Matchfixing i 1. division: Hårde straffe til Aalborg og Kælderen

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Arkiv

Aalborg Dartklub og Kælderen er blevet tildelt pointstraf og lange karantænedomme efter sag om matchfixing i den bedste dansk dartrække.

Fratrækkelse af 20 point for begge klubber og karantænedomme på henholdsvis to og to et halvt år til de otte implicerede spillere. Sådan lyder dommen fra Dansk Dart Unions turneringsudvalg, efter en sag om matchfixing i Danmarks bedste dartrække.

Dommen falder ovenpå en turneringskamp i 1. division mellem Aalborg Dartklub og Kælderen fra Esbjerg lørdag den 20. maj.

Undervejs i kampen blev det vurderet, at en af de otte spillere var for beruset til at fortsætte kampen, og derfor aftalte de to klubber at indtaste fiktive resultater på kampsedlen. Her endte kampen til sidst 8-8, til trods for at kampen aldrig blev færdigspillet. Det skriver Dansk Dart Union i en skriftlig udmelding på unionens hjemmeside.

Som konsekvens af sagen fratrækkes både Aalborg Dartklub og Kælderen 20 point i tabellen. Herudover er syv ud af de otte spillere blevet tildelt en karantæne på to år, mens den sidste spillers karantænedom lyder på to år og seks måneder. Karantænerne omfatter al deltagelse i turneringskampe, officielle stævner, deltagelse i udvalgsarbejde i Dansk Dart Union og alle former for dommerfunktion. Dette indebærer yderligere, at spillerne ikke må tage tavler i nogen af de nævnte aktiviteter.

Den omtalte sag er blevet behandlet af Dansk Dart Unions turneringsudvalg. Både Aalborg Dartklub og Kælderen samt de otte implicerede spillere har nu mulighed for at appellere dommen til Danmarks Idrætsforbunds appeludvalg.

Dansk Dart Unions formand, Henrik Vestbo, deltog i torsdags i en podcast med Dartnyheder.dk, hvor han udtalte sig om den pågældende sag. Du kan høre podcasten her.


Læs også:

Podcast: Interview med Henrik Vestbo 2023

Efter tilmeldingssucces: Aabenraa Open får nyt spillested

Top 10: De højeste gennemsnit ved Søgaard Denmark Open & Masters 2023

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*