kæmpede han sig ind i opgøret igen.

Først ved at vinde sjette sæt med 3-0 og derefter syvende sæt med 3-1. Han kom dog aldrig op på 4-4, for det var pludselig som om, at Michael Smith vågnede fra den koma, som han havde befundet sig i under Buntings optur, og så kunne han sikre sig det ottende sæt med 3-1 og dermed kampen.

Dobey skuffede mod flyvende MvG

Efter Gabriel Clemens’ sensationssejr, var det tid til, at Michael van Gerwen og Chris Dobey skulle lukke aftenen af.

Men havde man håbet på endnu en kvartfinale med drama, så blev man endnu mere skuffet end over at tabe penge på Gerwyn Price.

Michael van Gerwen lagde hårdt fra land, og da Chris Dobey heller ikke ramte noget det mindede om niveau, var hollænderen hurtigt foran 2-0, efter at have taget kampens to første sæt med 3-1.

I kampens tredje sæt fik Dobey så endelig løftet sit niveau og spillede hele sættes med over 100 i snit, men desværre forblev Michael van Gerwen ved med at spille fuldstændig sublimt, hvilket betød, at hollænderen tog sættet 3-0.

Det fjerde sæt tog hollænderen også med 3-0, og da kampen så nåede sit femte sæt, så fik Dobey da lige et enkelt leg mere i banken, men det var også det, og dermed vandt Michael van Gerwen kampen med 5-0 i sæt og 15-3 i legs.

Mandag aften fortsætter VM, når dette års finalister skal findes. Du kan følge hele cirkusset fra klokken 20:30 på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport.

Se/gense højdepunkterne fra eftermiddagsprogrammet ved PDC’s verdensmesterskab søndag 1. januar:

Se/gense højdepunkterne fra aftensprogrammet ved PDC’s verdensmesterskab søndag 1. januar:


PDC’s verdensmesterskab – resultater
Søndag 1. januar
Eftermiddagsprogram
2x Kvartfinaler
Dimitri Van den Bergh 5-3 Jonny Clayton (0-3, 3-0, 1-3, 3-0, 2-3, 3-2, 3-1, 3-2)
Michael Smith 5-3 Stephen Bunting (3-2, 0-3, 3-1, 3-1, 3-0, 0-3, 1-3, 3-1)

Aftensprogram
2x Kvartfinaler

Gabriel Clemens 5-1 Gerwyn Price (0-3, 3-1, 3-1, 3-1, 3-1, 3-0)
Michael van Gerwen 5-0 Chris Dobey (3-1, 3-1, 3-0, 3-0, 3-1)


PDC’s verdensmesterskab – kampprogram
Mandag 2. januar
Aftensprogram (20:30) – kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport
2x Semifinaler
Gabriel Clemens v Michael Smith
Dimitri Van den Bergh v Michael van Gerwen

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*