Ny kæmpeoverraskelse: Ritchie Edhouse snød verdenseliten ved European Championship

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Kelly Deckers/PDC

Ritchie Edhouse gav hos de fleste bookmakere mere end 100 gange indskuddet tilbage forud for sin sejr ved European Championship søndag aften.

De tektoniske plader i dartsportens verden bliver ved med at ryste jorden under sportens verdenselite og eksperter.

For blot et par uger efter Mike De Deckers overraskende sejr ved World Grand Prix, så leverede den 41-årige englænder Ritchie Edhouse søndag aften en endnu større sensation, da han gik hele vejen ved European Championship.

Ritchie Edhouse, der efter sejren i Dortmund er rykket op som nummer 29 på verdensranglisten, har ganske vist haft gang i sin hidtil bedste sæson i karrieren, der blandt andet har affødt to semifinaler på Players Championship-touren og årets tredjehøjeste gennemsnit på 120,24. Det ændrer imidlertid ikke på, at englænderen gav over 100 gange indskuddet tilbage for en turneringssejr forud for triumfen ved European Championship, og at han forud for den forgangne weekend aldrig havde stået i en finale på PDC’s Pro Tour tidligere. Ovenikøbet havde han aldrig tidligere spillet sig forbi de sidste 32 ved en TV-turnering i PDC.

Men fra torsdag til søndag gik alt altså op i en højere enhed for ‘Madhouse’, der i finalen besejrede en anden overraskende finalist i skikkelse af hollandske Jermaine Wattimena, der heller ikke selv nogensinde har prøvet at vinde en turnering på PDC’s Pro Tour.

Finalen blev en ensidig en af slagsen, idet Ritchie Edhouse hurtigt tog kontrol på opgøret og i sidste ende afgjorde finalen med sejrscifrene 11-3.

Favoritterne faldt på stribe

Fra turneringens start lå favoritværdigheden hos spillere som Luke Humphries, Luke Littler og Michael van Gerwen, men ligesom den øvrige verdenselite måtte de tre topprofiler tidligt vinke farvel til det tyske publikum i Westfalenhallen.

Først tabte Luke Littler i turneringens indledende runde med cifrene 6-4 til Andrew Gilding, hvorefter Michael van Gerwen i anden runde røg ud med et nederlag på 10-4 til Gary Anderson. Sidenhen tabte Luke Humphries 10-4 til Jermaine Wattimena i kvartfinalen.

På baggrund af de mange overraskende resultater bestod turneringens semifinaler foruden de to senere finalister af Luke Woodhouse og Danny Noppert, der med sin 15. plads på verdensranglisten var den ubetinget bedst placerede spiller tilbage i turneringen.

Med sejren ved European Championship kan Ritchie Edhouse glæde sig over karrierens ubetinget største præmiesum i nogensinde på lidt over en million danske kroner. Herudover er både han og Jermaine Wattimena nu kvalificeret til Grand Slam of Darts, der er den næste store TV-turnering i PDC-kalenderen. Grand Slam of Darts spilles fra den 9.-17. november.


Se/gense højdepunkterne fra semifinaler og finale ved European Championship 2024:


European Championship 2024 – afgørende resultater:
Kvartfinaler

Luke Woodhouse (92,50) 10-4 (88,91) Dirk van Duijvenbode
Ritchie Edhouse (103,91) 10-5 (100,90) Gary Anderson
Jermaine Wattimena (100,40) 10-4 (96,32) Luke Humphries
Danny Noppert (102,41) 10-9 (99,27) Ricardo Pietreczko

Semifinaler
Ritchie Edhouse (95,03) 11-5 (93,09) Luke Woodhouse
Jermaine Wattimena (93,04) 11-10 (90,94) Danny Noppert

Finale
Ritchie Edhouse (90,55) 11-3 (84,64) Jermaine Wattimena


Læs også:

Mike De Decker triumferede ved World Grand Prix

Podcast: Optakt til European Championship 2024

Tonni Sørensen vandt grundspillet i Dansk Dart Superliga

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*