Den danske Tour Card-indehaver, der her ses i kamp mod Luke Humphries ved UK Open i marts, tror på, at han har niveauet til at kvalificere sig til VM 2026.
2024 har været et helt særligt år for Danmarks bedste dartspiller, Benjamin Drue Reus.
Tilbage i januar lykkedes det således ‘The Flying Star’ at vinde adgang til PDC’s Pro Tour, da han vandt et Tour Card ved Q-School.
Siden da har der været adskillige højdepunkter at berette om, heriblandt et resultat blandt de sidste 32 ved UK Open, en kvartfinale på Players Championship Touren, sejr over Gary Anderson og kampe hvor både Luke Humphries og Luke Littler har været ude i sidste og afgørende leg.
I perioder har bundniveauet dog også været for lavt, og derfor står danskeren overfor en stor opgave, hvis han i 2025 skal spille sig ind i verdensranglistens top 64, og dermed beholde sit Tour Card.
I skrivende stund er Benjamin Drue Reus placeret som nummer 114 med 18.000 point på verdensranglisten. Såfremt 26-årige Reus ønsker at fastholde sin plads på Pro Touren i yderligere et år, så vil det formentlig kræve, at han vinder i omegnen af 55.000 point yderligere i 2025.
I den forbindelse vil en kvalifikation til verdensmesterskabet hjælpe gevaldigt i bestræbelserne på at undgå deltagelse ved Q-School i 2026 – og det tror hovedpersonen selv, kan lade sig gøre. Det fortæller han i et interview med Dartnyheder.dk, hvor han også sætter ord på, hvorfor han ikke deltog ved Tour Card-indehavernes kvalifikationsturnering til VM 2025.
Sygdom forud for VM-kvalifikation
Benjamin, der var flere, der spærrede øjnene op, da de så, at du ikke deltog ved Tour Card-indehavernes kvalifikationen til VM i år. Hvorfor var du fraværende?
– Jeg deltog ikke, da jeg desværre gik hen og blev syg dagen før, jeg skulle afsted. Jeg fik det ikke bedre før et par dage efter, at kvalifikationen var blevet spillet, og derfor kunne jeg ikke deltage.
Du har haft nogle store øjeblikke på Pro Touren i din debutsæson. Hvad har været dit personlige højdepunkt i år?
– Mit højdepunkt var helt klart, da jeg spillede i kvartfinalen til en Players Championship-turnering.
Anser du det som realistisk, at du kan beholde dit Tour Card ved udgangen af næste år?
– Helt realistisk så er jeg mere forberedt på, at jeg skal til Q-school igen til 2026, men intet er umuligt, så jeg tror stadig på, at jeg kan komme i top 64.
Tror på kvalifikation til VM og Players Championship Finals
Hvordan vurderer du mulighederne for at kvalificere dig til VM 2026?
– Jeg tror, at de er okay gode, så længe at jeg kan bevare den formkurve, jeg er kommet ind i igen.
Du sluttede som nummer 15 på PDC Nordic & Baltic-ranglisten i år, hvilket næppe kan være tilfredsstillende. Hvor synes du selv, du hører til på ranglisten?
– Jeg er heller ikke tilfreds, men når jeg ikke deltog i de fire sidste turneringer, så havde jeg ikke regnet med andet. En realistisk placering for mig vil være i top fem.
Hvad er dine største målsætninger for 2025?
– Mit mål er at kvalificere mig til players Championship Finals, da jeg var tæt på at kunne gøre det i år.
Hvad er det vigtigste, du føler, du har lært som dartspiller efter et år på Pro Touren?
– Det vigtigste har helt klart været at holde hovedet koldt i svære situationer, og hele tiden bevare roen og troen på, at det kan lade sig gøre.
Første gang Benjamin Drue Reus skal i aktion på PDC’s Pro Tour i 2025 bliver den 10. februar, hvor årets første Players Championship-turnering afholdes.
Læs også:
Benjamin Reus med historisk resultat da Michael van Gerwen sejrede i Wigan
Så sluttede eventyret ved UK Open: Benjamin Drue Reus tabte til suveræne Luke Humphries
Luke Littler tog endnu en titel efter tæt finale, mens Benjamin Reus satte personlig rekord
Be the first to comment