Sjællandsk triumf i Viborg: Brian Løkken vandt den første udgave af Super 16

Tekst: Dartnyheder.dk

Foto: Privat

Brian Løkken besejrede Benjamin Drue Reus 7-4 i finalen ved Super 16-turneringen i Viborg.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan.

Det sker ikke så ofte, at en dansk dartturnering bydes velkommen af en tidligere håndboldlandstræner og nuværende borgmester. Det var ikke desto mindre tilfældet fredag aften, hvor selveste Ulrik Wilbek foran godt og vel 200 tilskuere og spillere bød velkommen til den første udgave af Super 16.

Her var 16 af landets bedste dartspillere deltagende – enten på baggrund af at have kvalificeret sig, eller være blevet tilbudt en invitationsplads.

Der var i den forbindelse ikke nogen tvivl om, at Tour Card-indehaveren Benjamin Drue Reus indtog favoritrollen på forhånd. Den 25-årige profil spillede sig da også i finalen efter sejre over Nicolai Olsen, Jonas Graversen og Michael Seemann, men måtte i sidste ende tage til takke med et finalenederlag på 7-4 til landsholdsspilleren Brian Løkken.

– Jeg har ikke haft den bedste optakt til turneringen i dag, lød det efter finalenederlaget fra Benjamin Reus.

– Der har været nogle logistiske ting, blandt andet i forhold til mit arbejde, der har betydet, at jeg kom lidt sent frem til spillestedet, og derfor ikke har haft de bedste vilkår for at forberede mig. Men det skal ikke tage noget fra Brian (Løkken, red.), der spillede en flot turnering, udtalte ‘The Flying Star’ til Dartnyheder.dk.

10.000 kroner på højkant

49-årige Løkken formåede på vej til finalen selv at besejre Jonas Sørensen, Mikkel Knudsen og Michael Mogensen.

Brian Løkken sikrede sig en ideel start på finalen, idet han bragte sig foran hele 5-0. Herfra fik Benjamin Reus kæmpet sig en smule tilbage i kampen, men det var altså ikke nok til at ryste den tidligere Lakeside-deltager, der med den samlede sejr sikrede sig vinderchecken på 10.000 kroner.

Kvaliteten af finalen bar præg af, at den først blev indledt efter midnat. Kampen var således også først færdig omkring klokken 1 natten til lørdag.

Efter finalen fortalte Brian Løkken, at han var glad for, at det var lige netop Benjamin Reus, han besejrede i den afgørende kamp. Til Dartnyheder.dk udtalte han:

– Jeg er glad for, at det er Benjamin, jeg besejrede i finalen. Han er lige nu den bedste spiller vi har i Danmark, så det betyder selvfølgelig lidt ekstra, når man vinder over ham, lød det blandt andet.

– Jeg føler min form er et godt sted for tiden, og jeg ser allerede nu frem til en ny sæson, hvor jeg kommer til at fokusere lidt mere på de danske stævner, men også vil spille nogle internationale WDF-turneringer. Nu kigger jeg dog frem mod Superliga-finalen på søndag, tilføjede Brian Løkken med henvisning til finalestævnet i Dansk Dart Superliga i Slangerup.

– Den her sejr giver selvfølgelig noget selvtillid, og jeg tror helt sikkert på, at jeg kan vinde på søndag. Men der er flere gode spillere. Jeg har stor respekt for Per Laursen, som jeg møder i første runde, og så har jeg også forventninger til, at både Michael Mogensen og Andreas Toft Jørgensen møder formstærkt op, udtalte Brian Løkken.

Super 16 blev arrangeret i et samarbejde mellem Thorsø Dartklub og Viborg Dartklub Hovsa. Det er planen, at turneringen vender tilbage i 2025.


Resultater fra Super 16:
Fredag 15. november 2024
Sidste 16

Michael Mogensen (82,47) 6-5 (79,52) Andreas Hyllgaardhus
Mikkel Knudsen (88,67) 6-2 (77,91) Simon Bak
Brian Løkken (77,53) 6-3 (77,54) Jonas Sørensen
Andreas Toft Jørgensen (74,42) 6-5 (73,26) Ivan Springborg
Tom Veje Kristensen (71,76) 6-4 (70,16) Martin Reuther
Jonas Graversen (69,54) 6-3 (65,77) Martin Olesen
Michael Seemann (74,6) 6-4 (71,30) Jan Gørges Nielsen
Benjamin Drue Reus (76,59) 6-5 (74,72) Nicolai Olsen

Kvartfinaler
Michael Seemann (80,91) 6-3 (76,86) Andreas Toft Jørgensen
Brian Løkken (84,05) 6-4 (84,24) Mikkel Knudsen
Michael Mogensen (87,91) 6-1 (83,30) Tom Veje Kristensen
Benjamin Drue Reus (84,08) 6-3 (83,67) Jonas Graversen

Semifinaler
Brian Løkken (80,03) 6-4 (72,87) Michael Mogensen
Benjamin Drue Reus (77,63) 6-2 (75,00) Michael Seemann

Finale
Brian Løkken (78,31) 7-4 (78,06) Benjamin Drue Reus


Læs også:

Fredag afgøres Super 16 i Viborg

Podcast: Optakt til Grand Slam of Darts 2024

Ny kæmpeoverraskelse: Ritchie Edhouse snød verdenseliten ved European Championship

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*