Dirk van Duijvenbode og Ross Smith satte ny 180-rekord, alt imens Gerwyn Price og Jonny Clayton spillede sig videre til kvartfinalerne.
Inden tredjerundekampen mellem Dirk van Duijvenbode og Ross Smith, lå de to nummer et og to på listen over de spillere, som har lavet flest 180’ere pr. leg under dette VM. Derfor var der lagt i kakkelovnen for et 180’er-fyrværkeri i torsdagens allerførste kamp.
Kampen startede dog lidt sløvt på den front, men så lavede Ross Smith da bare en 156-lukning i kampens første leg i stedet, hvilket blev fulgt op af en 136-lukning af Dirk van Duijvenbode i det efterfølgende leg. Og herefter, kom de famøse 180’ere lige så stille i gang.
Allerede efter tre sæt, var der lavet 11 180’ere, og det stoppede bestemt ikke her. For som kampen skred frem, var det en meget tæt kamp der fandt sted i Alexandre Palace, hvilket betød, at kampen skulle igennem mange legs og deraf mange sæt. Faktisk endte kampen helt ude i syvende og afgørende sæt, og ikke nok med det, så skulle sættes ud i en tiebreak, der gik hele vejen til 5-5 og derfor det ellevte og afgørende leg for sættet og dermed kampen.
Og her viste hollænderen sig skarpest og tog sejren, på trods af, at Ross Smith havde misset intet mindre en fem matchpile undervejs i kampen. Og nå ja, så var der lige de der 180’ere, for der faldt intet mindre end 31 styks, hvilket er ny rekord for formatet med syv sæt.
Om aftenen blev fjerde runde også indledt, da programmet nåede anden kamp i aftenprogrammet, og her var det Gerwyn Price og Jose de Sousa der lagde fra land.
Portugiseren fandt dog aldrig et rigtig godt fodfæste i kampen, hvilket betød, at Price hurtigt kom foran med 2-0, inden Jose de Sousa endelig kunne tage et sæt. Det blev dog også portugiserens eneste sæt, hvilket betød, at Price tog sejren med 4-1 og et fint gennemsnit på 94,43.
King fik ikke et ben til jorden
Efter den voldsomme start på eftermiddagens program, var det tid til kampen mellem Rob Cross og Mervyn King og her ville det være synd at tale om festfyrværkeri.
Rob Cross vandt således de første to sæt med 3-0, da Mervyn King slet ikke ramte noget brugbart – som i slet ikke. I det tredje sæt kom King så på tavlen med en flot 136-lukning ud af ingenting, men det var også det eneste leg han tog i det sæt, og så var stillingen 3-0.
Herefter tog Mervyn King så godt nok et sæt, men der var aldrig rigtig tvivl om resultatet, og da Cross så vandt det femte sæt, så var sejren i hus for Rob Cross, uden at han rigtig skulle spille sig ud.
Efterfølgende var der heldigvis noget mere festfyrværkeri, da Stephen Bunting slog Dave Chisnall med 4-2.
Godt nok kom Chizzy foran 1-0, men herefter tog Stephen Bunting to sæt og virkede generelt mere ovenpå. Og selvom Dave Chisnall kom på 2-2, og begyndte at ligne sig selv med mange 180’ere til følge, så var det alligeve ikke nok til at stoppe Bunting, som i store dele af kampen spillede med over 100 i snit, og endda var oppe at krydse de 121 i et enkelt af sættene.
Clayton slukkede drømmen for Rock
I aftenens første kamp skulle Luke Humphries på overarbejde i tredje runde, da han ekspederede Vincent van der Voort ud af turneringen.
Luke Humphries kom således foran 2-0 forholdsvis nemt, men hollænderen fik bidt sig fast i kampen og tog herefter to sæt. Dermed var stillingen 2-2. Herefter tog de hver et enkelt sæt og så skulle vi endnu en gang ud i et syvende og afgørende sæt.
Men modsat eftermiddagens syvsætter, skulle Luke Humphries ikke nyde noget af en tiebreak, derfor smed englænderen snittet op over de 112, og så vandt han det sidste sæt med 3-0 og lavede endda en 140-lukning undervejs.
Derfor kan Luke Humphries nu se frem mod en fjerderundekamp mod Stephen Bunting.
I aftenens sidste kamp, som var en kamp fra fjerde runde, skulle Jonny Clayton op mod Josh Rock, som havde gjort det så godt indtil, at bookmakerne havde den unge nordirer som favorit til opgøret.
Rock lagde da også flot fra land og kom foran 1-0 ved at vinde det første sæt med 3-0. Jonny Clayton lod sig dog ikke slå ud af den voldsomme start, og tog herefter de næste to sæt, så han kom foran med 2-1.
Men heller ikke unge Rock lod sig slå ud af lidt modgang, og så var det pludselig nordireren, som var foran med 3-2 i sæt. Kampen var dog ikke færdig med at skifte side, så Jonny Clayton fik endnu en gang bragt balance i regnskabet, da han gjorde det til 3-3, og dermed skulle kampen ud i det syvened sæt.
Her begyndte nerverne dog at lege for meget med Josh Rock, som missede flere doublere undervejs, hvilket betød, at Jonny Clayton endte med at vinde sættet med 3-0. Og dermed sluttede Josh Rocks allerførste VM altså i fjerde runde.
Fredag er der igen dart på programmet, når fjerde runde skal lukkes af inden den lille nytårspause. Du kan se kampene på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport fra klokken 13:30 og 20:00.
Se/gense højdepunkterne fra eftermiddagssprogrammet ved PDC’s verdensmesterskab torsdag 29. december:
Se/gense højdepunkterne fra aftensprogrammet ved PDC’s verdensmesterskab torsdag 29. december:
PDC’s verdensmesterskab – resultater
Torsdag 29. december
Eftermiddagsprogram
3x Tredje runde
Dirk van Duijvenbode 4-3 Ross Smith (3-1,1-3, 3-0, 1-3, 2-3, 3-2, 6-5) (R3)
Rob Cross 4-1 Mervyn King (3-0, 3-0, 3-1, 1-3, 3-1) (R3)
Stephen Bunting 4-2 Dave Chisnall (1-3, 3-0, 3-0, 2-3, 3-1, 3-2) (R3)
Aftensprogram
1x Tredje runde, 2x Fjerde runde
Luke Humphries 4-3 Vincent van der Voort (3-1, 3-1, 2-3, 1-3, 3-2, 2-3, 3-0) (R3)
Gerwyn Price 4-1 Jose de Sousa (3-1, 3-2, 1-3, 3-2, 3-2) (R4)
Jonny Clayton 4-3 Josh Rock (0-3, 3-1, 3-1, 2-3, 2-3, 3-1, 3-0) (R4)
PDC’s verdensmesterskab – kampprogram
Fredag 30. december
Eftermiddagsprogram (13:30) – kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport
3x Fjerde runde
Kim Huybrechts v Dimitri Van den Bergh (R4)
Gabriel Clemens v Alan Soutar (R4)
Michael Smith v Joe Cullen (R4)
Aftensprogram (20:00) – kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport
3x Fjerde runde
Rob Cross v Chris Dobey (R4)
Michael van Gerwen v Dirk van Duijvenbode (R4)
Luke Humphries v Stephen Bunting (R4)
Be the first to comment