Top tre: De mest interessante opgør i første runde ved VM 2025

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Fallon Sherrock er for femte gang i karrieren kvalificeret til PDC’s verdensmesterskab, hvor hun jagter sin første sejr i Alexandra Palace siden hendes historiske resultat i 2020.

Ingen dartspiller har nogensinde skabt så meget opmærksomhed om dartsporten som 17-årige Luke Littler. Siden det engelske vidunder spillede sig i VM-finalen i starten af året har han været på alles læber, og i England har han sågar været den mest Googlede sportsperson overhovedet i 2024.

Tilbage i 2020 var Fallon Sherrock dog tæt på at nå samme højder, da hun skabte genklang over det meste af verden, da hun som den første kvinde nogensinde besejrede en mand ved PDC’s verdensmesterskab. Først vandt den i dag 30-årige englænder 3-2 over Ted Evetts, inden hun sendte 11. seedede Mensur Suljovic ud af ‘Ally Pally’ med et nederlag på 3-1. Først i tredje runde sluttede Fallon Sherrocks VM-kampagne med et nederlag til Chris Dobey.

Siden da har Fallon Sherrock haft svært ved at leve op til tilnavnet ‘The Queen of the Palace’, men igen i den kommende uge får hun muligheden for på ny at skrive historie. Det sker i en af de mest interessante opgør i første runde ved VM 2025, som du kan læse mere om her nedenfor, hvor Dartnyheder.dk har udpeget tre kampe i turneringens første runde, du ikke vil gå glip af.

Top tre: De mest interessante opgør i første runde ved VM 2025:

3) Wessel Nijman vs. Cameron Carolissen (fredag 20. december)

Wessel Nijman deltager ved VM for anden gang i karrieren. Foto: PDC

Der er flere gode grunde til at sætte sig til rette foran TV-skærmen, når hollandske Wessel Nijman fredag eftermiddag møder sydafrikanske Cameron Carolissen i første runde i Alexandra Palace.

For selvom 24-årige Nijman er ubetinget favorit til opgøret, så vil det alligevel blive interessant at følge 28-årige Carolissen, der i skrivende stund er den ubetinget bedste dartspiller fra det afrikanske kontinent.

Carolissen forventes ikke at nogle nævneværdige chancer for at skabe en overraskelse mod sin fire år yngre modstander, men i en tid hvor dartsporten vokser i alle dele af verden er det ikke desto mindre spændende at se, hvad det foreløbige talent rækker til.

Herudover vil det blive interessant at følge stortalentet Nijman fra start. Hollænderen er således havnet i en fjerdedel af lodtrækningen, hvor han spås gode muligheder for at lave et stort VM-resultat. På den baggrund er han hos flere bookmakere sågar blandt de fem største favoritter i Alexandra Palace.

2) Noa-Lynn van Leuven vs. Kevin Doets (tirsdag 17. december)

Transkvinden Noa-Lynn van Leuven får i år debut ved PDC’s verdensmesterskab. Foto: PDC

Mens 28-årige Noa-Lynn van Leuven, som oftest ufrivilligt, har skabt debat om transkønnethed i dartsporten, så har det flere gange skygget over hendes imponerende bedrifter foran dartskiven.

Særligt i 2024 har Noa-Lynn van Leuven gjort positivt opmærksom på sig selv – blandt andet ved at vinde fire turneringer på Women’s Series-touren, men i endnu højere grad da hun i marts vandt en turnering på Challenge Touren, og sågar leverede et gennemsnit over 100 i finalen.

Hollænderen har kun begrænset erfaring fra sportens største scener, og hun faldt da også igennem ved Grand Slam of Darts sidste måned, hvor hun blev noteret for tre undervældende nederlag i gruppespillet. Det bliver interessant at se, om hun kan bringe sit topniveau med til verdensmesterskabet, hvor hun i så fald vil have muligheder for at skabe overraskelsen mod landsmanden Kevin Doets – og sker det, så vil det uundgåeligt skabe genlyd i den internationale sportsverden.

1) Fallon Sherrock vs. Ryan Meikle (tirsdag 17. december)

Fallon Sherrock skabte overskrifter i adskillige internationale medier, da hun ved VM 2020 skrev historie i Alexandra Palace. Foto: PDC/Lawrence Lustig

Selvom Fallon Sherrock lader til at befinde sig i en af hendes mest formsvage perioder, så vil det alligevel være svært ikke at have øjnene rettet mod hendes opgør mod Ryan Meikle tirsdag aften.

Den 30-årige englænders vej til tredje runde ved VM 2020 er således en af de mest ikoniske bedrifter i VM-historien, og alene af den grund skal det blive interessant at se, om den tidligere World Series-finalist igen kan sætte dartsporten på verdenskortet. Det vil i så fald kræve, at Fallon Sherrock løfter sit niveau fra den forgangne 2024-sæson, men omvendt har Ryan Meikle ved flere lejligheder vist, at bundniveauet i dén grad kan være til at tale med.

PDC’s verdensmesterskab begynder nu op søndag. Du kan lade yderligere op til turneringen ved at lytte til den seneste podcast fra Dartnyheder.dk:


Læs også:

VM 2025: Her er lodtrækning og kampprogram

Han blev kaldt den næste Phil Taylor: Nu er stortalent tildelt otte års karantæne

Luke Humphries svarede igen: Slog Luke Littler i finalen ved Players Championship Finals

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*