I en kamp hvor 21-årige Josh Rock lavede sin første 9-darter på TV, var det alligevel Michael van Gerwen der bookede en plads videre til kvartfinalerne.
Der var på forhånd trukket tråde til Grand Slam i 2012, hvor den dengang 23-årige Michael van Gerwen stod overfor koryfæet over dem alle, Phil Taylor, i turneringens 1/8-finaler. Dengang indtog Michael van Gerwen rollen som dartsportens ubetinget største talent, og som den helt store udfordrer til Taylors dominans.
Michael van Gerwen vandt dengang kampen 10-5, og spørgsmålet var så, om Josh Rock torsdag aften kunne levere en lignende præstation mod den nuværende konge af dartsporten.
Med en 9-darter i kampens andet leg og et samlet gennemsnit på næsten 104 gjorde den 21-årige nordirer et ihærdigt forsøg, men Michael van Gerwen havde ganske enkelt fundet storspillet frem. Med et gennemsnit på 107,71 og en lukningsprocent på 50 noterede den tredobbelte verdensmester sig således for en samlet sejr på 10-8. Dermed cementerede ‘MVG’ sin plads i fødekæden, mens Josh Rock ganske vist fik slået fast, at han også kan levere på de store scener, men alligevel måtte tage til takke med et nederlag.
Humphries venter i kvartfinalen
Michael van Gerwen kan nu begynde at forberede sig på at skulle i aktion i Grand Slams kvartfinaler, hvor han på lørdag møder et andet af sportens funklende stjerner, Luke Humphries.
27-årige Humphries, der i år har vundet seks turneringer på Pro Touren, spillede sig selv i kvartfinalen med en sejr på 10-8 over European Championship-vinderen Ross Smith. Dermed er den tidligere ungdomsverdensmester for første gang i karrieren blandt de sidste otte ved Grand Slam of Darts. En position som Michael van Gerwen selv har været i hele ni gange tidligere.
Aspinall og Soutar avancerede
I torsdagens to øvrige 1/8-finaler blev det Nathan Aspinall og Alan Soutar der trak de længste strå. Mens Aspinall vandt 10-6 over hollandske Jermaine Wattimena, så sendte Alan Soutar noget overraskende sidste års Premier League-vinder Jonny Clayton ud af turneringen.
Nathan Aspinall var selv i kvartfinalen ved Grand Slam for to år siden, mens Alan Soutar aldrig tidligere har optrådt i en kvartfinale ved en major. Den statistik kan blive yderligere forbedret med karrierens første semifinale, hvis han besejrer den dobbelte VM-semifinalist lørdag aften.
Inden da skal de to første kvartfinaler ved Grand Slam of Darts spilles i aften. Kampene vil kunne ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport fra klokken 20. Du kan danne dig et overblik over torsdagens resultater og kampprogrammet for kvartfinalerne længere nede i artiklen.
Se/gense højdepunkterne fra torsdagens 1/8-finaler ved Grand Slam of Darts:
Grand Slam of Darts 2022 – resultater
Torsdag 17. november
4x 1/8-finaler
Nathan Aspinall (97,49) 10-6 (94,55) Jermaine Wattimena
Alan Soutar (97,42) 10-8 (94,54) Jonny Clayton
Michael van Gerwen (107,71) 10-8 (103,93) Josh Rock
Luke Humphries (96,20) 10-8 (92,72) Ross Smith
Grand Slam of Darts 2022 – kampprogram
Fredag 18. november (20:00) – kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport
2x kvartfinaler
Michael Smith v Joe Cullen
Raymond van Barneveld v Gerwyn Price
Bedst af 31 legs
Lørdag 19. november (20:00) – kan ses live på PDC.tv og Viaplay (TV3 Sport sender live fra 20:25)
2x kvartfinaler
Nathan Aspinall v Alan Soutar
Michael van Gerwen v Luke Humphries
Bedst af 31 legs
Læs også:
Første kvartfinale siden 2019: Raymond van Barneveld er videre ved Grand Slam of Darts
Med vildt turneringsgennemsnit: Stortalentet Josh Rock vandt sin første titel på PDC’s Pro Tour
Utroligt: 21-årigt stortalent snitter 121,88 på PDC’s Pro Tour
Be the first to comment