Magiske Luke Littler vandt Grand Slam: Ydmygede modstander i finalen

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Kieran Cleeves/PDC

Luke Littler vandt finalen ved Grand Slam of Darts med intet mindre end 16-3 over den overraskende finalist Martin Lukeman.

Efter skuffende exits i første runde ved både World Matchplay, World Grand Prix og European Championship har der været sat spørgsmålstegn ved 17-årige Luke Littlers præstationer ved de store TV-turneringer, efter han ellers spillede sig i finalen ved VM i starten af januar og sidenhen vandt Premier League.

De kritiske røster blev dog gjort til skamme søndag aften, hvor ‘The Nuke’ fuldendte en forrygende turnering ved Grand Slam of Darts ved at vinde finalen med de iøjnefaldende cifre 16-3, hvilket er den største sejr i en Grand Slam-finale siden Phil Taylor vandt 16-2 over Scott Waites i 2009.

Martin Lukeman kom ellers godt fra start i finalen, da han lagde ud med at bringe sig i front 2-0. Herfra vandt Luke Littler dog intet mindre end 15 legs i træk, og så gjorde det knap så meget, at Lukeman vandt sit bare tredje leg i kampen, inden Littler afgjorde finalen på double seks.

Dermed satte Luke Littler punktum på en imponerende turneringssejr. For ikke nok med at han sluttede finalen med et gennemsnit på 107,08, så gik han også ubesejret gennem sin gruppe og de efterfølgende knockout-kampe, uden på ét eneste tidspunkt at snitte under 102.

Luke Littler, der efter Grand Slam-sejren rykker op som nummer fem på verdensranglisten, var dog to gange i problemer i løbet af Grand Slam. Første gang i 1/8-finalen, hvor han var bagud 9-7 mod Mike De Decker, men alligevel fik hevet sejren i land, uden at Grand Prix-vinderen fik en matchpil.

Igen i semifinalen var Luke Littler bagud helt til det sidste, da Gary Anderson bragte sig i front 15-14. Heller ikke den skotske verdensmester fik dog en matchpil, og Littler kunne i stedet juble over en medrivende sejr på 16-15.

Efter Grand Slam er den nu dobbelte majorvinder som nævnt rykket 13 placeringer frem på verdensranglisten som nummer fem. Blandt de øvrige mest bemærkelsesværdige forandringer på ranglisten er det iøjnefaldende, at Peter Wright for første gang siden 2012 nu er ude af verdensranglisten top 16. Samtidig rykker Martin Lukeman otte placeringer frem som nummer 37.

Næste store majorturnering begynder allerede nu på fredag, hvor der tages hul på Players Championship Finals.


Se/gense højdepunkterne fra finalen ved Grand Slam of Darts 2024: 


Grand Slam of Darts – afgørende resultater
Søndag 17. november 2024
Semifinaler
Martin Lukeman (99,66) 16-12 (92,28) Mickey Mansell
Luke Littler (103,81) 16-15 (100,17) Gary Anderson

Finale
Luke Littler (107,08) 16-3 (93,42) Martin Lukeman


Læs også:

Andreas Toft Jørgensen vandt Dansk Dart Superliga 2024

Anden turneringssejr på to dage: Brian Løkken vandt Dansk Dart Grand Prix

Dansk Dart Superliga afgøres søndag: Her er kampprogrammet og link til livestream

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*