Luke Humphries vandt sent søndag aften sin første majorturnering i karrieren, og er nu oppe som nummer fire på PDC’s verdensrangliste.
28-årige Luke Humphries skrev sig søndag aften ind i historiebøgerne som den seneste vinder af en majorturnering i PDC. Med en finalesejr på 5-2 over Gerwyn Price sikrede ‘Cool Hand Luke’ sig vindertrofæet og vinderchecken på en million danske kroner.
Sejren ved World Grand Prix bringer også Luke Humphries op som nummer fire på verdensranglisten, hvor han i samme ombæring sender Gerwyn Price ned som nummer fem. Med en majorsejr i baghånden og endnu en forrygende sæson på Pro Touren må Luke Humphries nu antages at være selvskrevet til næste sæsons Premier League, hvad enten han fastholder sin plads i verdensranglistens top fire eller ej.
Verdensranglisten toppes fortsat af Michael Smith, mens Michael van Gerwen og Peter Wright indtager anden- og tredjepladsen.
Forfærdelig start på finalen
Selvom Luke Humphries i sidste ende vandt Grand Prix-finalen med de relativt overbevisende cifre 5-2, så startede englænderen finalen på værst tænkelige vis. Efter store problemer på de indledende doubler tabte Humphries således første sæt med cifrene 3-0 og et gennemsnit på bare 69,20.
Herefter fik den femdobbelte Europa Tour-vinder dog styr på både de indledende og afsluttende forsøg på dartskivens yderste ring, hvilket han krydrede med otte 180’ere mod Prices tre.
Luke Humphries satte sig med andre ord på et underholdende opgør, hvor begge spillere leverede et højt niveau. I sidste ende kunne Humphries dog lade sig hylde som vinder af World Grand Prix, hvilket samtidig var englænderens fjerde turneringssejr i indeværende sæson, hvor han også har vundet en enkelt Europa Tour og to Players Championship-turneringer.
Se/gense højdepunkterne fra finalen ved World Grand Prix 2023:
Læs også:
Gerwyn Price og Luke Humphries mødes i finalen ved World Grand Prix
Fjerde år i træk: Gerwyn Price er klar til semifinalerne ved World Grand Prix
World Grand Prix 2023: Her er lodtrækning, kampprogram og sendeplan
Be the first to comment