Landsholdstruppen er opdateret: Her er det nye herrelandshold

Tekst: Dartnyheder.dk

Foto: World Darts Federation/Slovak Steel Darts
Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Den regerende danske mester Simon Bak har ikke overraskende fået genvalg i herrelandsholdets landsholdstrup.

Det danske herrelandstrænerteam bestående af Daniel Thybøl og assistent Per Laursen har mandag opdateret landsholdstruppen forud for næste års VM for landshold i WDF-regi der afholdes i efteråret i Sydkorea. Det skriver Dansk Dart Union på deres hjemmeside.

Af artiklen fremgår det, at der er sket enkelte ændringer i den opdaterede trup. Således er Andreas Hyllgaardhus (Dartklubben Potten) og Thomas Jensen Skriver (Aabenraa Dartklub) blevet indlemmet i truppen, mens Jeppe Møller Stolt (Nordpilen) og Claus Bendix Nielsen (Dartklubben Potten) er røget ud.

LÆS OGSÅ: Første gang i et årti: Danmark har vundet medaljer ved WDF’s europamesterskab

Om ændringerne i truppen udtaler herrelandstræner Daniel Thybøl:

– Det har længe været i vores overvejelser, at både Andreas Hyllgaardhus og Thomas Jensen Skriver skulle indlemmes i truppen, når vi kom på den anden side af sidste måneds Europe Cup. Både Andreas og Thomas har udvist et niveau og en professionalisme, der gør, at de i høj grad er berettiget til en plads i landsholdstruppen. Herudover er de i dartsammenhæng fortsat relativt unge spillere, der derfor også har mange år forude med henblik på at forløse deres potentiale.

– Med hensyn til Jeppe Møller Stolt og Claus Bendix Nielsen, så har jeg forud for opdateringen af truppen haft en individuel snak med begge spillere. Både Jeppe og Claus har af forskellige årsager haft en periode, hvor darten ikke har fuldt helt så meget, som den har gjort tidligere, og derfor vil de begge skulle spille sig tilbage i varmen. Det sker i fuld overensstemmelse med både Jeppe og Claus, der begge er indforstået med, at landsholdet ikke er noget man kan tage for givet, men noget man hele tiden skal gøre sig fortjent til. For Jeppes vedkommende har vi også haft en snak om, at hans nylige klubskifte tilbage til Nordpilen helt sikkert er det rigtige for ham og hans udvikling på nuværende tidspunkt i karrieren, men at det ligeledes er vanskeligt at forene landsholdet med spillere, der til dagligt spiller i landets fjerdebedste række. Det står imidlertid også klart, at når man tidligere har vist det niveau, dedikation og professionalisme som har været tilfældet for både Jeppe og Claus, så er deres vej tilbage til landsholdet også kortere end de fleste andres.

– I forhold til talenttruppen har der i denne omgang ikke været anledning til ændringer. Der er dog flere spillere, der for alvor banker på i bestræbelserne på at blive indlemmet i hovedtruppen. Det gælder navnlig en spiller som Jonas Graversen, der gennem året har vist et imponerende potentiale og topniveau. Det er på den baggrund vigtigt for mig at pointere, at trupperne ikke er mejslet i granit, men at der sagtens kan ske løbende ændringer og justeringer.


Landsholdstruppen:
Andreas Hyllgaardhus, Dartklubben Potten
Andreas Toft Jørgensen, Aabenraa Dartklub
Brian Løkken, DK26 Hvidovre
Jon Hegaard Kirkeby, Dartklubben Potten
Michael Mogensen, Aros Dart Club
Mikkel Knudsen, Royal
Simon Bak, Dartklubben Fluen
Thomas Jensen Skriver, Aabenraa Dartklub
Tom Veje Kristensen, Aros Dart Club

Talenttruppen:
Andreas Nielsen, Slangerup Dartklub
Jonas Graversen, Randers Dart Club
Jonas Sørensen, Randers Dart Club
Martin Jørgensen, Dartklubben Royal
Mikkel Bering Bak, Aros Dart Club
Niels Aagaard Nielsen, Dartklubben Royal
Nikolaj Jørgensen, Ringsted Dartklub


Læs også:

Jonas Graversen viste højt niveau, da to hollændere spillede sig i finale ved ungdoms-VM

Klumme: Dén tid på året

Podcast: Reportage fra Dart Odense Open 2024

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*