Efter syv års fravær: Gary Anderson er tilbage på Europa Touren

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

For første gang siden 2016 deltager Gary Anderson til april på PDC’s Europa Tour.

Når Dutch Darts Championship skydes i gang fredag den 28. april, så vil det være med den dobbelte verdensmester Gary Anderson blandt deltagerne.

‘The Flying Scotsman’ har ellers ikke spillet med på Europa Touren siden 2016. De syv års fravær har været et bevidst valg af 52-årige Anderson, der flere gange har givet udtryk for, at han ikke bryder som om at rejse Europa rundt for at deltage ved samtlige turneringer, og derfor har prioriteret Players Championship-touren og diverse TV-turneringer.

De seneste sæsoner har Gary Anderson dog ikke haft mange store resultater ved de store ranglisteturneringer, og derfor er han i skrivende stund røget ned som nummer 22 på verdensranglisten. Dermed er den 12-dobbelte majorvinder nødsaget til at jagte point, hvis ikke han skal risikere at rasle endnu længere ned ad verdensranglisten, og dermed på sigt komme i fare for ikke at være sikret deltagelse ved turneringer som World Matchplay og VM.

Det har publikumsfavoritten nu taget konsekvensen af, og spillede derfor med i mandagens to kvalifikationsturneringer til Europa Touren. Her indledte Anderson med at tabe den afgørende kamp i den første turnering til Raymond van Barneveld, inden han i den efterfølgende turnering besejrede Tony Martinez og Devon Petersen, og dermed sikrede sig en billet til Dutch Darts Championship.

Sidste gang Gary Anderson deltog ved en Europa Tour var ved European Darts Open i juli 2016. Gennem karrieren har Anderson deltaget ved 21 Europa Tour-turneringer. Hans bedste resultat er en samlet sejr ved German Darts Championship i 2014.

Du kan se listen over hvilke spillere der vandt mandagens kvalifikationsturneringer her nedenfor. Foruden de 24 vindere af hver kvalifikationsturnering, så er top 16 på Pro Tour-ranglisten automatisk kvalificeret til Europa Touren. De sidste 8 pladser ved hver Europa Tour går til kvalifikationsspillere fra blandt andet PDC Nordic & Baltic, Østeuropa og de lokale værtslande.


Kvalificerede spillere til ET5: William O’Connor, Ian White, Cameron Menzies, Jim Williams, Maik Kuivenhoven, Bradley Brooks, Ricky Evans, Daryl Gurney, Owen Roelofs, Simon Whitlock, Madars Razma, Dylan Slevin, Ricardo Pietreczko, Nick Kenny, Krzysztof Ratajski, Jeffrey de Zwaan, Chris Dobey, Matt Campbell, Kim Huybrechts, Luke Woodhouse, Raymond van Barneveld, Brendan Dolan, Mickey Mansell.

Kvalificerede spillere til ET6: Dylan Slevin, Adam Smith-Neale, Stephen Bunting, Martin Lukeman, Dimitri Van den Bergh, Jim Williams, Gabriel Clemens, Steve Beaton, Ross Smith, Daryl Gurney, Madars Razma, Ian White, Alan Soutar, Ricardo Pietreczko, Krzysztof Ratajski, Graham Hall, Adam Gawlas, Arron Monk, Kim Huybrechts, Gian van Veen, Gary Anderson, Keane Barry, John O’Shea, George Killington.


Læs også:

Efter finale i Sverige: Benjamin Drue Reus blander sig i toppen af PDC Nordic & Baltic-ranglisten

Ross Smith og Dirk van Duijvenbode sejrede ved weekendens Players Championship-turneringer

PDC lancerer store forandringer ved World Cup of Darts

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*