10 interessante facts forud for VM finalen 2025

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Luke Littler og Michael van Gerwen mødes fredag aften i direkte duel om VM-trofæet.

Der er god grund til at glæde sig til aftenens VM-finale mellem 35-årige Michael van Gerwen og det blot 17-årige stortalent Luke Littler.

For udover at der er godt og vel 4,5 millioner danske kroner i præmiepenge, titlen som verdensmester og det prestigefulde Sid Waddell-trofæ på højkant, så er der også lagt i kakkelovnen til en sportsbegivenhed i særklasse, når ‘Mighty Mike’ og ‘The Nuke’ tørner sammen i Alexandra Palace i aften.

Kampen vil kunne følges live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport med optakt fra klokken 20.30. Indtil da kan du lade op til finalen med 10 interessante facts om VM-finalen, som du kan underholde dine medtilskuere med undervejs i aftenens kamp om VM-titlen.


10 interessante facts forud for VM-finalen 2024:

1) Længste periode mellem seneste VM titel i PDC

Såfremt 35-årige Michael van Gerwen vinder VM-finalen i aften, så vil det være første gang i seks år, at hollænderen kan lade sig hylde som verdensmester.

Det vil dermed også være den længste periode mellem to VM-titler i PDC af samme spiller. Den nuværende rekord indehaves af John Part, der havde fem år mellem sine VM-titler i 2003 og 2008.

Kigger man på tværs af det nu hedengangne BDO-verdensmesterskab og PDC, så er rekorden delt mellem John Part og Ted Hankey. Mens der gik ni år fra John Part vandt sin første VM-titel i BDO i 1994 til det efterfølgende verdensmesterskab i PDC i 2003, så gik der ligeledes ni år mellem Ted Hankeys to VM-titler i BDO i år 2000 og 2009.

2) Kan blive yngste verdensmester

Med sine bare 17 år har Luke Littler, nøjagtig som for 12 måneder siden, muligheden for at blive den yngste verdensmester nogensinde. Lykkes det ikke, så har han dog fortsat noget tid at løbe på. Den nuværende rekordindehaver, der sjovt nok er Michael van Gerwen, vandt sin første VM-titel i 2014, da han var 24 år.

Ved BDO-verdensmesterskabet var rekordindehaveren Jelle Klaasen, der i 2006 vandt titlen i en alder af 21 år og 90 dage.

3) Første debutant med to finaler i træk

Sidste år var det fjerde gang nogensinde, at en debutant spillede sig i finalen ved PDC’s verdensmesterskab. Både Raymond van Barneveld (2007), Kirk Shepherd (2008) og Rob Cross (2018) har gjort det tidligere, men det er første gang, at debutresultatet følges op med endnu en VM-finale.

4) Luke Littler mangler 20 180’ere for rekord

Luke Littler står noteret for i alt 64 180’ere forud for aftenens VM-finale. Det er for det første en enkelt mere end hvad han lavede ved hele VM 2024, men samtidig 20 180’ere fra at slå Michael Smiths rekord for flest 180’ere i en VM-turnering fra 2022, hvor englænderen sendte 83 “maxier” i skiven i løbet af sine seks kampe.

Der er dermed et godt stykke op til rekorden, men det er ikke umuligt. Både Peter Wright og Michael Smith har således prøvet at lave 24 180’ere i en enkelt VM-kamp (semifinalen 2022 og finalen 2022).

5) Lægger afstand til VM-vindere

Såfremt det i karrierens syvende VM-finale lykkes Michael van Gerwen at vinde karrierens fjerde VM-trofæ, så vil han være den blot fjerde spiller i historien, der vinder minimum fire VM-titler. Det er således kun Phil Taylor (16), Eric Bristow (5) og Raymond van Barneveld (5), der har gjort det tidligere.

Foruden Michael van Gerwen står også John Lowe, Martin Adams, Glen Durrant og John Part noteret for tre VM-titler i karrieren. Både Martin Adams og Glen Durrant vandt alle deres VM-trofæer i BDO, mens PDC har eksisteret. I samme periode har Raymond van Barneveld vundet fire af sine VM-titler i BDO, mens John Part vandt en enkelt forud for sin PDC-karriere.

6) Vinderen bliver to’er på verdensranglisten

Uanset udfaldet af aftenens finale, så vil Luke Humphries fortsat indtage førstepladsen på verdensranglisten. Dermed er der “kun” andenpladsen at spille om for aftenens finalister, mens taberen vil afslutte VM som nummer tre på verdensranglisten.

7) Tredje gang tredje- og fjerdeseedet møder i finalen

Det er tredje gang i historien, at den tredje- og fjerdeseedede spiller mødes i finalen ved PDC’s verdensmesterskab.

Første gang det skete var i 1999, hvor en tredjeseedet Phil Taylor vandt 6-2 over Peter Manley. Næsten et kvart århundrede senere i 2023 lykkedes det så fjerdeseedede Michael Smith at besejre Michael van Gerwen 7-4.

8) Tiende spiller med to VM-finaler i PDC 

Som den 10. spiller nogensinde vil Luke Littler efter i aften kunne prale af at have stået i to VM-finaler i PDC.

Det er kun Phil Taylor (19), Michael van Gerwen (7)*, Gary Anderson (5), Dennis Priestley (5) Adrian Lewis (3), John Part (3), Peter Wright (3), Michael Smith (3) og Raymond van Barneveld (2), der tidligere har opnået samme bedrift.

*VM-finalen 2025 er medregnet.

9) Niende VM-finale mellem England og Holland

Det er niende gang nogensinde, at en englænder møder en hollænder i finalen ved PDC’s verdensmesterskab. Det er dermed de to nationaliteter, der har mødtes flest gange i en VM-finale i PDC. Andenpladsen tilhører England og Skotland, der har kæmpet fire indbyrdes kampe om VM-trofæet. Herudover er det sket 14 gange i alt, at to englændere er mødtes i finalen.

10) 4,5 millioner danske kroner til vinderen

Med sin førstepræmie på 500.000 pund svarende til godt og vel 4,5 millioner danske kroner er VM den turnering der har ubetinget flest præmiepenge på højkant.

Taberen af aftenens finale vil blive belønnet med godt og vel 1,8 millioner danske kroner. Til sammenligning var der i øvrigt blot 16.000 pund til Dennis Priestley, da han vandt det første PDC-verdensmesterskab i 1994.

Den samlede præmiepulje ved PDC’s verdensmesterskab 2025 lyder i øvrigt på 22,5 millioner danske kroner, der er blevet fordelt ud over samtlige 96 kvalificerede spillere.


Læs også:

Michael van Gerwen og Luke Littler mødes i VM-finalen

Chok i Alexandra Palace: Peter Wright sendte Luke Humphries ud af VM

Video: Se 14-årige Luke Littler lave en 9-darter

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*