Efter vanvidsdebut: ‘Det er den bedste kamp, jeg nogensinde har spillet’

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Jonas Hunold

Benjamin Drue Reus havde selv svært ved at forstå, at han spillede så godt, som han gjorde, i Danmarks sejr over Østrig ved World Cup of Darts.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan.

Med et fuldstændig forrygende gennemsnit på 114,7 fik Benjamin Drue Reus i går en decideret drømmedebut ved PDC’s World Cup of Darts, hvor han og Vladimir Andersen trodsede rollen som underdog og besejrede 10. seedede Østrig 4-2.

Undervejs i kampen lavede Benjamin Drue Reus intet mindre end fire 180’ere, havde 11 perfekte pile i træk og lukkede kampen med en sublim lukning på 116.

Dagen derpå har den 24-årige fynbo fortsat svært ved at forstå, hvor godt han spillede på scenen i Eissporthalle i Frankfurt. Det fortæller han i et interview med Dartnyheder.dk.

– Det er helt klart den bedste kamp jeg har spillet til dato. Jeg har efterhånden haft mange gode kampe, men ikke på så højt et niveau. Det er den bedste kamp, jeg nogensinde har spillet, indleder han.

– Jeg var reelt overrasket over, at ramme så meget, som jeg gjorde. Særligt når man tænker på, at min historik på de store scener ikke har været helt i top, uddyber han.

11 perfekte pile

På de sociale medier var der flere fremtrædende darteksperter og statistikere der bed mærke i, at Benjamin Drue Reus undervejs i sin World Cup-debut ramte intet mindre end 11 perfekte pile i træk. Den ydmyge dansker lavede således tre 180’ere i træk efterfulgt af en triple 20 og en triple 17, inden han brændte rød bull for en 161-lukning.

Dermed præsterede den dobbelte World Series-deltager noget, som kun de færreste professionelle oplever gennem en hel karriere. Selv var hovedpersonen da også godt tilfreds.

– Jeg tænkte faktisk slet ikke over, at jeg havde lavet 11 perfekte pile, før jeg blev gjort opmærksom på det efter kampen. Jeg var simpelthen så fokuseret, at jeg ikke opdagede det.

– Efterfølgende var både officials og spillere fra nogle af de andre landshold helt oppe og køre. Det var mange, der var over og lykønske mig, og det var først der, det for alvor gik op for mig.

Tror på sejr mod USA

I aften kan Danmark så fuldende en gedigen overraskelse, såfremt de besejrer USA i den sidste gruppekamp. Med en sejr vil Danmark være sikret en førsteplads i gruppen, og vil dermed tage pladsen videre til anden runde.

Efter torsdagens sejr tror Benjamin Drue Reus på, at det kan lade sig gøre.

– Selvtilliden er lige så stor, som den var mod Østrig. Rammer vi det, vi kan, så har vi en okay chance. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at jeg selv kan ramme samme niveau, afslutter han.

Danmarks kamp mod USA er programsat til at skulle spilles klokken 22:50 i aften. Kampen kan ses live på PDC.tv og Viaplay. Det kan du læse mere om her.


Læs også:

I aften afgøres det: Danmark kan selv afgøre sin skæbne ved World Cup of Darts

Kæmpe overraskelse: Benjamin Drue Reus strålede i dansk sejr over Østrig ved World Cup of Darts

Vladimir Andersen til Dartnyheder.dk: ‘Med det rigtige held så vinder vi gruppen’


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*