Den danske landsholdsspiller Michelle Merlit havde en forrygende tur til Færøerne, da der i weekenden blev afholdt Torshavn- og Færøerne Open.
Det var så tæt på en perfekt tur ud i Atlanten som det overhovedet kunne blive for den danske landsholdsspiller Michelle Merlit, der i weekenden var særdeles tæt på at gøre rent bord ved Torshavn- og Færøerne Open.
Weekendens turneringer blev fredag indledt med en sejr i damernes doubleturnering, hvor danskeren dannede par med islandske Isabelle Nordskog. Dagen efter gik spillet endnu engang op i en højere enhed, da hun med en individuel sejr ved Torshavn Open vandt karrierens første internationale turnering. Det skete med en velspillet sejr på 5-3 over ungarske Gréta Tekauer, hvor 31-årige Merlit vandt sine legs i 19, 27, 20, 21 og 19 dart.
Dagen efter fortsatte de gode takter på ny, idet danskeren spillede sig i finalen ved Færøerne Open. Her var finalemodstanderen endnu engang Gréta Tekauer, der ved denne lejlighed fik revanche med en sejr på 5-1. Det var danskerens blot andet nederlag i weekendens 16 kampe. Det første nederlag blev indkasseret i søndagens gruppespil, hvor Michelle Merlit dog alligevel spillede sig komfortabelt videre til knockoutfasen.
Tager stort spring på verdensranglisten
Både Torshavn- og Færøerne Open er kategoriseret som bronzestævner i WDF, og giver derfor point til verdensranglisten. Her er Michelle Merlit nu den bedst placerede danske damespiller, idet hun indtager en placering som nummer 67.
Hun spiller sig samtidig op som nummer fem på den nordeuropæiske WDF-rangliste. Her vil den højst placerede spiller kvalificere sig til WDF’s verdensmesterskab, der afholdes til november. Der er dog fortsat et stort hul op til svenske Maud Jansson, der topper netop dén rangliste.
Længere nede ad samme rangliste finder man Michelle Merlits landsholdskollega Anja Springborg Larsen, der med en kvartfinaleplacering ved lørdagens Torshavn Open spiller sig op som nummer ni på ranglisten.
To herrespillere i kvartfinalen
På herresiden blev weekendens singleturneringer vundet af den færøske hjemmebanefavorit Jan McIntosh og svenske Edwin Torbjörnsson.
De bedste danske resultater blev leveret af landsholdsspilleren Jon Hegaard Kirkeby og Aabenraa Dartklubs Niels-Jørgen Hansen, der begge spillede sig i kvartfinalen ved Torshavn Open. Knap så godt gik det ved Færøerne Open, hvor ingen af de deltagende danske herrespillere nåede forbi 1/16-finalerne.
Samtlige resultater fra weekendens turneringer i Færøerne kan findes på DartConnect.
Læs også:
Landsholdene er udtaget til de nordiske mesterskaber i Island
Ingen Luke Littler i Forum – her er PDC’s deltagere ved Nordic Darts Masters 2024
Forrygende Benjamin Drue Reus vandt Dart Odense Open – Michelle Merlit tog endnu en sejr hos damerne
Be the first to comment