Danny Noppert besejrede den danske Tour Card-indehaver Vladimir Andersen i tredje runde ved Players Championship 2, inden hollænderen sidenhen vandt turneringen med en finalesejr over Simon Whitlock.
Danske Vladimir Andersen har fået en fornem start på sin anden sæson på PDC’s Pro Tour. Efter han lørdag spillede sig videre til anden runde, så vandt han søndag to kampe inden han blandt de sidste 32 tabte til verdensranglistens nummer otte, Danny Noppert. Hollænderen gik sidenhen hele vejen og vandt sin fjerde titel på PDC-touren.
Vladimir Andersen står efter sæsonens første turneringsweekend noteret for tre sejre efter to turneringer. Det er lige så mange som han præsterede i hele sidste sæson, hvor han dengang deltog ved 17 ud af samtlige 30 Players Championship-turneringer.
Weekendens resultater betyder, at danskeren indkasserer en samlet præmiesum på 2.000 pund svarende til næsten 17.000 danske kroner. Vladimir Andersen er dermed placeret som nummer 26 på denne sæsons Players Championship-rangliste. Når alle sæsonens 30 turneringer er afholdt vil top 64 på ranglisten kvalificere sig til TV-turneringen Players Championship Finals.
Desværre for Vladimir Andersen er der i år tre turneringsweekender på PDC Nordic & Baltic-touren der falder sammen med Players Championship-touren. Såfremt den 33-årige Tour Card-indehaver vælger at fokusere på PDC Nordic & Baltic-touren, så vil han derfor maksimalt kunne deltage i 24 ud af sæsonens 30 Players Championship-turneringer. Allerede nu står det i den sammenhæng klart, at Vladimir Andersen ikke deltager ved næste weekends to Players Championship-turneringer, men at han i stedet deltager ved PDC Nordic & Baltic-turneringerne i Slangerup.
Højt niveau affødte roser fra Noppert
Selvom Vladimir Andersen søndag udlignede karrierens bedste resultat på PDC’s Pro Tour, så kunne det nemt være endt anderledes. I turneringens første kamp var danskeren nemlig langt fra niveau, og overlevede da også flere matchpile fra tyske Daniel Klose, inde Andersen med fire vundne legs i træk fuldendte et stærkt comeback med sejrscifrene 6-5.
I anden runde var niveauet en anelse højere, da vejlenseren besejrede verdensranglistens nummer 69, nordirske Mickey Mansell, 6-3. Blandt de sidste 32 leverede Vladimir Andersen så en fornem præstation, men måtte alligevel tage til takke med et nederlag på 6-4 til Danny Noppert, der selv er placeret som nummer otte på verdensranglisten.
Vladimir Andersen fulgte sin hollandske overmand frem til stillingen 4-4. Herfra stod danskeren på henholdsvis 16 og 32 point efter 15 pile i både kampens 9. og 10. leg. Det var imidlertid ikke nok, eftersom Noppert kynisk afgjorde kampens to sidste legs for næsen af sin modstander. Vladimir Andersen noterede sig til sidst for et gennemsnit på 92,27, og snittede sågar 102,30 på sine første ni pile på tværs af kampen.
Danny Noppert gik sidenhen hele vejen, og besejrede i finalen Simon Whitlock 8-3. Umiddelbart efter sejren havde sidste års UK Open-vinder rosende ord tilovers for Vladimir Andersen.
– Jeg synes, at mine lukninger var gode hele dagen, og det bar mig gennem kampene. Det skete eksempelvis i banefinalen mod Vladimir (Andersen, red.). Han spillede fantastisk, men jeg kom over målstregen, lød det blandt andet fra den nu tredobbelte Players Championship-vinder.
Vladimir Andersen skal i aktion igen mandag, hvor han deltager ved to kvalifikationsturneringer til PDC’s Europa Tour. Her vil Danny Noppert og resten af Pro Tour-ranglistens top 16 kunne tage en fridag, eftersom de automatisk er kvalificeret til sæsonens to første Europa Tour-turneringer. Begge mandagens kvalifikationsturneringer vil udelukkende kunne følges på DartConnect.
Se/gense højdepunkter fra Players Championship 2:
Players Championship 2 – oversigt over Vladimir Andersens resultater:
Sidste 128:
Vladimir Andersen (77,60) 6-5 (88,10) Daniel Klose
Sidste 64:
Vladimir Andersen (82,27) 6-3 (80,69) Mickey Mansell
Sidste 32:
Vladimir Andersen (92,27) 4-6 (94,01) Danny Noppert
Players Championship 2 – oversigt over de afgørende resultater:
Sidste 16
Luke Humphries (93,04) 6-5 (87,04) Dimitri Van den Bergh
James Wade (92,68) 6-5 (93,61) Dirk van Duijvenbode
Richard Veenstra (96,04) 6-4 (90,96) Stephen Bunting
Simon Whitlock (94,05) 6-2 (99,46) Raymond van Barneveld
Brendan Dolan (94,40) 6-2 (88,24) Nathan Rafferty
Michael Smith (94,36) 6-3 (84,26) Gabriel Clemens
Callan Rydz (100,27) 6-5 (95,70) Steve Lennon
Danny Noppert (100,70) 6-3 (93,23) Jamie Hughes
Kvartfinaler
Luke Humphries (101,96) 6-5 (100,54) James Wade
Simon Whitlock (94,81) 6-5 (95,31) Richard Veenstra
Brendan Dolan (97,27) 6-3 (84,36) Michael Smith
Danny Noppert (93,66) 6-4 (84,69) Callan Rydz
Semifinaler
Simon Whitlock (100,30) 7-4 (95,82) Luke Humphries
Danny Noppert (90,46) 7-3 (93,97) Brendan Dolan
Finale
Danny Noppert (100,70) 8-3 (89,53) Simon Whitlock
Læs også:
Per Laursen overvejer comeback i PDC Nordic & Baltic
Vladimir Andersen missede stor VM-chance
Be the first to comment