Så sluttede eventyret ved UK Open: Benjamin Drue Reus tabte til suveræne Luke Humphries

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Luke Humphries levede op til sin titel som regerende verdensmester, da han med et gennemsnit på 101 besejrede Benjamin Drue Reus 10-3 i 1/16-finalerne ved UK Open.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Med et solidt gennemsnit lige under 90 tabte den danske Tour Card-indehaver Benjamin Drue Reus lørdag eftermiddag 10-3 til verdensmesteren Luke Humphries i 1/16-finalen ved majorturneringen UK Open.

Luke Humphries, der også er nummer et på verdensranglisten, leverede en helstøbt indsats, da han sluttede kampen med et gennemsnit på 101 og en lukningsprocent på 55,6.

Selvom Benjamin Drue Reus dermed er ude af UK Open, så var der alligevel plads til store smil efter nederlaget, hvor Luke Humphries også kvitterede med et kram.

Den 25-årige dansker har da også meget at glæde sig over efter weekendens resultat til trods for nederlaget til ‘Cool Hand Luke’. I første omgang skrev fynboen sig ind i historiebøgerne, da han med sin 6-4 sejr over hollandske Bradly Roes i første runde blev den første dansker nogensinde, der har vundet en kamp ved UK Open.

Efterfølgende noterede ‘The Flying Star’ sig også for en sejr på 6-3 over engelske Tom Lonsdale, inden han i tredje runde sendte ingen ringere end verdensranglistens nummer 33, engelske Callan Rydz, ud af turneringshallen i Minehead. Det skete med hans højeste gennemsnit ved turneringen, som lød på 94.

Triumftoget stoppede dog ikke her, for i fjerde runde besejrede Benjamin Drue Reus den tidligere majorvinder og Premier League-finalist José de Sousa 10-7. Danskeren var ellers indledningsvis bagud 0-4, men fik i dén grad vendt op og ned på opgøret mod verdensranglistens nummer 26.

Med sit resultat ved UK Open rykker Benjamin Drue Reus 22 placeringer frem på verdensranglisten, hvor han nu er nummer 98. Han er dermed nu også den højst placerede dansker på PDC’s verdensrangliste nogensinde.

Næste gang Benjamin Drue Reus kan komme i aktion på PDC’s Pro Tour bliver den 18.-19. marts, hvor der afholdes to Players Championship-turneringer i tyske Hildesheim.


UK Open 2024 – resultater
Lørdag 3. marts

Sidste 32
Hovedscenen
Gary Anderson (92,72) 10-5 (89,69) Chris Dobey
Luke Littler (101,86) 10-8 (98,25) Martin Schindler
Damon Heta (96,47) 10-9 (94,64) Nathan Aspinall
Luke Humphries (101,01) 10-3 (89,51) Benjamin Drue Reus

Bane to
Jonny Clayton (92,93) 10-8 (97,49) Ross Smith
Rob Cross (105,19) 10-4 (98,51) Josh Rock
Stephen Bunting (93,76) 10-9 (92,22) Kevin Doets
Peter Wright (101,56) 10-1 (89,75) Andrew Gilding

Bane tre
Ricky Evans (97,23) 10-5 (94,17) Mike De Decker
Luke Woodhouse (97,45) 10-9 (96,00) Michael Smith
Dave Chisnall (98,67) 10-6 (91,67) Mensur Suljovic
Dimitri Van den Bergh (96,41) 10-6 (85,95) Vincent van der Voort

Bane fire
Gian van Veen (93,57) 10-7 (84,20) Graham Usher
Martin Lukeman (98,84) 10-9 (97,93) Danny Noppert
Keane Barry (92,50) 10-3 (85,12) Ryan Meikle
Mervyn King (88,97) 10-9 (88,83) Krzysztof Ratajski


UK Open 2024 – kampprogram
Lørdag 3. marts (klokken 20) – kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport

Sidste 16
Peter Wright v Stephen Bunting
Mervyn King v Luke Humphries
Jonny Clayton v Dimitri Van den Bergh
Damon Heta v Gian van Veen
Ricky Evans v Luke Woodhouse
Martin Lukeman v Gary Anderson
Rob Cross v Keane Barry
Luke Littler v Dave Chisnall


Læs også:

Podcast: Optakt til UK Open 2024

Kæmpe opgør i vente: Benjamin Drue Reus møder verdensmesteren på hovedscenen

Triumftoget fortsætter: Benjamin Drue Reus er videre ved UK Open

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*