Med vildt turneringsgennemsnit: Stortalentet Josh Rock vandt sin første titel på PDC’s Pro Tour

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Kais Bodensieck/PDC Europe

21-årige Josh Rock har været en af de største positive overraskelser i 2022. Søndag vandt han så sin første turneringssejr på PDC’s Pro Tour.

Med et fuldstændig suverænt turneringsgennemsnit på intet mindre end 103,23 formåede det 21-årige nordirske stortalent Josh Rock i går at vinde karrierens første seniortitel i PDC, da han tog sejren ved sæsonens 28. Players Championship-turnering. Her besejrede ‘Rocky’ verdensranglistens nummer ni, Luke Humphries, 8-5 i en særdeles velspillet finale, hvor Rock sluttede kampen med et gennemsnit på 108,07.

Søndagens turneringssejr er den ubetinget største i karrieren for Josh Rock, der var fuldstændig ukendt for de fleste, indtil han i januar vandt et Tour Card ved sin debut på PDC’s Q-School.

Siden da har verdensranglistens nummer 66 vundet hele fem turneringer på PDC’s Development Tour, alt imens han også har spillet sig i finalen ved PDC’s verdensmesterskab for ungdomsspillere.

Josh Rock var også i finalen på Players Championship-touren i torsdags, hvilket var hans første finale på seniortouren nogensinde. Her tabte han dog 8-4 til Dave Chisnall.

Forud for søndagens finalesejr over Luke Humphries besejrede Josh Rock først Andy Boulton, Pete Burgoyne, Jeff Smith, Jim Williams, Adrian Lewis og Damon Heta. I sine indledende sejre afgav nordireren blot 14 legs.

Turneringsgennemsnittet på 103,23 er i øvrigt det syvende højeste dokumenterede vindende gennemsnit på Players Championship-touren, siden DartConnect blev taget i brug i 2018. Kun Peter Wright, Gerwyn Price, Michael van Gerwen og Dimitri Van den Bergh har prøvet at vinde en Players Championship-turnering med et højere turneringsgennemsnit, siden DartConnect blev indført på PDC’s ProTour.

Josh Rock og resten af PDC-toppen skal næste gang i aktion ved TV-turneringen European Championship, der begynder nu på torsdag. Her møder Josh Rock engelske Nathan Aspinall i første runde.

Se/gense finalen ved Players Championship 28:


Afgørende resultater – Players Championship 28
Søndag 23. oktober
Sidste 16
Luke Humphries (100,41) 6-1 (97,87) Chris Dobey
Max Hopp (84,87) 6-3 (84,85) Ted Evetts
Ricardo Pietreczko (89,16) 6-4 (82,10) Gabriel Clemens
Ross Smith (104,29) 6-3 (90,18) Steve Beaton
Damon Heta (106,26) 6-1 (91,36) Kenny Neyens
Dirk van Duijvenbode (105,31) 6-5 (108,67) Jonny Clayton
Josh Rock (99,49) 6-3 (93,52) Jim Williams
Adrian Lewis (95,42) 6-2 (85,11) Berry van Peer

Kvartfinaler
Luke Humphries (102,21) 6-3 (95,98) Max Hopp
Ricardo Pietreczko (96,31) 6-1 (88,49) Ross Smith
Damon Heta (114,15) 6-0 (91,83) Dirk van Duijvenbode
Josh Rock (106,74) 6-1 (88,56) Adrian Lewis

Semifinaler
Luke Humphries (96,86) 7-2 (85,42) Ricardo Pietreczko
Josh Rock (102,06) 7-3 (96,85) Damon Heta

Finale
Josh Rock (108,07) 8-5 (102,96) Luke Humphries


Læs også:

Utroligt: 21-årigt stortalent snitter 121,88 på PDC’s Pro Tour

Tre tidlige bud på overraskende titelaspiranter ved VM 2023

Rob Cross tog sejren ved Players Championship 27

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*