Danske August Villumsen vandt U14-rækken ved Dutch Open

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Arkiv

13-årige August Villumsen fra Vordingborg Dartklub vandt i weekenden U14-rækken ved verdens største dartturnering.

Med sine lige knap 5.000 deltagere på tværs af alle rækker er WDF-turneringen Dutch Open verdens største dartturnering målt på antallet af spillere.

Dette års udgave af turneringen blev afholdt i den forgangne weekenden, hvor herrerækken blev vundet af den tidligere Tour Card-indehaver Jeffrey Sparidaans mens kvindernes turnering blev vundet af walisiske Rhian O’Sullivan.

I drengenes U14-turnering var der dog dansk succes på menuen, idet 13-årige August Villumsen fra Vordingborg Dartklub strøg til tops i turneringen.

Det skete på imponerende vis, da den unge sjællænder vandt alle sine seks kampe og to gange undervejs, heriblandt i finalen, sejrede med gennemsnit på 88,41. Samlet set sluttede Villumsen med et turneringsgennemsnit på 71,73, og kunne på den baggrund lade sig hylde som den bedste ud af de i alt 54 deltagende spillere.

– Det føles rigtig godt. Jeg har aldrig prøvet at vinde så stor en turnering før, udtalte teenageren efter sejren til det hollandske medie DartsActueel.

– Det har været virkelig sjovt at deltage ved Dutch Open, og der har været en virkelig god stemning, uddybede han efterfølgende.

Du kan se hele interviewet med August Villumsen her nedenfor.

Samtlige resultater fra Dutch Open 2025 kan findes på DartConnect.


Læs også:

Her er de kvalificerede spillere til Dansk Dart Superliga 2025

Simon Bak kvalificeret til Dansk Dart Superliga

Historiske Luke Littler er ny verdensmester

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*