
Benjamin Drue Reus noterede sig mandag for et par tiltrængte sejre på Players Championship-touren.
Den danske Tour Card-indehaver Benjamin Drue Reus har haft en svær sæson på PDC’s Players Championship-tour, hvor han indtil i går blot stod noteret for én sejr i 11 kampe.
Mandag blev den statistik dog markant forbedret, da den 26-årige Reus åbnede Players Championship 13 med en overbevisende 6-1-sejr over franske Thibault Tricole, og derefter fulgte op med en dramatisk 6-5-triumf over den regerende European Championship-vinder, Ritchie Edhouse. Især sejren over Edhouse var en sand gyser, hvor englænderen først missede matchpile, inden Reus afgjorde kampen med en sikker lukning på 78.
Paradoksalt nok vandt Benjamin Drue Reus begge sine opgør med beskedne gennemsnit på henholdsvis 80,18 og 80,05 – niveauer, der sjældent er nok til at sikre sejre på PDC’s Pro Tour. Det var derfor også forventet, at danskeren skulle hæve sit niveau markant forud for tredje runde mod det hollandske stortalent Wessel Nijman.
Og selvom Reus løftede sit spil og præsterede et forbedret gennemsnit på 89,88, blev Nijman alligevel en for stor udfordring. Verdensranglistens nummer 45 satte sig tungt på kampen og vandt sikkert 6-1.
Med de to sejre mandag eftermiddag indkasserer Benjamin Drue Reus en præmiecheck på 1.500 pund – svarende til godt 13.000 danske kroner. Det betyder samtidig, at han avancerer til en 128.-plads på Players Championship-ranglisten og fastholder sin placering som nummer 90 på verdensranglisten.
Players Championship 13 blev i øvrigt vundet af australske Damon Heta, der dermed sikrede sig karrierens ottende titel på Players Championship-touren. Finalen blev vundet med 8-6 over en formstærk Nathan Aspinall, der i løbet af de seneste uger først triumferede ved European Darts Trophy og siden spillede sig i finalen ved International Darts Open. Trods en stærk formkurve har Aspinall dog stadig til gode at vinde en Players Championship-turnering siden 2022.
Nedenfor kan du se de afgørende resultater fra Players Championship 13. Tour Card-indehaverne – heriblandt Benjamin Drue Reus – er tilbage i aktion tirsdag, når Players Championship 14 skydes i gang.
Players Championship 13 – afgørende resultater:

Læs også:
Velspillende Benjamin Drue Reus hentede sæsonens første sejr på PDC’s Pro Tour
Podcast: Midtvejsevaluering i Premier League – hvem kvalificerer sig til finaleaftenen?
To ni-dartere da Luke Littler sejrede i Premier League
Be the first to comment