Nathan Aspinall vandt søndag aften karrierens anden major, da han besejrede Jonny Clayton 18-6 i finalen ved World Matchplay.
Det er fire år siden, at Nathan Aspinall vandt karrierens første majorturnering ved UK Open. Siden da har han optrådt i finalen i både Premier League, World Grand Prix og Grand Slam of Darts, inden han søndag aften endelig formåede at vinde karrierens anden major. Det skete ved World Matchplay, hvor ‘The Asp’ uddelte øretæver til Jonny Clayton. Englænderen besejrede således sin walisiske modstander med de overbevisende cifre 18-6.
De to finalister fulgtes ellers ad frem til stillingen 5-5, hvorefter Aspinall vandt intet mindre end 11 legs i træk, inden det endelig lykkedes Clayton at bryde den imponerende stime. Lige lidt hjalp det dog, eftersom Aspinall sidenhen gjorde arbejdet færdigt på double 5.
Nathan Aspinall afsluttede kampen med et gennemsnit på 96,21, mens Clayton landede på 93,56. Et af finalens højdepunkter fandt sted i kampens 16. leg, da Aspinall præsterede en suveræn lukning på 170.
Med sejren i Winter Gardens i Blackpool rykker Nathan Aspinall fire placeringer frem på verdensranglisten, hvor han nu er nummer fire. Samtidig konsoliderer Jonny Clayton sin nuværende syvendeplads, alt imens førstepladsen fortsat indtages af Michael Smith foran Michael van Gerwen, Peter Wright og Gerwyn Price.
Der venter nu en længere pause før PDC’s næste ranglistegældende major, når der den 2. oktober tages hul på World Grand Prix. Inden da er der dog også andre turneringer at se frem til. Den første i rækken er New Zealand Darts Masters, der afholdes mellem den 4.-5. august.
Se/gense højdepunkterne fra finalen ved World Matchplay 2023:
World Matchplay 2023 – resultater
Lørdag 22. juli
Semifinaler
Nathan Aspinall (95,26) 17-9 (91,22) Joe Cullen
Jonny Clayton (98,92) 17-15 (95,86) Luke Humphries
Søndag 23. juli
Finale
Nathan Aspinall (96,21) 18-6 (93,56) Jonny Clayton
Læs også:
Beau Greaves kvalificeret til VM efter sejr ved World Matchplay
Noa-Lynn van Leuven bliver den første transkvinde ved en TV-turnering i PDC
Nathan Aspinall udbygger Michael Smiths dårlige statistik ved World Grand Prix
Be the first to comment